Momsfritagelse for personbefordring i luftskib – forlystelse eller transport?

Sagen omhandler et nystiftet selskabs ønske om momsfritagelse for aktivitet med befordring af personer i et luftskib. Selskabet planlægger at tilbyde ture i et kabelbundet luftskib, der løfter passagerer op til 125 meters højde over [by1] i cirka 15 minutter, hvorefter de returnerer til udgangspunktet. Selskabet forventer også momspligtige indtægter fra reklamebannere og merchandise.

Selskabet argumenterede for, at ydelsen var omfattet af momsfritagelsen for personbefordring i henhold til Momsloven § 13, stk. 1, nr. 15. De henviste til, at luftskibet er certificeret som et normalt luftfartøj og sammenlignede aktiviteten med rundflyvning eller transport af faldskærmsudspringere, som i SKM2013.605.SR blev anset for momsfritaget personbefordring. Selskabet mente, at transporten fra landjorden til 125 meters højde og retur udgjorde en transport fra punkt A til punkt B, og at det primære formål var flyvningen i luftskibet og oplevelsen af at se [by1] oppefra.

Skatterådet, tiltrådt af SKAT, svarede nej til spørgsmålet om momsfritagelse. De begrundede dette med, at fritagelsesbestemmelser skal fortolkes strengt, og at begrebet ”personbefordring” i sin almindelige betydning indebærer transport fra ét sted til et andet. SKAT vurderede, at selskabets aktivitet snarere var en forlystelse, hvor formålet var en oplevelse (udsigt, billeder) frem for egentlig transport. De fremhævede, at luftskibet var forankret til jorden og ikke styrbart, hvilket adskilte det fra den situation, der blev behandlet i SKM2013.605.SR. SKAT sammenlignede aktiviteten med elastikspring eller luftgynger, som er momspligtige. De bemærkede også, at selvom personbefordring med luftskibe som udgangspunkt er omfattet af fritagelsen, var det i dette tilfælde ikke en transport fra et sted til et andet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets bindende svar og fandt, at selskabets aktivitet med befordring af personer i et luftskib ikke kunne fritages for moms som personbefordring efter Momsloven § 13, stk. 1, nr. 15.

Retten henviste til Momsloven § 3, stk. 1 og Momsloven § 4, der fastslår, at afgiftspligtige personer skal betale afgift af varer og ydelser leveret mod vederlag. Fritagelsen for personbefordring er hjemlet i Momssystemdirektivets art. 371 og bilag X, del B, nr. 10.

Landsskatteretten lagde vægt på EU-Domstolens dom i C-83/99, Kommissionen mod Spanien, som fastslår, at fritagelsesbestemmelser skal fortolkes strengt efter ordlyden, og at begrebet ”befordring af personer” skal fortolkes i overensstemmelse med dets almindelige betydning, defineret som ”transport af passagerer fra ét sted til et andet”.

Retten vurderede, at den omhandlede ydelse, hvor passagerer løftes 125 meter op i luften og derefter trækkes tilbage til samme sted, ikke opfylder definitionen af personbefordring. Formålet med turen blev anset for at være en oplevelse eller forlystelse, hvor udsigten og selve flyvningen var hovedformålet, snarere end et behov for egentlig transport. Den tilbagelagte afstand på kun 125 meter hver vej understøttede denne vurdering.

Det forhold, at luftskibet er certificeret som et normalt luftfartøj, kunne ikke ændre på sagens udfald, da formålet med transporten ikke var personbefordring i momslovens forstand. Landsskatteretten fandt ydelsen uforlignelig med den i SKM2013.605.SR behandlede sag, hvor der var tale om transport til et udspringssted.