Manglende dokumentation for befordringsfradrag og grov uagtsomhed

Sagen omhandler en klagers krav om befordringsfradrag for indkomstårene 2009-2014, som SKAT havde nægtet at godkende. Klageren, der var bosat i Sverige og arbejdede i Danmark, havde selvangivet betydelige befordringsfradrag, men SKAT fandt, at der manglede tilstrækkelig dokumentation for både den sædvanlige bopæl i Sverige og det faktiske omfang af befordringen. SKAT havde desuden fundet grundlag for at genoptage de ældre indkomstår (2009-2011) på grund af grov uagtsomhed.

Faktiske omstændigheder

Klageren flyttede til Sverige i januar 2009, men havde fortsat familiemedlemmer boende på sin tidligere adresse i Danmark. Fra juli 2013 erhvervede han 75% af en udlejningsejendom i Danmark, som også blev anvendt af familiemedlemmer. Klageren havde to arbejdsgivere i Danmark, men hans ansættelseskontrakt for den ene arbejdsgiver (2009-2011) viste en gennemsnitlig arbejdstid på 11 timer om ugen, hvilket stod i kontrast til det selvangivne befordringsfradrag, der var baseret på ca. 225 fuldtidsarbejdsdage årligt. Klageren havde ikke gemt billetter eller anden dokumentation for transporten, udover et pendlerkort uden navn og forbrugsoversigter fra 2015 for boligen i Sverige. Han havde heller ikke en bil indregistreret i Danmark i de pågældende år, men en bil på svenske nummerplader blev set til salg i 2016, med klagerens danske ejendom som salgsadresse.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT nægtede befordringsfradrag for alle år. For 2013 og 2014 var ændringerne omfattet af den 3-årige ligningsfrist, da klageren havde en udlejningsejendom. For 2012 blev ændringen også anset for at være inden for fristen, da den vedrørte samme forhold som de senere år. For 2009-2011 fandt SKAT, at klageren som minimum havde handlet groft uagtsomt ved at selvangive et fradrag uden tilstrækkelig dokumentation eller sandsynliggørelse, hvilket muliggjorde fristgennembrud efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. SKAT henviste til praksis, der stiller skærpede krav til sandsynliggørelse ved usædvanligt lange afstande, og mente, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant påstod primært, at klageren havde ret til det selvangivne befordringsfradrag for alle år. Subsidiært blev det påstået, at fradraget skulle godkendes frem til den 1. juli 2013, hvor klageren erhvervede ejendommen i Danmark. Mere subsidiært blev det påstået, at betingelserne for fristgennembrud i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 ikke var opfyldt for 2009-2011. Repræsentanten argumenterede for, at afstanden mellem bopæl i Sverige og arbejdspladserne i Danmark (ca. 41-55 km) ikke var "ekstraordinær lang" og derfor ikke udløste en skærpet bevisbyrde. Det blev fremført, at det er almindeligt, at lønmodtagere ikke gemmer detaljeret dokumentation for befordring, medmindre der er usædvanlige forhold. Desuden blev det anført, at manglende kendskab til Ligningsvejledningen ikke udgjorde grov uagtsomhed, og at vejledningen i øvrigt ville have ført klageren til den konklusion, at hans afstand ikke var ekstraordinær.

Landsskatterettens afgørelse

Formalitet

Landsskatteretten vurderede først spørgsmålet om forældelse af skatteansættelserne. For indkomstårene 2012-2014 fandt retten, at varslingen var sket rettidigt inden for den ordinære frist den 1. maj 2016, jf. Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1. Dette skyldtes, at klageren havde selvangivet resultat af en udlejningsejendom i 2013-2014 og derfor ikke var omfattet af den forkortede ligningsfrist. Ændringen for 2012 blev anset for omfattet af den 3-årige frist, da den vedrørte samme forhold som 2013 og 2014.

For indkomstårene 2009-2011 kunne ansættelsen kun ændres, hvis betingelserne i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 og reaktionsfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 var opfyldt. Retten fandt, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved at selvangive et befordringsfradrag, som han ikke kunne dokumentere eller sandsynliggøre at være berettiget til. Dette blev begrundet med, at klagerens selvangivne befordringsfradrag for 2009-2011, baseret på ca. 225 fuldtidsarbejdsdage, ikke stemte overens med hans faktiske løn og timeløn fra den eneste arbejdsgiver i disse år, hvilket indikerede et væsentligt lavere antal arbejdsdage. Retten henviste til SKM2015.321.LSR og SKM2015.301.BR.

Reaktionsfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 blev anset for overholdt, da den først skulle regnes fra den 18. februar 2016, hvor SKAT modtog tilstrækkelige oplysninger til at vurdere sagen. Klagerens manglende kendskab til reglerne kunne ikke føre til et andet resultat.

Realitet

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at klageren ikke var berettiget til befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9c for indkomstårene 2009-2014. Retten lagde vægt på, at:

• Klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at han i indkomstårene 2009-2014 havde sædvanlig bopæl på adressen i Sverige i relation til Ligningsloven § 9c, jf. SKM2003.473.ØLR.
• Dokumentationen i form af en oversigt over forbrugsudgifter fra 2015 og et pendlerkort uden navn ikke var tilstrækkelig, især set i lyset af klagerens tidligere bopælsforhold i Danmark med familiemedlemmer og hans køb af en ejendom i Danmark i 2013, hvoraf han betalte ejendomsværdiskat på grund af rådighed.
• Det selvangivne befordringsfradrag for 2009-2011 tydeligvis ikke stemte overens med det faktiske antal arbejdsdage, beregnet ud fra klagerens timeløn og udbetalte løn fra hans daværende eneste arbejdsgiver. Klageren havde ikke dokumenteret det oplyste antal arbejdsdage, hvilket er et krav, især ved mange arbejdsdage i forhold til et normalt arbejdsår, jf. SKM2009.477.VLR.

Samlet set fandt retten, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for sin ret til befordringsfradrag i det selvangivne omfang.