Omgørelse af bortfald af opholdstilladelse for tyrkisk mor og datter efter ophold i udlandet

Sagen vedrører en tyrkisk kvinde og hendes datter, hvis opholdstilladelser i Danmark blev vurderet som bortfaldet af Udlændingestyrelsen. Kvinden fik oprindeligt opholdstilladelse i 1998 og opnåede tidsubegrænset opholdstilladelse i 2006. Hendes datter, der er født i Danmark i 2008, blev ligeledes meddelt opholdstilladelse via familiesammenføring.

I perioden fra august 2014 til december 2015 var både moderen og datteren registreret som udrejst af Danmark i Det Centrale Personregister (CPR). Baggrunden for det længerevarende ophold i Tyrkiet var moderens ønske om at være sammen med og drage omsorg for sin alvorligt syge ægtefælle. Under sagens behandling blev det oplyst, at datteren tidligere havde fået dispensation fra bortfald i en periode frem til juni 2015.

De centrale juridiske spørgsmål i sagen drejede sig om, hvorvidt de to ansøgere kunne anses for at have opgivet deres bopæl i Danmark i overensstemmelse med Udlændingeloven § 17, stk. 1. Der blev i sagen lagt vægt på kvindens fortsatte tilknytning til sin bolig i Danmark og hyppigheden af hendes besøg i landet under det midlertidige ophold i udlandet.

Udlændingenævnet traf afgørelse om at omgøre Udlændingestyrelsens beslutning, hvorved opholdstilladelserne ikke blev anset for bortfaldet. Nævnet vurderede efter en konkret helhedsvurdering, at ansøgerne ikke kunne antages at have opgivet deres bopæl i Danmark.

Nævnets begrundelse og væsentlige observationer

Nævnet lagde i sin afgørelse vægt på følgende faktorer:

• Råderet over bolig: Moderen havde i hele perioden, hvor hun var frameldt folkeregistret, bibeholdt råderetten over det lejemål, hvor hun og datteren boede før udrejsen og igen efter hjemkomsten.
• Besøg i Danmark: Selvom hun var registreret som udrejst, havde hun flere gange besøgt Danmark og opholdt sig hos sine forældre, mens hendes egen lejlighed var fremlejet.
• Henvendelse til myndigheder: Frameldingen i CPR skete først efter moderens egen henvendelse til bopælskommunen, hvilket indikerer en manglende hensigt om permanent fraflytning.
• Særlige omstændigheder: Opholdet i udlandet var begrundet i personlige, tvingende årsager, nemlig pleje af en alvorligt syg ægtefælle.

Da bopælen ikke kunne anses for opgivet, fandt Udlændingeloven § 17, stk. 1 om automatisk bortfald ikke anvendelse i denne sag.