Begrænset skattepligt og fast driftssted: Polsk virksomhedsdriver i Danmark

Sagen omhandler, hvorvidt en polsk personligt ejet virksomhed, drevet af klageren, havde etableret et fast driftssted i Danmark i indkomstårene 2011, 2012 og 2013. SKAT havde anset klageren for begrænset skattepligtig til Danmark af den del af overskuddet, der kunne henføres til det faste driftssted i henhold til Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 4. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse.

Faktiske omstændigheder

Klagerens virksomhed, [virksomhed1], var registreret i Polen og havde siden marts 2010 primært samarbejdet med det danske selskab [virksomhed2] ApS. Samarbejdet var baseret på en mundtlig aftale, og i 2011 og 2012 havde [virksomhed1] udelukkende aktiviteter for det danske selskab. I 2013 udgjorde aktiviteter i Polen kun 0,38 % af den samlede omsætning. De polske arbejdere, der fremstillede specialcontainere for [virksomhed2] ApS, var selvstændige virksomheder i Polen, som fakturerede klageren for deres arbejde. Klageren lejede et pauserum og et kontorlokale på [virksomhed2] ApS’ adresse for 5.000 kr. om måneden og en bebølsesejendom i [by1] til sig selv og de polske arbejdere. Materialer til produktionen blev leveret af [virksomhed2] ApS. Klageren fakturerede en fast timepris på 145 kr. for aftalte timer, selvom arbejdet ofte tog længere tid, hvilket medførte en økonomisk risiko for klageren. Ved en uanmeldt kontrol oplyste de polske arbejdere, at klageren eller hendes ægtefælle instruerede og førte tilsyn med deres arbejde. Klageren havde indhentet en individuel fortolkning fra de polske skattemyndigheder, der ikke fandt grundlag for et fast driftssted i Danmark.

SKATs afgørelse

SKAT fandt, at klageren havde etableret et fast driftssted i Danmark i overensstemmelse med dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 5, stk. 1, som fortolkes i henhold til OECD’s modeloverenskomst. SKAT lagde vægt på, at:

• Klageren havde lejet kontorfaciliteter på det danske selskabs adresse, hvilket udgjorde et forretningssted.
• Forretningsstedet havde en tilstrækkelig grad af varighed, da virksomheden havde opereret i Danmark i flere år, og aktiviteterne næsten udelukkende fandt sted her.
• Klageren drev selvstændig virksomhed som underleverandør med ansvar for produkterne og en betydelig driftsrisiko, da hun ikke viderefakturerede alle anvendte timer.
• Klageren havde instruktionsbeføjelse over de polske arbejdere.

SKAT var uenig med de polske skattemyndigheder, da den faktiske drift næsten udelukkende foregik i Danmark.

Klagerens opfattelse

Klageren bestred SKATs afgørelse og anførte, at hun ikke havde etableret et fast driftssted i Danmark. Hun fremhævede, at virksomheden var registreret i Polen, og at der ikke var oprettet en fast forretningsmæssig struktur i Danmark. De lejede lokaler hos det danske selskab blev anset for at være nødvendige for at udføre det aftalte arbejde, men ikke et selvstændigt forretningssted. Klageren argumenterede for, at hendes aktivitet var af forberedende og hjælpende karakter i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 5, stk. 5, litra e), da hun primært kommunikerede og organiserede arbejdet fra Polen og ikke udførte fysiske opgaver i Danmark. Klageren henviste til den polske fortolkning, der fastslog skattepligt til Polen. Hvis Landsskatteretten fandt, at der var et fast driftssted, mente klageren, at hun kun skulle betale 24 % indkomstskat, da hun ikke var omfattet af det danske sundhedsvæsen, og at den allerede betalte skat i Polen skulle modregnes. Klageren fremlagde følgende beregning af den resterende skat:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at klageren havde etableret et fast driftssted i Danmark og dermed var begrænset skattepligtig. Afgørelsen blev truffet i henhold til Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 4 og dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen (DBO) artikel 5, som er enslydende med OECD’s modeloverenskomst.

Landsskatteretten vurderede de tre betingelser for et fast driftssted:

Forretningssted

Landsskatteretten fandt, at de lejede lokaler (kontor og pauserum) hos det danske selskab udgjorde et forretningssted. Dette blev fortolket bredt i overensstemmelse med kommentarerne til DBO, som inkluderer lejede lokaler inden for et andet foretagendes område.

Fasthed

Forretningsstedet blev anset for at være tilstrækkeligt geografisk og tidsmæssigt fast. Der var en klar forbindelse til en specifik lokalitet, og klageren havde drevet sin virksomhed fra lejemålet i flere på hinanden følgende år. Retten bemærkede, at kravet om tidsmæssig udstrækning er mildere, når virksomhedsudøvelsen udelukkende har fundet sted i det pågældende land, hvilket var tilfældet for klageren i 2011 og 2012.

Virksomhedsudøvelse gennem forretningsstedet

Klageren blev anset for at have udøvet en selvstændig virksomhed gennem det faste forretningssted. Dette blev begrundet med, at:

• Det danske selskab på permanent basis havde udskilt opgaven med at fremstille en afgrænset del af containerne til klagerens virksomhed.
• Opgaven var udført i en årrække, og der var på forhånd aftalt specifikke produktionsmængder.
• Klageren havde en økonomisk risiko, da der ofte blev anvendt flere timer på produktionen, end der blev modtaget betaling for.
• Klageren havde frihed til at planlægge arbejdet og havde kontrol- og instruktionsbeføjelse over de ansatte.

Undtagelse for forberedende eller hjælpende karakter (DBO artikel 5, stk. 5)

Landsskatteretten fandt, at undtagelsen i DBO artikel 5, stk. 5, ikke fandt anvendelse. Dette skyldtes, at klagerens aktivitet i Danmark udgjorde en væsentlig og betydningsfuld del af hele foretagendets virksomhed, idet næsten hele omsætningen (med undtagelse af under 1 % i 2013) stammede fra aktiviteter udført i Danmark.

Konklusion og skattepligt

Da betingelserne for et fast driftssted var opfyldt, blev klageren anset for begrænset skattepligtig til Danmark efter Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 4. I henhold til DBO artikel 7, stk. 1, har Danmark beskatningsretten til den del af fortjenesten, der kan henføres til det faste driftssted.

Landsskatteretten tillagde ikke den individuelle fortolkning fra de polske skattemyndigheder betydning, da den ikke blev anset for at være afgivet på baggrund af fyldestgørende faktiske omstændigheder.

Klageren er pligtig til at svare arbejdsmarkedsbidrag efter Arbejdsmarkedsbidragsloven § 1 og indkomstskat efter Personskatteloven § 5, herunder efter Personskatteloven § 8c. Landsskatteretten tog ikke stilling til SKATs opgørelse af virksomhedens indkomst eller registreringspligten som indeholdelsespligtig for A-skat og AM-bidrag samt for moms, da der ikke var klaget over disse punkter.

Klageren blev henvist til DBO artikel 24 vedrørende gensidig aftaleprocedure, hvis hun mente, at beskatningen ikke var i overensstemmelse med overenskomsten.