Afslag på frivillig momsregistrering for udlejning af fast ejendom til interessentskab

Sagen omhandler en anmodning om frivillig momsregistrering for erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom, som SKAT har afvist. Interessenten ønskede at blive frivilligt momsregistreret for udlejning af ejendomme beliggende på [adresse1] og [adresse2] til interessentskabet [virksomhed1] I/S.

Faktiske omstændigheder

Ejendommene ejes af interessenten og interessent 2 (hver 45 %) samt interessent 3 (10 %). Interessentskabet [virksomhed1] I/S, der er lejer, har samme ejerfordeling. Ifølge driftsfællesskabskontrakten er lejen fastsat til den til enhver tid værende ydelse på den tinglyste prioritetsgæld plus omkostninger til ejendomsskatter og forsikringer. Halvdelen af terminsydelserne vedrørende driftsbygninger skulle tillægges moms, forudsat frivillig momsregistrering.

SKATs afgørelse

SKAT afslog anmodningen om frivillig momsregistrering med henvisning til, at udlejningen ikke var erhvervsmæssig, jf. Momsloven § 51, stk. 1. SKATs begrundelse var, at personsammenfaldet mellem udlejerne (interessenterne) og det lejende interessentskab eliminerede den økonomiske risiko, og at udlejningen derfor ikke kunne anses for erhvervsmæssig.

Interessentens argumenter

Interessentens repræsentant påstod, at SKATs afgørelse var forkert og anførte følgende hovedargumenter:

• Personsammenfald: Udlejningen foregår fra fysiske personer til et interessentskab, som er et selvstændigt momssubjekt. Det er derfor ikke korrekt at argumentere for, at udlejer og lejer er identiske, da interessentskabet er en selvstændig juridisk enhed. SKATs henvisning til SKM2001.409.ØLR var irrelevant, da den sag omhandlede udlejning fra et I/S til dets interessenter, ikke omvendt.
• Økonomisk risiko: Det er ejerne, der bærer den økonomiske risiko for ombygning, modernisering, brand, storm og vedligeholdelse af ejendommen, hvilket modsiger SKATs påstand om elimineret risiko.
• Dansk domspraksis: Repræsentanten henviste til SKM2003.163.VLR, hvor frivillig momsregistrering blev anerkendt for udlejning til sagsøgers egen enkeltmandsvirksomhed, og SKM2010.186.LSR, hvor Landsskatteretten godkendte erhvervsmæssig udlejning mellem to af en skoles momsnumre. Disse sager understøtter, at udlejning mellem selvstændige momssubjekter kan være erhvervsmæssig, selv ved personsammenfald.
• EU-domspraksis: Der blev henvist til C-23/98, Heerma, hvor EU-Domstolen fastslog, at en selskabsdeltager, der udlejer et materielt gode til et selskab, hvori vedkommende er deltager, udøver selvstændig økonomisk virksomhed. Dette argument blev anført som analogt bevis for, at udlejerne i nærværende sag udøver økonomisk virksomhed for egen regning og risiko.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om SKAT med rette havde afslået en anmodning om frivillig momsregistrering for erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom, jf. Momsloven § 51, stk. 1. Det centrale spørgsmål var, hvorvidt udlejningen kunne anses for erhvervsmæssig.

Retten bemærkede, at Momsloven § 51, stk. 1 er en bevillingsmæssig bestemmelse, og at medlemsstaterne har et vidt skøn til at fastsætte betingelserne for frivillig momsregistrering. Begrebet "erhvervsmæssig udlejning" er ikke defineret i loven, men er fastlagt i administrativ praksis. Ifølge Den juridiske vejledning, afsnit D.A.14.5.2, skal der ved vurderingen lægges vægt på, om:

• Lejen er fastsat ud fra markedsmæssige vilkår.
• Virksomheden påtager sig en økonomisk risiko.
• Udlejningen sker for at opnå en vedvarende indtægt.

Landsskatteretten konstaterede, at der forelå personsammenfald mellem ejerne af de bortforpagtede ejendomme (interessenten, interessent 2 og interessent 3) og interessenterne i det forpagtende selskab ([virksomhed1] I/S), da ejerandelene var identiske. Desuden fremgik det af driftsfællesskabskontrakten, at afgiften for bortforpagtningen var aftalt til den til enhver tid værende ydelse på den tinglyste prioritetsgæld samt omkostninger til ejendomsskatter og forsikringer.

Ud fra en samlet helhedsvurdering fandt Landsskatteretten, at udlejningen ikke kunne anses for erhvervsmæssig. Retten lagde vægt på, at:

• Udlejningen ikke var indgået på markedsvilkår.
• Interessenten ikke kunne anses for at have påtaget sig en økonomisk risiko i forbindelse med udlejningen, henset til personsammenfaldet mellem ejerne af ejendommene og det forpagtende selskab. Retten henviste til Østre Landsrets dom af 21. maj 2001 (SKM2001.409.ØLR), som fastslog, at udlejning mellem et interessentskab og dets interessenter ikke var erhvervsmæssig på grund af identitet mellem udlejer og lejer.

Vedrørende EU-Domstolens sag C-23/98 (J. Heerma), som interessenten henviste til, fandt Landsskatteretten ikke, at denne dom medførte, at udlejningen i nærværende sag skulle betragtes som erhvervsmæssig efter Momsloven § 51, stk. 1. Retten bemærkede, at der ikke i loven eller dens forarbejder er grundlag for at fortolke begrebet "erhvervsmæssig udlejning" i overensstemmelse med det momsretlige begreb "selvstændig økonomisk virksomhed" i denne specifikke sammenhæng.

Landsskatteretten fandt ligeledes ikke, at de af repræsentanten henviste sager, SKM2003.163.VLR og SKM2010.186.LSR, gav grundlag for at anse udlejningen for erhvervsmæssig. Dette skyldtes, at de faktiske omstændigheder i disse sager ikke var identiske med nærværende sag, og at der i de nævnte sager ikke blev taget stilling til, hvorvidt der var tale om erhvervsmæssig udlejning, jf. Momsloven § 51, stk. 1.

På baggrund af ovenstående stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse om at nægte frivillig momsregistrering.