Landsskatteretten: Fradrag for skrivebord og erhvervsmæssig kørsel - manglende dokumentation

Sagen omhandler en enkeltmandsvirksomheds fradrag for udgifter til et skrivebord og erhvervsmæssig kørsel i indkomståret 2014. Klageren driver to frisørsaloner og har fratrukket udgifter til et skrivebord på 8.478 kr. samt udgifter til erhvervsmæssig kørsel på 42.387 kr.

Klageren havde fratrukket en udgift på 8.478 kr. til anskaffelse af et skrivebord, som var leveret til klagerens private hjem. Klageren oplyste, at skrivebordet blev anvendt erhvervsmæssigt 1-3 timer dagligt til administrative opgaver og mere op til lønningsperioder. Klageren henviste til SKM2003.488.HR som præjudikat for fuldt fradrag for inventar placeret i hjemmet.

Vedrørende erhvervsmæssig kørsel havde klageren fratrukket udgifter til autodrift for to biler. En Kia Picanto blev anerkendt som 100 % erhvervsmæssig. For en Volkswagen Passat, som klageren ejede, havde klageren skønnet den erhvervsmæssige andel til 45 % (svarende til 6.545 km ud af 14.545 km total kørsel). Klageren havde ikke ført et fyldestgørende kilometerregnskab, men henviste til Juridisk Vejlednings praksis om 8.000 km privat kørsel som udgangspunkt for skøn.

SKAT godkendte ikke fradrag for skrivebordet, idet det blev anset for en privat udgift i henhold til Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og Statsskattelovens § 6, stk. 2. SKAT mente, at skrivebordet var anvendt privat i et ikke uvæsentligt omfang, og at SKM2003.488.HR ikke kunne anvendes analogt. For erhvervsmæssig kørsel nedsatte SKAT fradraget med 25.944 kr., idet den private andel af udgifterne til Volkswagen Passat skønsmæssigt blev forhøjet fra 55 % til 85 % (svarende til 2.000 km erhvervsmæssig kørsel). SKAT begrundede dette med manglende dokumentation og virksomhedens art, hvor arbejdet primært foregik i salonerne.

Klageren fastholdt, at skrivebordet var erhvervsmæssigt, og at SKATs skøn over erhvervsmæssig kørsel var ubegrundet og for lavt, da det ikke tog udgangspunkt i de 8.000 km privat kørsel, som anført i Juridisk Vejledning. Klageren anførte, at der var betydelig erhvervsmæssig kørsel til bank, revisor, ansatte og varekøb.

Landsskatterettens afgørelse

Formelt

Landsskatteretten vurderede, at SKATs afgørelse opfyldte begrundelseskravene i Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24. SKAT havde henvist til relevante retsregler og faktiske omstændigheder samt redegjort for, hvorfor klagerens fordeling af erhvervsmæssig og privat kørsel blev tilsidesat. SKATs skøn over erhvervsmæssig kørsel var begrundet i virksomhedens art og omfang, primært arbejdet i frisørsalonerne.

Materielt

Landsskatteretten henviste til Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a vedrørende fradrag for udgifter til erhvervelse, sikring og vedligeholdelse af indkomst, samt Statsskattelovens § 6, stk. 2 om ikke-fradragsberettigede privatudgifter. Bevisbyrden for en udgifts fradragsberettigelse påhviler den skattepligtige, jf. Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Udgifter til anskaffelse af inventar, skrivebord

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at skrivebordet, der var placeret i klagerens private hjem, højst i bagatelagtigt omfang var benyttet privat, eller at det var anskaffet med erhverv for øje. Retten lagde vægt på følgende:

• Udgifter til møblering af hjemmet er som udgangspunkt private.
• Klageren havde ikke fremlagt dokumentation for erhvervsmæssig benyttelse.
• Klagerens ægtefælle var angivet som kontaktperson for købet, og et skrivebord er velegnet til brug af flere personer og til både privat og erhvervsmæssig benyttelse.

Det anførte om daglig erhvervsmæssig brug i 1-3 timer ændrede ikke resultatet. Højesterets dom af 4. november 2003, offentliggjort i SKM2003.488.HR, blev anset for ikke at være sammenlignelig, da den omhandlede reoler, der udelukkende indeholdt erhvervsmæssigt indhold. Udgiften blev anset for en privatudgift, og fradrag blev ikke godkendt. SKATs afgørelse blev stadfæstet på dette punkt.

Erhvervsmæssig kørsel

Landsskatteretten henviste til Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a for fradrag for erhvervsmæssig befordring og Ligningslovens § 9B, stk. 1 for regler om befordring mellem bopæl og arbejdsplads samt mellem arbejdspladser. Hvis et kørselsregnskab er mangelfuldt, er skattemyndighederne berettiget til at foretage en skønsmæssig fordeling, jf. Vestre Landsrets dom af 30. juni 2009, offentliggjort i SKM2009.477.VLR.

Klageren havde ikke fremlagt et kørselsregnskab for 2014 og havde ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at den erhvervsmæssige andel af kørslen i bilen (Volkswagen Passat) var 45 %. SKAT var derfor berettiget til at foretage et skøn. SKATs skøn på 2.000 km erhvervsmæssig kørsel (ca. 13,75 %, afrundet til 15 %) blev tiltrådt af retten. Retten lagde vægt på:

• Manglende dokumentation for erhvervsmæssig kørsel ud over 2.000 km.
• Den korte afstand (900-1.500 meter) mellem klagerens to frisørsaloner, hvilket indikerer ubetydelig erhvervsmæssig kørsel mellem dem.

Retten bemærkede, at Skatteforvaltningens praksis med at ansætte privat kørsel til 8.000 km er vejledende og kræver en konkret vurdering. SKATs afgørelse blev stadfæstet på dette punkt.