Skattepligtig kørselsgodtgørelse til hovedanpartshaver - Lønomlægning

Sagen omhandler en hovedanpartshaver, der i indkomstårene 2012 og 2013 modtog skattefri kørselsgodtgørelse fra sit selskab, [virksomhed2] A/S, hvor han var direktør. I 2012 modtog han 68.427 kr. i kørselsgodtgørelse og 14.100 kr. i løn, og i 2013 modtog han 90.117 kr. i kørselsgodtgørelse og 19.420 kr. i løn. SKAT forhøjede klagerens skattepligtige indkomst med de udbetalte kørselsgodtgørelser, da de anså lønnen for at være ubetydelig og i åbenbart misforhold til de udbetalte godtgørelser, hvilket ifølge SKAT betød, at der ikke forelå et reelt lønmodtagerforhold i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 4 og Ligningsloven § 9B.

SKATs begrundelse

• SKAT argumenterede for, at klagerens timeløn var ubetydelig (7,94 kr. i 2012 og 10,93 kr. i 2013), baseret på en antaget 37-timers arbejdsuge.
• De henviste til Skatterådets afgørelser SKM2006.181.SR og SKM2014.767.SR, som indikerer, at en timeløn på 100 kr. var tilstrækkelig for et reelt ansættelsesforhold, og at en ubetydelig løn i forhold til godtgørelser forhindrer skattefrihed.
• SKAT konkluderede, at klageren ikke kunne anses for lønmodtager i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 4, og at den udbetalte kørselsgodtgørelse derfor var skattepligtig personlig indkomst.

Klagerens argumenter

• Klageren påstod, at han opfyldte betingelserne for skattefri kørselsgodtgørelse: han var ansat/lønmodtager, havde afholdt udgifter på vegne af virksomheden, og havde modtaget løn.
• Han fremhævede, at han var registreret direktør for selskabet, hvilket etablerede et arbejdsgiver-/medarbejderforhold i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 4.
• Klageren bestred SKATs fortolkning af "ubetydelig aflønning", idet han mente, at loven og domspraksis (herunder SKM2000.58.HR og SKM2001.141.ØLR) ikke stillede krav til lønnens størrelse, men alene tilstedeværelsen af et ansættelsesforhold og udbetaling af løn.
• Han argumenterede for, at Skatterådets afgørelser ikke havde præjudikatsværdi i denne sammenhæng, da de ikke var baseret på lovteksten eller domspraksis vedrørende lønnens størrelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og forhøjede klagerens skattepligtige indkomst med de udbetalte kørselsgodtgørelser for indkomstårene 2012 og 2013.

Retten henviste til Ligningsloven § 9, stk. 4, som fastslår, at godtgørelser for arbejdsrelaterede udgifter medregnes ved indkomstopgørelsen, medmindre de er omfattet af undtagelser som Ligningsloven § 9B og ikke overstiger standardsatserne. Dog skal godtgørelsen medregnes, hvis lønmodtageren har kompenseret arbejdsgiveren ved lønomlægning.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Værnsreglen i Ligningsloven § 9, stk. 4, 3. pkt. retter sig mod individuelle lønaftaler, hvor der sker omlægning af løn mod udbetaling af skattefri godtgørelser.
• Praksis, herunder SKM2014.767 (som henviser til SKM2006.181.SR), viser, at værnsreglen også omfatter tilfælde, hvor lønnen er usædvanlig lav og i åbenbart misforhold til de skattefrie godtgørelser.
• Retten henviste også til Landsskatterettens egen afgørelse i SKM2017.591, hvor en hovedanpartshaver, der alene modtog symbolsk løn, blev anset for at have foretaget lønomlægning.
• Det er en forudsætning for skattefrie godtgørelser til en hovedanpartshaver, at der eksisterer et indtægtsgivende arbejdssted, jf. f.eks. SKM2012.463.VLR.

På baggrund af klagerens status som hovedanpartshaver og direktør, samt det åbenbare misforhold mellem den symbolske løn (14.100 kr. i 2012 og 19.420 kr. i 2013) og de betydelige skattefrie befordringsgodtgørelser (68.427 kr. i 2012 og 90.117 kr. i 2013), fandt Landsskatteretten, at klageren havde kompenseret selskabet ved lønomlægning. Dette misforhold indikerede en anseelig arbejdsindsats, som ikke blev afspejlet i den skattepligtige løn.