Afslag på behandling af erstatningssag før straffesagens afslutning trods gerningsmænds ophold i udlandet

Erstatningsnævnet traf afgørelse om, at sagen fortsat ikke kunne tages under behandling, før straffesagen var afsluttet. Nævnet vurderede sagen efter Offererstatningsloven § 11 c, stk. 2 og fandt ikke, at der forelå tilstrækkelige omstændigheder til at fravige hovedreglen.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde vægt på følgende juridiske og faktiske forhold:

• Identifikation af mistænkte: Politiet havde allerede identificeret og lokaliseret de formodede gerningsmænd.
• Status på retsforfølgning: Det eneste udestående punkt var at få de mistænkte ført til Danmark til retsforfølgning, hvilket indikerede, at sagen ikke var gået i stå.
• Tidsmæssig udstrækning: Nævnet vurderede, at den tidsmæssige udstrækning i sig selv ikke var tilstrækkelig grund til at behandle sagen før tid, når de mistænkte var kendt.
• Manglende særlige momenter: Ingen af de momenter, der er nævnt i forarbejderne til Offererstatningsloven § 11 c, talte for en ekstraordinær behandling på det foreliggende grundlag.

Resultatet blev således en fastholdelse af, at sagen først kan behandles, når den strafferetlige proces mod gerningsmændene er tilendebragt.

Følgende faktiske omstændigheder blev inddraget i sagen:

• Ansøgeren havde mærket følger af tilskadekomsten lige efter skadens opståen.
• Der var tale om en arbejdsskade, hvor ansøgeren siden august 2010 havde været repræsenteret af sin fagforening.
• Sagen havde været behandlet som en arbejdsskadesag sideløbende med den strafferetlige efterforskning.

Der skulle i sagen tages stilling til, om der forelå sådanne særlige grunde, at man kunne se bort fra den normale ansøgningsfrist, når politiet ikke havde ydet den fornødne vejledning.