Landsskatteretten: Afslag på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelse vedrørende fri bolig (1995-1999)

Sagen omhandler en klagers anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 1995-1999 vedrørende beskatning af fri bolig. Klageren, der var direktør og eneanpartshaver i et selskab, blev oprindeligt skønsmæssigt forhøjet i indkomst for fri bolig og øvrig indkomst for indkomstårene 1995-1997, hvilket Landsskatteretten stadfæstede i 2002 og igen i 2004, hvor det blev fastslået, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Denne afgørelse blev senere stadfæstet af Østre Landsret i 2007 (SKM2007.499.ØLR) og Højesteret i 2010 (SKM2010.78.HR).

Klagerens argumenter

Klageren anmodede i 2017 om genoptagelse af skatteansættelsen med henvisning til en ændret BBR-meddelelse fra 2011, der registrerede ejendommen som 100 % erhvervsmæssig. Klageren gjorde gældende, at ejendommen aldrig havde været anvendt til bebølse, og at en tidligere bebølseslejlighed på 2. sal var nedlagt i 1969. Det blev fremført, at der var tale om en myndighedsfejl fra skattemyndighedernes side, da de havde beskattet klageren af lejeværdi af et kontor, der ikke var godkendt til bebølse og manglede badeværelse. Klageren mente, at dette udgjorde "særlige omstændigheder" i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8, og at Højesterets dom ikke specifikt havde taget stilling til spørgsmålet om beskatning af fri bolig, men udelukkende fuld skattepligt.

Klageren anførte desuden, at reaktionsfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 var overholdt, da anmodningen blev indgivet inden 6 måneder efter kendskab til den korrekte BBR-meddelelse. Subsidiært blev det anført, at den skønsmæssigt ansatte husleje var væsentligt fejlbehæftet og for høj sammenlignet med Huslejenævnets praksis for tilsvarende lejligheder.

SKATs afgørelse

SKAT afslog anmodningen om genoptagelse med henvisning til, at fristen for ordinær genoptagelse var udløbet, og at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse. SKAT henviste til Højesterets dom af 20. januar 2010, som de mente havde taget stilling til beskatningen af fri bolig for de omhandlede indkomstår.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klagerens anmodning af 31. januar 2017 om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 1995-1999 var indgivet efter fristen for ordinær genoptagelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2.

Retten vurderede, at klageren ikke opfyldte betingelserne for genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 1-7, som indeholder objektive grunde til ekstraordinær genoptagelse.

Vedrørende Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8 (særlige omstændigheder), fandt Landsskatteretten ikke, at der forelå sådanne omstændigheder, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse. Dette blev begrundet med, at de fremlagte dokumenter – BBR-meddelelsen, erklæringen fra Udvalget for faste ejendomme, og kendelserne fra Huslejenævnet – ikke kunne dokumentere, at der var begået fejl ved skatteansættelsen i de pågældende indkomstår af den daværende told- og skattemyndighed.

Landsskatteretten bemærkede desuden, at Højesteret ved dom af 20. januar 2010 (SKM2010.78.HR) havde fundet, at klageren skulle beskattes af fri bolig i indkomstårene 1995, 1996 og 1997 med den ansættelse, som skatteforvaltningen havde skønnet. Dette indebar, at spørgsmålet om fri bolig allerede var afgjort af Højesteret.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse om, at der ikke var grundlag for ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 1995-1999.