Frifindelse i erstatningssag efter varetægtsfængsling

Sagens Baggrund og Forløb

Denne sag omhandler et krav om erstatning for frihedsberøvelse i forbindelse med en straffesag, hvor erstatningssøgende oprindeligt var sigtet og tiltalt for forsætligt manddrab. Sagen blev behandlet med domsmænd.

Frihedsberøvelsens Varighed og Oprindelig Sigtelse

Erstatningssøgende var anholdt og varetægtsfængslet i perioden fra den 6. marts 2010 til den 31. marts 2011. Frihedsberøvelsen skete som følge af sigtelse og senere tiltale for overtrædelse af Straffeloven § 237 (manddrab).

Dommen i Straffesagen

Ved Retten på Frederiksbergs dom af 31. marts 2011 blev erstatningssøgende frifundet for forsætligt manddrab efter Straffeloven § 237. Han blev dog fundet skyldig i uagtsomt manddrab efter Straffeloven § 241 og blev løsladt umiddelbart efter domsafsigelsen.

Erstatningskravets Omfang

Erstatningssøgende fremsatte krav om erstatning på i alt 301.300 kr. for den del af varetægtsfængslingen, der oversteg et år. Derudover blev der krævet et tillæg på 100% i forhold til Rigsadvokatens standardtakster fra grundlovsforhøret og frem til løsladelsen, begrundet i den oprindelige sigtelse for forsætligt manddrab.

Erstatningskravet blev endeligt opgjort som følger:

Beløbene blev krævet forrentet fra fremsættelsen af kravene den 29. april 2011 og den 7. juni 2011.

Statsadvokatens og Rigsadvokatens Afgørelser

Politidirektøren i København indbragte sagen for retten efter en tilkendegivelse fra Statsadvokaten for København og Bornholm.

• Statsadvokatens afgørelse: Den 13. september 2011 afviste Statsadvokaten kravet i medfør af Retsplejeloven § 1018 a, stk. 2, subsidiært Retsplejeloven § 1018 a, stk. 3. Begrundelsen var, at frihedsberøvelsen ikke stod i et sådant misforhold til den idømte straf, at der var grundlag for erstatning. Statsadvokaten bemærkede, at frihedsberøvelsen oversteg den idømte fængselsstraf med ca. 7%, og henviste til en Højesteretsdom (U2009.2095H), der som udgangspunkt kræver en overskridelse på mere end 15% for erstatning, medmindre særlige omstændigheder foreligger. Statsadvokaten anførte desuden, at erstatning måtte nægtes på grund af erstatningssøgendes egen skyld.

• Rigsadvokatens afgørelse: Erstatningssøgende påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten, som den 28. oktober 2011 stadfæstede Statsadvokatens afgørelse. Rigsadvokaten fremhævede yderligere, at det af bemærkningerne til Retsplejeloven § 1018 a, stk. 2 fremgår, at erstatning forudsætter et klart misforhold mellem det processuelle indgreb og sagens karakter samt det påsigtede forhold.

Anklagemyndighedens Påstand

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om frifindelse, primært med henvisning til Retsplejeloven § 1018 a, stk. 2 og subsidiært Retsplejeloven § 1018 a, stk. 3. Anklagemyndigheden bestred ikke selve opgørelsen af kravet, men gjorde gældende, at der ikke skulle ydes erstatning med forhøjet takst for det første døgn.

Rettens Begrundelse og Afgørelse

Retsgrundlag

Retten lagde vægt på Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2010, som fastslår, at erstatning som udgangspunkt bør ydes, hvis frihedsberøvelsen overstiger den idømte fængselsstraf med mere end 15%, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende.

Konkret Vurdering

I den foreliggende sag oversteg frihedsberøvelsen den idømte fængselsstraf med ca. 7%. Domsmandsretten fandt, at denne overskridelse, efter en konkret bedømmelse af sagens karakter og omstændigheder, ikke stod i et sådant klart misforhold til den idømte fængselsstraf, at der var grundlag for at yde erstatning i medfør af Retsplejeloven § 1018 a, stk. 2.

Som følge af rettens vurdering af, at frihedsberøvelsen ikke stod i et klart misforhold til den idømte straf, blev anklagemyndighedens påstand om frifindelse taget til følge. Anklagemyndigheden blev frifundet for erstatningssøgendes erstatningskrav. Erstatningssøgende blev pålagt at betale sagens omkostninger.