Manglende kontrol med rejsegodtgørelse og beskatning af fri bil for hovedanpartshaver

Sagen omhandler et selskabs pligt til at indberette yderligere A-indkomst for udbetalt rejsegodtgørelse og værdi af fri bil til en hovedanpartshaver og andre ansatte i indkomstårene 2014-2017. SKAT havde pålagt selskabet at foretage disse indberetninger, hvilket klageren ønskede ændret til 0 kr.

SKATs afgørelse var baseret på manglende kontrol og dokumentation for de udbetalte skattefrie rejsegodtgørelser. Det blev anført, at opgørelserne ikke opfyldte kravene i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1, da de manglede informationer som start- og sluttidspunkt, arbejdsstedets adresse, og arbejdsgivers underskrift. For så vidt angår fri bil, lagde SKAT vægt på, at der ikke blev ført kørebog, at der ikke forelå en erklæring om, at bilerne ikke måtte benyttes privat, og at selskabets benzinkort var blevet brugt til tankning af private biler i Jylland og på Fyn, især på hovedanpartshaverens rejse- og hjemrejsedage. SKAT fremhævede den skærpede bevisbyrde for hovedaktionærer i relation til beskatning af fri bil, jf. Ligningsloven § 16, stk. 4 og Ligningsloven § 16a, stk. 5.

Klageren anførte, at selskabets biler udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt, og at tankninger i Jylland var sket i forbindelse med arbejdsopgaver der, eller at det var tankning af private biler, som var refunderet af den ansatte. Klageren mente, at der var ført fornøden kontrol med rejsegodtgørelserne, da selskabets direktør løbende foretog opsyn med byggepladserne og dermed kontrollerede medarbejdernes tilstedeværelse.

De pålagte indberetninger var som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Arbejdsgivere har pligt til at indberette A-indkomst og godtgørelser, der udbetales til ansatte, medhjælpere m.v. jf. Skattekontrolloven § 7 og Skattekontrolloven § 7a. Arbejdsgivere har endvidere pligt til at indberette værdien af frie personalegoder omfattet af Ligningsloven § 16, stk. 4, Ligningsloven § 16, stk. 5, Ligningsloven § 16, stk. 6 og Ligningsloven § 16, stk. 9, jf. Skattekontrolloven § 7c.

Skattefri logi og kostgodtgørelse (rejsegodtgørelse)

Godtgørelser for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4. Dog gælder dette ikke for rejseudgifter omfattet af Ligningsloven § 9a, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser. Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted, og at rejsen varer mindst 24 timer, jf. Ligningsloven § 9a, stk. 1 og Ligningsloven § 9a, stk. 5. Et arbejdssted kan højest anses for midlertidigt i de første 12 måneder. I SKM2008.853.SKAT er det fastslået, at arbejdssteder, hvor der udføres bygge- og anlægsarbejder, altid er midlertidige arbejdssteder.

Landsskatteretten lagde til grund, at selskabets medarbejdere udfører arbejde på forskellige byggepladser på Sjælland, hvilket udgør midlertidige arbejdspladser. Det blev endvidere lagt til grund, at medarbejdernes rejser fra bopæl til arbejdsplads varede i mindst 24 timer, da de i de fleste tilfælde rejste til Sjælland søndag aften og hjem igen torsdag aften.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1 (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000) er det en betingelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

• Modtagerens navn, adresse og CPR-nr.
• Rejsens erhvervsmæssige formål.
• Rejsens start- og sluttidspunkt.
• Rejsens mål med eventuelle delmål.
• De anvendte satser.
• Beregning af rejsegodtgørelsen.

Konsekvensen af manglende effektiv kontrol er, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig hos modtageren, uanset om den ansatte i øvrigt opfylder betingelser for at være på rejse eller for erhvervsmæssig kørsel, jf. eksempelvis SKM2002.525.VLR, SKM2007.247.HR og SKM2009.430.HR.

Landsskatteretten bemærkede, at de fremlagte bilag med opgørelse af rejsegodtgørelse for de tre ansatte ikke indeholdt alle de krævede oplysninger. Eksempelvis manglede der ofte oplysninger om, hvor arbejdet var udført (adresse), start- og sluttidspunkt, samt hvilket år opgørelserne drejede sig om. Herudover var bilagene ikke altid underskrevet af arbejdsgiver.

Efter en konkret vurdering fandt Landsskatteretten ikke, at der var ført fornøden kontrol i forbindelse med udbetaling af skattefrie rejsegodtgørelser. Medarbejderne var derfor ikke berettiget til skattefri rejsegodtgørelse i årene 2015 og 2016, hvorfor selskabet skulle indberette yderligere A-indkomst i disse indkomstår.

Fri bil

Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf, uanset om han er ansat i selskabet, jf. Ligningsloven § 16, stk. 1 og Ligningsloven § 16a, stk. 5. Værdien ansættes efter bestemmelsen i Ligningsloven § 16, stk. 4, jf. Ligningsloven § 16a, stk. 5, 2. pkt..

Bevisbyrden for, at en firmabil er til rådighed for privat benyttelse, tilfalder som udgangspunkt SKAT, hvis hovedaktionærens og selskabets adresse ikke var sammenfaldende i perioden, og bilen ikke har været parkeret ved hovedaktionærens bopæl. Bevisbyrden vendes dog, hvis de faktiske forhold taler for, at bilen har været til rådighed for privat anvendelse. Der henvises herved til Højesterets dom af 30. juni 2014, SKM2014.504.HR. Højesteret fandt i dommene SKM2005.138.HR og SKM2008.534.HR, at SKAT havde løftet bevisbyrden.

Landsskatteretten fandt det godtgjort, at hovedanpartshaveren havde haft stillet en af selskabets biler til rådighed for privat kørsel mellem sin bopæl i Jylland og arbejdspladser i Jylland eller på Sjælland. Dette blev begrundet med, at selskabets tankkort var blevet benyttet både på Fyn og i Jylland på flere forskellige datoer i 2015 og 2016, primært torsdage og søndage, som var hovedanpartshaverens hjem- og udrejsedage. Herudover var selskabets biler indregistreret til henholdsvis privat personkørsel og til blandet benyttelse, og der var ikke udarbejdet kørselsregnskab, der godtgjorde, at bilerne ikke havde været anvendt privat. Der forelå heller ikke en skriftlig fraskrivelseserklæring, som kunne afkræfte formodningen for privat rådighed.

Uanset selskabets oplysning om, at der var udført arbejde i Jylland, fandt Landsskatteretten det ikke sandsynliggjort, at selskabets biler ikke havde været stillet til rådighed for privat kørsel. Hovedanpartshaveren var derfor skattepligtig af værdien af fri bil efter Ligningsloven § 16, stk. 4.

Landsskatteretten stadfæstede herefter SKATs afgørelse, og selskabet skulle indberette værdien af fri bil i indkomstårene 2014 til 2017.