Manglende fradrag for underskud og nægtet anvendelse af virksomhedsordning ved udlejning af landbrugsejendom – Ikke erhvervsmæssig virksomhed

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten traf afgørelse efter stemmeflertal. Retsformanden og et retsmedlem fandt, at klagerens udlejningsvirksomhed ikke kunne anses for erhvervsmæssig, hvorfor fradrag for underskud og anvendelse af virksomhedsordningen blev nægtet. Et andet retsmedlem var uenig og fandt virksomheden erhvervsmæssig.

Fradrag for underskud af udlejningsvirksomhed

Landsskatteretten fastslog, at udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Private udgifter kan ikke fradrages, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 2. For ikke-erhvervsmæssige virksomheder kan underskud ikke fradrages i anden indkomst.

Retsformanden fandt, at klagerens aktivitet ikke var drift af en landbrugsejendom i skattemæssig forstand, men derimod udlejningsaktivitet. Dette skyldtes, at klageren ikke selv dyrkede jorden eller havde en dyrebesætning. Derfor fandt den lempelige ligningspraksis for deltidslandbrug, som beskrevet i Højesterets dom af 15. april 1994 (TfS 1994, 364), ikke anvendelse. I stedet skulle den generelle praksis for erhvervsmæssig virksomhed anvendes, som kræver, at virksomheden er etableret og drevet med udsigt til en rimelig fortjeneste, herunder forrentning af investeret kapital og en rimelig driftsherreløn. Der blev henvist til SKM2016.456.LSR og SKM2014.822.LSR.

Landsskatteretten lagde vægt på, at udlejningsvirksomheden havde været underskudsgivende i årene 2011-2014 efter driftsøkonomiske afskrivninger. Selvom der var positive resultater i 2015, 2016 og 2017 (henholdsvis 5.318 kr., 439 kr. og 10.644 kr. efter skønsmandens afskrivninger), fandt retsformanden, at disse overskud ikke var tilstrækkelige til at rumme en rimelig driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital. Virksomheden var desuden underskudsgivende i 2018 og 2019. Derfor blev det vurderet, at der ikke var udsigt til, at virksomheden ville blive rentabel inden for en kortere årrække.

Et retsmedlem var enig i, at virksomheden ikke var erhvervsmæssig, men mente, at den burde have været behandlet som landbrugsvirksomhed, dog stadig underskudsgivende over en længere periode. Et andet retsmedlem fandt, at virksomheden var erhvervsmæssig og omfattet af den lempelige landbrugspraksis, da de udlejede aktiver oprindeligt var landbrugsrelaterede, og ejendommen ikke var købt med udlejning for øje. Dette retsmedlem mente, at der ikke skulle være krav om driftsherreløn og forrentning af kapital, og at der var udsigt til et resultat på 0 kr. eller derover.

SKATs afgørelse om nægtelse af fradrag for underskud blev stadfæstet efter stemmeflertal.

Virksomhedsordningen

Da udlejningsvirksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssig af retsformanden og et retsmedlem, kunne virksomhedsordningen ikke anvendes på denne del, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1. Da der ikke var foretaget en opdeling mellem virksomheds- og privatøkonomi, kunne virksomhedsordningen heller ikke anvendes på solcellevirksomheden, jf. Virksomhedsskatteloven § 2, stk. 1. Afgørelsen blev stadfæstet efter stemmeflertal.

Ejendomsskatter

Landsskatteretten fandt, at der var fradragsret for ejendomsskatter vedrørende den del af landbrugsejendommen, der ikke vedrørte stuehus med tilhørende grund og have, jf. Ligningsloven § 14, stk. 1 og Ligningsloven § 14, stk. 2. Fradraget skulle indrømmes i kapitalindkomsten, jf. Personskatteloven § 4, stk. 2, da driften ikke blev anset for erhvervsmæssig. Denne del af afgørelsen blev ændret i klagerens favør efter stemmeflertal.

Klageren nedlagde påstand om, at virksomheden skulle anses som én integreret erhvervsmæssig enhed, hvilket ville berettige til fradrag for underskud og anvendelse af virksomhedsordningen. Subsidiært anførtes det, at jordudlejningen skulle ses som en del af den samlede landbrugsvirksomhed. Klageren argumenterede for, at underskuddene var forbigående og skyldtes generelle vanskeligheder i branchen, og at virksomheden fra 2016 var overskudsgivende.

De centrale klagepunkter og Landsskatterettens afgørelse kan opsummeres som følger:

Klagerens virksomhed, der har været drevet siden 1981, har udvist betydelige underskud i en lang årrække, herunder i alle år fra 2002 til 2015 med undtagelse af 2016, hvor der var et mindre overskud. Klageren udlejede størstedelen af sin jord til en nabo og lejede selv jord af tredjemand til sin kvægbesætning. SKAT argumenterede for, at landbrugsvirksomheden ikke var erhvervsmæssig, da den ikke havde udsigt til at give overskud efter driftsmæssige afskrivninger, selv efter en lang indkøringsfase. Klageren fastholdt, at der var en landbrugsmæssig sammenhæng mellem kvægavlen og jordudlejningen, og at branchens generelle vanskeligheder skulle tages i betragtning ved vurderingen af rentabiliteten.

Lovforslag om genindførelse af PVC-folieafgift, forhøjelse af spilafgift og afskaffelse af skattefordele ved forældrekøb