Landsskatteretten: Fradrag for renteudgifter efter bodeling – solidarisk hæftelse og overtagelse af gæld

Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for renteudgifter i indkomstårene 2008 og 2009 efter en skilsmisse. Klageren og hendes tidligere ægtefælle havde fælles lån, hvor renteudgifterne oprindeligt blev indberettet med 50 % til hver. Efter skilsmissen i 2008 indgik parterne en bodelingsoverenskomst, hvor den tidligere ægtefælle pr. 11. juli 2008 overtog den fælles gæld som enedebitor, betinget af bankens godkendelse. Banken bekræftede dog aldrig at have fritaget klageren for gældsforpligtelsen.

Klageren oplyste, at hun ikke havde betalt renteudgifter vedrørende lånet. I 2011 fik den tidligere ægtefælle godkendt fradrag for 100 % af renteudgifterne, hvorefter SKAT ændrede klagerens skatteansættelse og fjernede hendes fradrag for renteudgifter efter bodelingstidspunktet.

Klagerens argumenter

Klageren nedlagde påstand om, at SKATs afgørelse var ugyldig og hendes skattepligtige indkomst skulle nedsættes til det selvangivne. Hun anførte flere argumenter:

• Solidarisk hæftelse: Da banken ikke havde frigjort hende fra gældsforpligtelsen, hæftede hun fortsat solidarisk over for kreditor og var derfor berettiget til fradrag for renteudgifterne i henhold til Kildeskatteloven § 24 A og Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra c.
• Manglende partshøring: SKAT havde tilsidesat væsentlige retsgarantier, herunder Forvaltningsloven § 19, stk. 1 og Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1, ved ikke at partshøre hende om den tidligere ægtefælles sag, som direkte påvirkede hendes egen skatteansættelse.
• Kort ligningsfrist: SKATs ændring af hendes skatteansættelse var ugyldig, da den korte ligningsfrist, jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, var overskredet, og betingelserne for ekstraordinær ansættelse ikke var opfyldt for hendes vedkommende.
• Forventningsprincip: Klageren mente at have en retsbeskyttet forventning om fradragsret baseret på telefonisk rådgivning fra SKAT.
• Manglende møde: Klageren og hendes rådgiver var ikke blevet givet mulighed for at møde frem for Skatteankenævnet, hvilket var en tilsidesættelse af Skatteforvaltningsloven § 36, stk. 6.
• Magtfordrejning og inhabilitet: Klageren gjorde gældende, at SKAT havde udøvet magtfordrejning og handlet ansvarspådragende, og at der forelå inhabilitet hos sagsbehandleren.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse og fandt, at klageren ikke var berettiget til fradrag for renteudgifter udover det allerede godkendte beløb. Retten lagde vægt på følgende:

• Rentefradrag og hæftelse: Selvom klageren fortsat hæftede solidarisk over for banken, havde hun i det indbyrdes forhold med sin tidligere ægtefælle anerkendt, at han overtog gældsforpligtelsen i henhold til bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008. Dette understøttedes af, at ejendommen var tinglyst overtaget af ægtefællen med virkning fra denne dato, og at klageren ikke havde betalt hverken gæld eller renteudgifter.

• Kort ligningsfrist: Retten fandt, at den korte ligningsfrist, jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, ikke fandt anvendelse. Dette skyldtes, at SKATs afgørelse i klagerens tidligere ægtefælles skattesag medførte en ændring i det offentligretlige grundlag for klagerens ansættelse, hvilket berettigede en ekstraordinær ansættelse i medfør af Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 1.

• Forventningsprincip: Klageren kunne ikke støtte ret på en påstået mundtlig tilkendegivelse fra SKAT, da mundtlige tilkendegivelser sædvanligvis ikke skaber en retsbeskyttet forventning.

• Manglende møde med Skatteankenævnet: Klageren havde ikke anmodet om et møde efter udsendelse af forslag til afgørelse med sagsfremstilling. Retten fandt derfor, at SKAT var berettiget til at anse klagerens tidligere fremsatte begæring om møde for bortfaldet, og der forelå ingen ugyldighed på dette punkt.

• Manglende partshøring i tidligere ægtefælles sag: Spørgsmålet om manglende partshøring i klagerens tidligere ægtefælles skattesag henhørte ikke under behandlingen af klagerens egen sag, og medførte derfor ikke ugyldighed i klagerens sag.

• Aktindsigt og magtfordrejning: Retten fandt, at SKAT havde opfyldt klagerens begæring om aktindsigt i hendes egen sag, og klageren måtte anses for at have været i stand til at varetage sine interesser. Der forelå ikke magtfordrejning.

• Habilitet: Vedrørende indsigelsen om inhabilitet hos en medarbejder ved SKAT og Skatteankestyrelsen, fandt retten ikke, at der forelå inhabilitet.