Landsskatterettens afgørelse om indtægtsførelse af faktura og fradrag for rejseudgifter

Sagen omhandler [virksomhed1] ApS, et selskab der yder skatterådgivning, og drejer sig om to klagepunkter for indkomståret 2011: indtægtsførelse af et honorar på 17.325 kr. og fradrag for rejseudgifter på 6.316 kr.

Faktura til [person1]

Selskabet havde den 30. maj 2011 udstedt en faktura på 17.325 kr. (ekskl. moms) til [person1] for skatterådgivning. Beløbet var ikke indtægtsført i selskabets regnskab for perioden 3. august 2010 – 31. december 2011. Selskabet anførte, at [person1] var konkurs- og kræftramt, og at det var aftalt, at honoraret kun skulle betales, hvis der blev ydet omkostningsgodtgørelse. Hvis ikke, ville resten blive eftergivet som et skattefrit tilskud efter Ligningsloven § 7 Q. Da SKAT oprindeligt afviste omkostningsgodtgørelse, besluttede selskabet at udstede en kreditnota. SKAT forhøjede selskabets indkomst med beløbet, idet de mente, at fakturaen skulle indtægtsføres på faktureringstidspunktet i henhold til Statsskatteloven § 4 og retserhvervelsesprincippet, uanset omkostningsgodtgørelsessagen.

Rejseudgifter

Selskabet havde fratrukket 6.316 kr. for flybilletter til [Rusland] og visum for to personer, [person3] (direktør) og [person4]. Selskabet oplyste, at rejsen var en salgs- og kursusrejse med henblik på at skaffe russiske kunder, og at [person4] var selskabets ekspert i russiske forhold. SKAT godkendte ikke fradraget med henvisning til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da udgiften ikke blev anset for at være afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets indkomst. SKAT bemærkede, at [person4] ikke var medejer eller medarbejder og ikke havde modtaget løn/vederlag fra selskabet. Selskabet fastholdt, at udgiften var korrekt fratrukket, selvom de indledningsvis fejlagtigt havde oplyst, at den ikke var fratrukket.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse på begge klagepunkter.

Faktura til [person1]

Landsskatteretten fandt, at selskabet havde erhvervet endelig ret til betaling for rådgivningen på fakturadatoen, den 30. maj 2011. Beløbet på 17.325 kr. skulle derfor medregnes i den skattepligtige indkomst for indkomståret 2011 i henhold til Statsskatteloven § 4 og retserhvervelsesprincippet. Retten lagde vægt på, at:

• Selskabet ikke havde fremlagt dokumentation for, at fakturaen var indtægtsført i regnskabet for 2012.
• Der ikke var fremlagt dokumentation for, at der var udstedt en kreditnota på beløbet.
• Sagen om omkostningsgodtgørelse til [person1] var en selvstændig sag, som ikke havde betydning for selskabets retserhvervelse eller beskatningstidspunktet.

Rejseudgifter

Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at rejseudgiften på 6.316 kr. havde en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktiviteter. Fradrag blev derfor ikke godkendt i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1 eller Ligningsloven § 8, stk. 1. Retten begrundede dette med, at:

• Bevisbyrden for fradragsberettigelse påhviler den skattepligtige, jf. Højesterets dom af 19. marts 2004 (SKM2004.162.HR).
• Der ikke var konstateret nogen sammenhæng mellem [person4] (den anden rejsende) og selskabets indkomstskabende aktivitet, da han hverken var medejer, medarbejder eller modtog vederlag fra selskabet, og der ikke var fakturaer fra ham eller hans selskaber.
• Rejsen havde et turistmæssigt islæt, da hjemturen skete 1,5 dag efter konferencens sluttidspunkt.
• Rejsen ikke havde medført indkomst for selskabet i form af russiske/udenlandske kunder.