Skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel i svogers bil godkendt

Sagen omhandlede, hvorvidt en hovedanpartshaver var berettiget til at modtage skattefri befordringsgodtgørelse for erhvervsmæssig kørsel i en bil, der var ejet af hans svoger. Hovedanpartshaveren var registreret som bruger af bilen og afholdt de løbende driftsudgifter som forsikring og grøn ejerafgift.

SKAT havde anset godtgørelsen på 110.102 kr. for skattepligtig løn med den begrundelse, at kørslen ikke var foretaget i "egen bil" som krævet i reglerne. Derudover mente SKAT, at det fremlagte kørselsregnskab var mangelfuldt, og at der gjaldt skærpede dokumentationskrav på grund af interessefællesskabet mellem selskabet og hovedanpartshaveren.

Klageren argumenterede for, at der var tale om en delebilordning, som skattemæssigt skulle sidestilles med kørsel i egen bil, da han afholdt de faktiske udgifter. Desuden mente klageren, at kørselsregnskabet, sammenholdt med lønsedlerne, opfyldte de væsentlige krav i lovgivningen.

Landsskatteretten gav klageren medhold efter en afgørelse med stemmeflertal. Flertallet fandt, at klageren i tilstrækkelig grad havde dokumenteret en delebilordning og afholdelse af de faktiske udgifter, hvorfor betingelserne for skattefrihed var opfyldt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lagde indledningsvist de juridiske rammer fast. Godtgørelser fra en arbejdsgiver for udgifter, som en lønmodtager pådrager sig i forbindelse med arbejdet, er som udgangspunkt skattepligtig indkomst, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4. En undtagelse hertil er godtgørelse for erhvervsmæssig befordring omfattet af Ligningsloven § 9B, som kan udbetales skattefrit, hvis den ikke overstiger Skatterådets satser, og betingelserne i øvrigt er opfyldt.

En central betingelse, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, er, at kørslen sker i lønmodtagerens "egen bil", og at arbejdsgiveren fører kontrol med kørslen baseret på et fyldestgørende kørselsregnskab. Retten bemærkede, at dokumentationskravene skærpes, når der er tale om interesseforbundne parter, som i dette tilfælde mellem hovedanpartshaveren og selskabet, jf. praksis som i SKM2010.778.VLR.

Sagen blev afgjort med et flertal på to retsmedlemmer mod én.

Flertallets begrundelse

To retsmedlemmer fandt, at hovedanpartshaveren i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at der forelå en de facto delebilsordning med hans svoger. Dette var baseret på en konkret vurdering af følgende punkter:

• Klageren var registreret som bruger af bilen.
• Klageren havde fremlagt dokumentation for, at han afholdt sin andel af bilens faktiske driftsudgifter.
• Det fremlagte kørselsregnskab (kalender og rutebeskrivelser) blev anset for tilstrækkeligt til at dokumentere omfanget af den erhvervsmæssige kørsel.

På denne baggrund konkluderede flertallet, at betingelserne for skattefrihed var opfyldt, og gav derfor klageren medhold.

Retsformandens begrundelse (mindretal)

Retsformanden var uenig og stemte for at stadfæste SKATs afgørelse. Begrundelsen var:

• Ikke "egen bil": Klageren afholdt kun løbende driftsudgifter og betalte ikke for bilens værditab (afskrivning) i form af leje. Forholdet kunne derfor ikke sidestilles med et reelt leje- eller delebilforhold, hvor alle udgifter dækkes. Betingelsen om kørsel i "egen bil" var dermed ikke opfyldt.
• Mangelfuld dokumentation: Det fremlagte kørselsregnskab opfyldte ikke kravene i bekendtgørelsen, da det bl.a. manglede oplysning om, hvilken bil der var anvendt. Dette umuliggjorde en fornøden kontrol fra arbejdsgiverens side.
• Bevisbyrde: Det var ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at selskabets egen bil (en VW Transporter) var ukørbar i hele indkomståret 2015, selvom den var det ved salget i 2016.

Endelig afgørelse

Landsskatteretten traf afgørelse efter stemmeflertallet og gav klageren medhold i, at den modtagne befordringsgodtgørelse på 110.102 kr. var skattefri.