Fuld skattepligt efter fraflytning - Rådighed over helårsbolig og hensigt om varigt ophold i udlandet

Sagen omhandler en klagers fulde skattepligt til Danmark efter fraflytning til udlandet i 2005. SKAT havde anset klageren for fortsat fuldt skattepligtig, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da han efter deres opfattelse havde bevaret en helårsbolig til rådighed i Danmark. Klageren udlejede sin ejerlejlighed i [by1] efter fraflytningen, men lejekontrakterne var ikke uopsigelige for udlejeren i mindst tre år, og lejligheden blev i perioder udlejet møbleret til forretningsbrug. Klageren købte desuden en ny lejlighed i Danmark i 2012, som også blev udlejet.

Klagerens repræsentant argumenterede for, at den fulde skattepligt burde være ophørt allerede i 2008 eller tidligere, da lejeperioderne for den oprindelige lejlighed oversteg to år, og lejemålene udelukkende var opsagt af lejerne. Det blev fremhævet, at klageren var bosat i Hong Kong og ikke havde mulighed for eller ønske om at opsige lejerne. Problemstillingen blev aktuel i 2013, da klageren fik betydelige renteindtægter, som ville være skattepligtige i Danmark ved fuld skattepligt, men ikke ved begrænset skattepligt, især da der ikke er en dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Hong Kong. Klageren mente, at hans skattemæssige status burde ændres til begrænset skattepligtig fra 2012 eller 2013, jf. Kildeskatteloven § 2, stk. 1.

SKAT fastholdt sin afgørelse med henvisning til, at ingen af lejekontrakterne var uopsigelige for klageren, at lejligheden i en periode var udlejet møbleret til forretningsøjemed, og at klageren havde mulighed for at opsige lejligheden i hele perioden. SKAT mente desuden, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at han havde til hensigt varigt at bosætte sig i udlandet, idet hans udstationering var midlertidig, han havde boet i Australien, og hans arbejdsgivere stillede bolig til rådighed. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse for indkomståret 2013, idet den fandt, at klageren havde bevaret en bopælsmulighed i Danmark og ikke havde godtgjort en varig hensigt om ophold i udlandet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at klageren fortsat var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden fra den 4. april 2005 til den 22. maj 2015, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Dette medførte, at klageren skulle beskattes af sine renteindtægter i Danmark, jf. Statsskatteloven § 4.

Landsskatteretten lagde følgende til grund for sin afgørelse:

Bevaret bopælsmulighed

• Ingen af lejekontrakterne for lejligheden på [adresse1] var gjort uopsigelige for klageren som udlejer. Klagerens opsigelsesmuligheder var alene styret af lejelovens almindelige opsigelsesregler.
• Lejligheden var i en periode udlejet møbleret til en lejer, der alene anvendte den i forretningsøjemed.
• Klageren kunne uden videre have opsagt lejligheden i den 10-årige periode, hvor han opholdt sig i udlandet.

Retten fandt derfor, at klageren reelt havde bevaret en bopælsmulighed i Danmark efter sin udrejse i 2005.

Manglende bevis for varigt ophold i udlandet

• Klageren havde ikke løftet bevisbyrden for, at han på fraflytningstidspunktet eller senere havde til hensigt varigt at opholde sig i udlandet. Dette blev begrundet med:
  • Klagerens oprindelige udstationering til Taiwan var midlertidig.
  • Klageren boede i Australien i en periode fra maj til december 2006.
  • Klageren selvangav sig som fuldt skattepligtig frem til 2013.
  • Klageren fik stillet bolig til rådighed af sine arbejdsgivere i udlandet.
• Det forhold, at klageren mødte sin hustru og fik et barn i udlandet, ændrede ikke på vurderingen af hans oprindelige hensigt, især da han allerede i 2012 aftalte en 3-årig ansættelsesperiode med henblik på at flytte tilbage til Danmark.

Afgrænsning af Landsskatterettens kompetence

Landsskatteretten bemærkede, at den alene havde kompetence til at træffe afgørelse vedrørende de forhold, der fremgik af SKATs afgørelse af 20. april 2015, og afledte ændringer, jf. Skatteforvaltningsloven § 11 og Skatteforvaltningsloven § 45. Derfor kunne retten ikke træffe afgørelse vedrørende indkomstårene 2008-2012, og klageren skulle rette henvendelse til SKAT som første instans for disse år.

Landsskatteretten fandt ikke, at den af klageren henviste kendelse SKM2014.808.LSR kunne sammenlignes med nærværende sag, da den omhandlede en anden type bolig og andre omstændigheder ved udlejning og salg.