Landsskatteretten: Befordringsfradrag og Rejsefradrag – manglende sandsynliggørelse af befordringens omfang og midlertidigt arbejdssted

Sagen omhandler en klagers ret til befordringsfradrag og fradrag for rejseudgifter for indkomstårene 2014 og 2015. Klageren, der flyttede til Sverige i januar 2014, var ansat i en varig stilling i Danmark som arbejdsmand ved bygge- og anlægsarbejder. Han påstod fradrag for kørsel mellem sin svenske bopæl og arbejdspladsen i Danmark, samt for overnatninger hos sine forældre i Danmark i arbejdsugen, da han kørte til Sverige i weekenderne.

SKAT havde alene godkendt et skønsmæssigt befordringsfradrag på 12.084 kr. for 2014 og 7.112 kr. for 2015, og afvist fradrag for rejseudgifter fuldstændigt. SKAT begrundede afgørelsen med manglende dokumentation for det påståede omfang af befordring, især for de ekstraordinært lange afstande, og fandt ikke, at arbejdsforholdene nødvendiggjorde overnatning uden for den sædvanlige bopæl. SKAT påpegede, at klageren ikke havde indregistreret køretøjer efter april 2014, og at Brobizz-oplysningerne viste mange ture foretaget samme dag eller i weekender, hvilket tydede på privat kørsel.

Klageren fastholdt sin påstand om befordringsfradrag på 59.797 kr. og fradrag for rejseudgifter på 24.570 kr. pr. indkomstår. Han henviste til Ligningsloven § 9C, stk. 1 for befordringsfradrag og Ligningsloven § 9A for rejseudgifter. Klageren mente, at kørslen var tilstrækkeligt dokumenteret via Brobizz-oplysninger og erklæringer fra faderen og kæresten, som bekræftede hans overnatningsmønster. Han anførte, at hans bopæl i Sverige gjorde det umuligt at køre hjem dagligt, og at overnatning hos forældrene derfor var nødvendig.

Klagerens opgørelse af de ønskede fradrag var som følger:

Klagerens påstand for befordringsfradrag (pr. år)

Klagerens påstand for rejseudgifter (pr. år)

Klageren oplyste desuden, at han havde benyttet sin daværende kærestes svensk-indregistrerede køretøjer, da han ikke selv havde bil efter april 2014, og at brændstofkvitteringer var trukket på kærestens kort. Han argumenterede for, at hans to hjem og lange transport opfyldte betingelserne for udepenge.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelser vedrørende både befordringsfradrag og fradrag for rejseudgifter for indkomstårene 2014 og 2015.

Befordringsfradrag

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at befordring mellem hans bopæl i Sverige og arbejdspladsen i Danmark, eller mellem faderens bopæl i Danmark og arbejdspladsen, havde fundet sted i det oplyste omfang.

• Retten lagde vægt på, at klageren søgte fradrag for perioder, hvor han enten ikke boede i Sverige (januar 2014) eller ikke længere var ansat (november-december 2015).
• BroBizz-oplysningerne viste, at store dele af turene var foretaget samme dag eller i weekender, hvilket indikerede privat kørsel. Alle udgifter til befordring, herunder Øresundsbroen, for disse perioder blev anset som private udgifter.
• Klageren havde ikke indregistreret et køretøj efter den 11. april 2014, og selvom han oplyste at have brugt kærestens biler, blev dette ikke anset for tilstrækkelig dokumentation.
• Oplysninger om indkøb på tankstationer og faderens erklæring om overnatning blev ikke anset for tilstrækkelige til at løfte den skærpede bevisbyrde, der påhviler skatteydere ved ekstraordinært lange afstande, jf. praksis og SKM2004.162.HR.
• Arbejdsgiveren havde desuden oplyst, at klageren havde en firmabil til rådighed i arbejdstiden.
• Landsskatteretten fandt ikke anledning til at ændre SKATs skønsmæssige godkendelse af befordringsfradrag og broafgift for henholdsvis 30 ture i indkomståret 2014 og 18 ture i indkomståret 2015, jf. Ligningsloven § 9C, stk. 1 og Ligningsloven § 9C, stk. 9.

Fradrag for rejseudgifter

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke kunne anses for at have haft et midlertidigt arbejdssted i indkomstårene 2014-2015, hvilket er en betingelse for rejsefradrag efter Ligningsloven § 9A, stk. 1.

• Retten lagde vægt på, at klageren var ansat i en varig stilling, havde normal arbejdstid fra kl. 7-15.30, og at hans arbejde startede og sluttede på firmaets adresse.
• Det forhold, at klageren kørte ud fra firmaets adresse til forskellige opgaver, ændrede ikke vurderingen.
• Der blev henvist til Højesterets dom i SKM2009.129.HR, som fastslog, at et fast mødested forhindrer fradrag for rejseudgifter, selvom arbejdet foregår på skiftende steder.
• Da betingelserne for rejsefradrag ikke var opfyldt, blev SKATs afgørelse om at nægte fradrag for rejseudgifter stadfæstet.