Landsskatteretten: Kursgevinst på frigjort gæld i K/S - Hjemvisning for genberegning

Sagen omhandler en klager, der ejede anparter i K/S [virksomhed1], et tysk kommanditselskab, og den skattemæssige behandling af en kursgevinst på frigjort gæld i fremmed valuta samt fradrag for renteudgifter i indkomståret 2014. K/S [virksomhed1] ejede en ejendom i Tyskland, finansieret af et 1. prioritetslån i euro, som oprindeligt udløb i 2012. Ejendommen blev solgt i 2014.

SKAT havde forhøjet klagerens indkomst med 1.743.170 kr. som skattepligtig kursgevinst på frigjort gæld i fremmed valuta, idet SKAT anså lånet for at være et non-recourse lån. SKAT henviste til, at frigørelsen for gælden var omfattet af Kursgevinstloven § 23, og at årsagen til gevinsten var underordnet. SKAT nedsatte dog samtidig klagerens indkomst med 740.008 kr. for ikke-fratrukne renteudgifter.

Klagerens repræsentant bestred, at lånet var et non-recourse lån, og at der var sket en gældseftergivelse i 2014. Repræsentanten argumenterede for, at der ikke var grundlag for beskatning af en gældseftergivelse i 2014, og at den tyske skattemyndigheds vurdering af forholdet burde inddrages. Desuden gjorde repræsentanten gældende, at en aftale fra 2012 med en salgsfuldmagt udløb i 2012, hvorefter man gik tilbage til den oprindelige låneaftale.

Landsskatteretten fandt, at de tyske skattemyndigheders bedømmelse ikke var relevant for de danske skatteregler. Retten fastslog, at en tillægsaftale fra august 2012 mellem K/S [virksomhed1] og 1. prioritetslångiver [virksomhed3] S.a.r.l. medførte så væsentlige ændringer i lånevilkårene – herunder en ny hovedstol og indfrielsesdato samt nye vilkår for dækning af fordringen via en salgsfuldmagt – at den oprindelige låneaftale måtte anses for indfriet, og en ny etableret på dette tidspunkt. Dette indebar et non-recourse vilkår. Landsskatteretten bekræftede, at gevinst ved frigørelse fra gæld i fremmed valuta er skattepligtig efter Kursgevinstloven § 23, uanset non-recourse vilkår, og at en sådan frigørelse ikke kan sidestilles med en gældseftergivelse omfattet af Kursgevinstloven § 21 eller Kursgevinstloven § 24.

Da SKAT ikke havde opgjort kursgevinsten ud fra etableringen af et nyt lån i 2012, blev sagen hjemvist til Skattestyrelsen for en fornyet opgørelse af kursgevinst/-tab og fastlæggelse af en ny anskaffelsessum for lånet i 2012. Som følge heraf blev sagen også hjemvist for en eventuel ændring af klagerens fradragsbegrænsning efter reglerne om fradragskonto. Vedrørende fradrag for renteudgifter stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse, idet klageren ikke kunne frasige sig anvendelsen af det fulde fradrag for renter i sin virksomhedsindkomst. Dispositioner i virksomhedsordningen blev overladt til Skattestyrelsen at ændre som følge af de nye opgørelser.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at der forelå en gevinst ved frigørelse fra gæld i fremmed valuta, idet K/S [virksomhed1] blev frigjort fra restgælden som følge af non-recourse-lignende vilkår. En sådan frigørelse kan ikke sidestilles med en gældseftergivelse omfattet af Kursgevinstloven § 21 eller Kursgevinstloven § 24. Retten henviste til Retten i [by2]s dom af 12. oktober 2009 (SKM2010.42.BR) og Højesterets dom af 11. november 2019 (SKM2019.627.HR), som fastslog, at gevinst ved frigørelse for gæld er omfattet af kursgevinstloven, uanset non-recourse vilkår.

Landsskatteretten vurderede dog, at tillægsaftalen fra august 2012 medførte så væsentlige ændringer i lånevilkårene, at den oprindelige låneaftale fra 29. marts 2007 måtte anses for indfriet på dette tidspunkt, og en ny låneaftale etableret. Dette er i tråd med Østre Landsrets dom af 3. maj 2000 (TfS 2000.605).

SKAT havde ikke opgjort kursgevinsten ud fra etableringen af et nyt lån i 2012, hvorfor sagen blev hjemvist til Skattestyrelsen med henblik på fornyet opgørelse af kursgevinst/-tab på 1. prioritetslånet i indkomståret 2014, herunder fastlæggelse af ny anskaffelsessum ved etableringen af det nye låneforhold i august 2012 i henhold til Kursgevinstloven § 26, stk. 1 og 2.

Fradragsbegrænsning og renteudgifter

I det omfang størrelsen af den skattepligtige kursgevinst på 1. prioritetslånet ændres, vil der skulle ske en tilsvarende ændring af klagerens fradragskonto for K/S [virksomhed1]. Sagen blev derfor også hjemvist til Skattestyrelsen med henblik på eventuel ændring af fradragsbegrænsning ud fra reglerne om fradragskonto.

Vedrørende fradrag for renteudgifter i K/S [virksomhed1] stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse. Retten fandt, at klageren ifølge Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e og Ligningsloven § 5, stk. 1 skal medregne hele sin andel af renteudgifterne ved opgørelsen af sin virksomhedsindkomst, og at det ikke er muligt at frasige sig anvendelsen af det fulde fradrag for renter ved skatteansættelsen. Dette understøttes af Virksomhedsskatteloven § 6, stk. 1 og 2 og Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 1.

Virksomhedsordningen

Det blev overladt til Skattestyrelsen at ændre dispositioner i virksomhedsordningen som følge af ændringer i opgørelsen af klagerens skattepligtige virksomhedsindkomst for K/S [virksomhed1] i form af eventuel ændret skattepligtig kursgevinst og eventuel ændret fradragsbegrænsning ud fra reglerne om fradragskonto.