Landsskatteretten: Stadfæstelse af SKATs forhøjelse af indkomst grundet manglende dokumentation for hævninger i selskaber og værdi af fri bolig

Sagen omhandlede klagerens påklage af SKATs ændring af den personlige indkomst for indkomstårene 2009-2014. SKAT havde forhøjet indkomsten med yderligere løn fra selskaberne [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS, som SKAT anså for ejet af klagerens ægtefælle, samt med værdien af fri bolig. Klageren var i de omhandlede år under personlig konkurs med efterfølgende gældssanering, og der var tvist om de reelle ejerforhold i selskaberne, hvor klagerens ægtefælle formelt var eneanpartshaver, men klageren hævdede at være den reelle daglige leder.

SKAT havde foretaget en skønsmæssig ansættelse af selskabernes indkomst og momstilsvar, da selskaberne ikke havde fremsendt relevant regnskabsmateriale, og der var konstateret uorden i bogholderiet i flere år. SKAT anså en række kontante udbetalinger, dankorthævninger og bankoverførsler fra selskaberne til klagerens private konti som skattepligtig lønindkomst, da klageren ikke havde anden lønindkomst i perioden og havde adkomst til selskabernes bankkonti.

Fri bolig

Klageren og dennes ægtefælle var registreret med bopæl i en ejendom ejet af [virksomhed1] ApS fra 2010. SKAT forhøjede klagerens indkomst for 2014 med værdien af fri bolig, da klageren indtrådte som direktør i selskabet i marts 2014. SKAT baserede beregningen på ejendommens anskaffelsessum og skønsmæssigt opgjorte udgifter til el, vand og varme. Klageren gjorde gældende, at ejendommen ikke var bebølig før 2014, og at der var indgået en lejekontrakt med markedsmæssige vilkår, samt at de havde boet i en erhvervsejendom indtil da.

Ikke selvangivet lønindkomst

SKAT forhøjede klagerens indkomst med betydelige beløb fra begge selskaber for alle indkomstårene. Klageren anførte, at de overførte beløb var erhvervsmæssige overførsler, herunder betalinger til underleverandører, eller tilbagebetaling af udlæg, og ikke private hævninger. Klagerens repræsentant fremlagde bilag fra selskabernes bogholderi for at dokumentere, at hævningerne var bogført som betalinger til kreditorer eller på mellemregningskonti med klageren.

Ansættelsesfrister

SKAT havde ændret indkomstårene 2010-2014 med hjemmel i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5 (kontrollerede transaktioner) og Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1 (ordinær frist). Indkomståret 2009 var ændret i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 (groft uagtsomt forhold), idet klageren ikke havde selvangivet indtægter fra selskaberne. SKAT vurderede kundskabstidspunktet til medio januar 2016, og afgørelsen var truffet inden for fristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lagde til grund, at klagerens ægtefælle, [person1], var eneejer af [virksomhed1] ApS i de omhandlede år, idet [person1] gentagne gange havde oplyst dette til SKAT, og anparterne ikke var inddraget i klagerens konkursbo. Denne afgørelse er truffet i en særskilt sag vedrørende [person1] (sagsnr. [...]).

Fri bolig

Vedrørende beskatning af fri bolig stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse. Retten fandt, at klageren og dennes ægtefælle havde råderet over selskabets ejendom på [adresse2], [by2], og at råderetten er skattepligtig, jf. Statsskatteloven § 4 og Ligningsloven § 16, stk. 9. Det blev ikke godtgjort, at ejendommen havde været ubebølig i de omhandlede år, eller at der faktisk var betalt husleje og forbrugsafgifter i overensstemmelse med den fremlagte lejeaftale. Klagerens og ægtefællens beskedne indkomst levnede ikke plads til betaling af den angivne husleje. Forbruget af el på en erhvervsejendom ([adresse1], [by1]) tillagdes ingen betydning, da beskatningen vedrørte rådigheden over boligen på [adresse2], [by2].

Ikke selvangivet lønindkomst (maskeret udlodning)

Landsskatteretten var enig med SKAT i, at de omhandlede hævninger udgjorde skattepligtig indkomst for klageren, jf. Statsskatteloven § 4 og Personskatteloven § 3, stk. 1. SKAT havde tilsidesat regnskaberne i [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS for indkomstårene 2009/2010 – 2013/2014 og foretaget en skønsmæssig ansættelse, jf. Skattekontrolloven § 5, stk. 3. Klageren havde ikke godtgjort ved objektive beviser, at de hævede midler var anvendt til betaling af selskabernes udgifter ud over det af SKAT godkendte. Udgifter til