Hæftelse for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag - Lønmodtager eller selvstændig?

Sagen drejede sig om, hvorvidt en polsk person, [person1], skulle anses som lønmodtager i forhold til den danske virksomhed [virksomhed1] v/[person2], eller som en del af et entrepriseforhold med den polske virksomhed [virksomhed2]. SKAT havde pålagt [virksomhed1] hæftelse for manglende indeholdt AM-bidrag og A-skat for indkomståret 2015, da SKAT anså [person1] for at være lønmodtager.

Faktiske omstændigheder

[virksomhed1] indgik en kontrakt med [virksomhed2] (repræsenteret af [person1]) om byggearbejde til en værdi af 70.000 kr., hvoraf 44.100 kr. blev betalt før kontraktens ophævelse. Kontrakten angav, at "underentreprenøren" (dvs. [virksomhed2]/[person1]) kun stillede arbejdskraft til rådighed og ikke havde ansvar for maskiner, værktøj eller materialer. Betalinger blev overført direkte til [person1]'s danske bankkonto, selvom fakturaerne var udstedt af [virksomhed2]. En RUT-registrering for [virksomhed2] angav [person1] som kontaktperson og [virksomhed1]'s adresse som arbejdssted.

SKATs begrundelse

SKAT argumenterede for, at arbejdsforholdet var et lønmodtagerforhold baseret på flere punkter:

• Kontrakten blev ikke fuldt ud overholdt økonomisk.
• Arbejdet blev udført på adresser, som [virksomhed1] havde rådighed over.
• SKAT antog, at [virksomhed1] havde instruktionsbeføjelse og tilsyn, da dette ikke fremgik af kontrakten.
• [person1] havde ikke ansvar for maskiner, materiel eller værktøj, hvilket indikerede, at [virksomhed1] leverede disse.
• [person1] havde ingen økonomisk risiko, da der ikke var aftalt erstatningsansvar eller bod ved forsinkelse.
• Kontrakten angav, at [person1] kun stillede sin arbejdskraft til rådighed.
• [person1] arbejdede kun for [virksomhed1] i den pågældende periode.
• Betalinger skete direkte til [person1]'s personlige bankkonto, hvilket ifølge SKAT bekræftede, at afregningen alene indeholdt løn og ikke fortjeneste til virksomheden.
• SKAT bemærkede desuden, at den polske virksomhed [virksomhed2] var registreret som en "kødbutik", hvilket ikke stemte overens med brolægningsarbejde, og at [person1] underskrev kontrakten, ikke den registrerede ejer af [virksomhed2].

SKAT fastholdt, at [virksomhed1] hæftede for manglende indeholdelse af skatter og bidrag i henhold til Kildeskatteloven § 69, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7.

Klagerens argumenter

Klageren protesterede mod afgørelsen og fastholdt, at [person1] var en underentreprenør. Klagerens hovedargumenter var:

• Der var indgået en aftale med et polsk firma som underentreprenør, der var ansvarlig for det udførte arbejde og bar den økonomiske risiko for fejl og mangler.
• Kontrakten blev afbrudt før tid på grund af de uoverskuelige regler vedrørende RUT-registret.
• [virksomhed1] havde kun den overordnede instruktionsbeføjelse; underentreprenøren havde selv ledelsen af arbejdet.
• Underentreprenøren var ansvarlig for arbejdstøj, sikkerhedsudstyr og erstatningsansvar for lånt værktøj.
• Det var [virksomhed1] uvedkommende, om underentreprenøren udførte arbejde for andre.
• Klageren antog, at den oplyste bankkonto tilhørte underentreprenøren, og det er ikke muligt at få oplyst ejeren af en bankkonto i Danmark.
• [person1] var gift med [person3] (ejeren af [virksomhed2]), hvilket forklarede, hvorfor [person1] underskrev kontrakten på hustruens vegne.
• [person1] havde tidligere udført specialarbejderopgaver for andre lokale firmaer, hvilket understøttede status som selvstændig.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og fandt, at [person1] skulle anses som lønmodtager i forhold til [virksomhed1] v/[person2]. Retten lagde vægt på en samlet vurdering af forholdet mellem [virksomhed1] og [person1], baseret på kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.

Begrundelse

• Instruktionsbeføjelse: Kontrakten specificerede ikke arbejdsopgaverne, hvilket indikerede, at [virksomhed1] havde adgang til at fastsætte både generelle og konkrete instrukser samt føre tilsyn og kontrol med [person1]'s arbejde.
• Økonomisk risiko: [person1] skulle kun sørge for arbejdstøj og sikkerhedsfodtøj og havde ikke ansvar for maskiner, værktøj eller materialer. Dette betød, at de betalte 44.100 kr. alene udgjorde vederlag for arbejdskraft, og [person1] afholdt ikke erhvervsmæssige omkostninger ud over det sædvanlige for et lønmodtagerforhold.
• Eksklusivitet: Der var ingen oplysninger om, at [person1] udførte arbejde for andre end [virksomhed1] i den relevante periode, og den uspecificerede opgave samt manglende oplysninger om arbejdstimer understøttede, at [person1] sandsynligvis ikke havde andre hvervgivere.
• Betalingsforhold: Betalingerne skete direkte til [person1]'s danske bankkonto, selvom fakturaerne var udstedt af [virksomhed2]. Dette understøttede, at der var tale om løn til [person1] og ikke en forretningsmæssig afregning med en selvstændig virksomhed.

Landsskatteretten henviste til tidligere retspraksis, herunder SKM2005.280.VLR og SKM2014.331BR, som understøtter, at instruktionsbeføjelse, manglende økonomisk risiko og levering af materialer/værktøj fra hvervgiveren er afgørende faktorer for at fastslå et lønmodtagerforhold.

På baggrund af disse forhold fandt Landsskatteretten, at [virksomhed1] var indeholdelsespligtig for A-skat og AM-bidrag i henhold til Kildeskatteloven § 46, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7, og hæftede for de manglende beløb jf. Kildeskatteloven § 69, stk. 1. Klageren havde ikke anfægtet de talmæssige opgørelser.