Momspligt ved vederlagsfri overdragelse af jagtret til søsterselskab – Udtagning – [Momsloven § 5, stk. 3](/ref/momsloven_§_5) og [Momsloven § 28, stk. 1](/ref/momsloven_§_28)

Sagen omhandler SKATs forhøjelse af afgiftstilsvaret for et selskab, [virksomhed1] ApS, med momsen af markedsværdien for en årlig dagjagt i 4. kvartal 2010, 2011 og 2012. Selskabet ejer en ejendom, hvoraf 225 ha udlejes til [virksomhed5]. Ifølge jagtlejekontrakten har [virksomhed1] ApS ret til at afholde én årlig jagt på ejendommen. Denne jagtret blev vederlagsfrit overdraget til søsterselskabet [virksomhed4] A/S, som anvendte den til repræsentative formål for egne kunder og forretningsforbindelser.

SKAT havde oprindeligt ansat markedsværdien af jagten til 32.000 kr. eksklusiv moms (40.000 kr. inkl. moms) og forhøjet momstilsvaret med 8.000 kr. årligt. SKAT argumenterede for, at selskabet og søsterselskabet var nærstående, og at overdragelsen skulle ske til markedspriser i henhold til Ligningsloven § 2 og Statsskatteloven § 4. SKAT mente, at dagsjagter var momspligtige i henhold til Momsloven § 4 og juridisk vejledning, og at værdien af nedlagt vildt skulle indgå i værdien af jagten.

Selskabets repræsentant nedlagde principal påstand om, at transaktionen skulle værdiansættes ud fra prisen på udlejning af jorden, hvilket ville medføre momsfrihed som udlejning af fast ejendom i henhold til Momsloven § 13, stk. 1, nr. 8. Subsidiært blev det anført, at værdiansættelsen var sket på et forkert sammenligningsgrundlag og skulle nedsættes væsentligt, da SKATs sammenligningsgrundlag (Naturstyrelsens dagjagter) inkluderede ydelser som overnatning, forplejning og brug af hunde, som ikke var en del af den overdragne jagtret. Selskabet argumenterede også for, at vildtbestanden i naboplantagen ikke var relevant, da [Plantage1] var indhegnet.

Landsskatteretten fandt, at den vederlagsfri overdragelse af jagtretten fra [virksomhed1] ApS til [virksomhed4] A/S ikke var en levering mod vederlag efter Momsloven § 4, stk. 1. I stedet blev det anset for en udtagning af ydelser til virksomheden uvedkommende formål, hvilket sidestilles med levering mod vederlag i henhold til Momsloven § 5, stk. 3. Konsekvensen heraf var, at afgiftsgrundlaget skulle fastsættes til indkøbsprisen eller fremstillingsprisen, jf. Momsloven § 28, stk. 1, og ikke til markedsværdien. Landsskatteretten hjemviste derfor sagen til SKAT for en ny beregning af momsgrundlaget.

Landsskatteretten afviste desuden selskabets argument om momsfri udlejning af fast ejendom. Med henvisning til EU-Domstolens afgørelse i de forenede sager C-210/11 og C-211/11, Medicom og Maison Patrice Alard og Momsnævnets afgørelse 932 fra 1986, blev det fastslået, at betingelserne for momsfritagelse af udlejning af fast ejendom ikke var opfyldt, da der ikke var tale om en transaktion mod vederlag eller en eksklusiv brugsret til ejendommen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse. Sagen drejede sig om, hvorvidt SKAT med rette havde forhøjet selskabets afgiftstilsvar med momsen af markedsværdien for en dagjagt, som selskabet vederlagsfrit havde overdraget til et søsterselskab.

Landsskatteretten fandt, at:

• Overdragelsen af jagtretten vederlagsfrit til søsterselskabet ikke udgjorde en levering mod vederlag i henhold til Momsloven § 4, stk. 1.
• Derimod var der tale om en udtagning af en ydelse til virksomheden uvedkommende formål, hvilket sidestilles med levering mod vederlag i henhold til Momsloven § 5, stk. 3.
• Afgiftsgrundlaget for en sådan udtagning skal fastsættes til indkøbsprisen eller fremstillingsprisen, jf. Momsloven § 28, stk. 1, og ikke til markedsværdien, som SKAT havde anvendt.
• Sagen hjemvises til SKAT for en konkret fastlæggelse af momsgrundlaget i henhold til Momsloven § 28, stk. 1.

Landsskatteretten afviste selskabets påstand om, at der var tale om momsfri udlejning af fast ejendom i henhold til Momsloven § 13, stk. 1, nr. 8. Dette blev begrundet med, at betingelserne for udlejning af fast ejendom, herunder kravet om vederlag og eksklusiv brugsret, ikke var opfyldt. Der blev henvist til EU-Domstolens afgørelse i de forenede sager C-210/11 og C-211/11, Medicom og Maison Patrice Alard, samt Momsnævnets afgørelse 932 fra 1986.