Manglende fradrag for renteudgifter grundet manglende dokumentation for betaling af tidligere års restancer
Dato
23. december 2015
Hoved Emner
Fradrag
Eksterne links
Læs hele sagenUnder Emner
Rentefradrag, Låneforhold, Interesseforbundne parter, Dokumentationskrav, Restancer, Ligningsloven, Skatteforvaltningsloven
Sagen omhandler klagerens ret til fradrag for renteudgifter i indkomståret 2012, som SKAT havde nægtet. Klageren er forældre til hovedanpartshaveren i et holdingselskab, der driver investeringsvirksomhed. Selskabet havde optaget en kassekredit i en bank, og klageren samt dennes ægtefælle havde optaget et lån på 543.000 kr. af holdingselskabet. Et gældsbrev dateret 2. juli 2010 dokumenterede lånet, som var afdragsfrit, men forrentet med bankens gældende rentesatser, og klageren skulle indbetale et anslået månedligt beløb til dækning af renter.
Faktiske oplysninger viste, at selskabet havde overført 365.000 kr. til en tømrervirksomhed (vedrørende klagerens husrenovering) den 2. oktober 2009 og 178.000 kr. direkte til klageren og ægtefællen den 30. juni 2010. Disse overførsler skete altså før gældsbrevet blev underskrevet. Fra september 2011 begyndte klageren at overføre månedlige beløb til selskabets konto.
SKAT fastholdt, at klageren ikke var berettiget til fradrag for renteudgifter på 132.040 kr. i 2012, da SKAT mente, at det var selskabet, der hæftede for lånet, og ikke klageren. SKAT bemærkede desuden, at renteudgifter for 2009 var forældet, jf. Skatteforvaltningsloven § 26.
Klagerens repræsentant nedlagde påstand om fradrag for renter på 6.770 kr. i 2011 og 60.000 kr. i 2012, subsidiært en fordeling på 50 % til klageren og 50 % til ægtefællen. Klageren argumenterede for, at der var tale om to uafhængige lån, og at klageren og ægtefællen hæftede for lånet fra selskabet og betalte renter herfor, hvilket berettigede til fradrag jf. Ligningsloven § 5. Klageren erkendte restancer fra tidligere år, men fremhævede, at der var betalt renter siden 2011. Klageren fremlagde en revideret opgørelse over forfaldne og betalte renter:
Indkomstår | Rente | Betaling | Fradragsbeløb | Manglende betaling ultimo året | Udskudt fradrag ultimo året |
---|---|---|---|---|---|
2009 | 6.230 kr. | 0 kr. | 6.230 kr. | 6.230 kr. | 0 kr. |
2010 | 33.455 kr. | 0 kr. | 0 kr. | 39.685 kr. | 33.455 kr. |
2011 | 43.264 kr. | 13.000 kr. | 6.770 kr. | 69.949 kr. | 69.949 kr. |
2012 | 49.091 kr. | 60.000 kr. | 60.000 kr. | 59.040 kr. | 59.040 kr. |
2013 | 58.631 kr. | 60.000 kr. | 118.631 kr. | 57.671 kr. | 0 kr. |
Klageren påpegede, at sønnen havde underskrevet gældsbrevet som selskabets tegningsberettigede direktør, og at de oprindelige overførsler fra selskabet dækkede klagerens regninger, hvilket understøttede låneforholdet.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten kunne alene tage stilling til klagerens skatteansættelse for indkomståret 2012, da den påklagede afgørelse kun vedrørte dette år. Der kunne således ikke tages stilling til det ønskede fradrag for 2011.
Retten henviste til Ligningsloven § 5, stk. 1 og Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e, der fastslår, at renteudgifter kan fradrages i det indkomstår, hvori de forfalder til betaling. Dog kan renteudgifter først fradrages, når betaling sker, hvis renteudgifter fra tidligere indkomstår ikke er betalt inden udgangen af indkomståret, jf. Ligningsloven § 5, stk. 8.
Det påhviler klageren at dokumentere renteudgifternes eksistens og, i tilfælde af restance, at betaling er sket i det påklagede indkomstår.
Landsskatteretten konstaterede følgende:
- Der var overført 365.000 kr. fra holdingselskabets bankkonto til en tømrervirksomhed den 2. oktober 2009, og 178.000 kr. til klageren og dennes ægtefælle den 30. juni 2010. Disse overførsler skete før gældsbrevet blev underskrevet den 2. juli 2010.
- Der var overført beløb til samme konto fra klageren i 2011 og 2012, men formålet med disse overførsler var ikke angivet, og der var ikke en klar sammenhæng mellem de fratrukne renter af gæld på kontoen og klagerens overførsler.
- Gældsbrevet var underskrevet af klageren, dennes ægtefælle og klagerens søn (hovedanpartshaver og direktør i selskabet), hvilket indikerer interesseforbundne parter. Det fremgik dog ikke, at sønnen underskrev på vegne af selskabet.
Landsskatteretten fandt, at det var tilstrækkeligt dokumenteret, at der forelå et låneforhold mellem klageren, hans ægtefælle og selskabet, og at der var betalt renteudgifter. Ifølge gældsbrevet erkendte klageren og hans ægtefælle at skylde 543.000 kr. til selskabet, og lånet var afdragsfrit, men skulle forrentes med månedlige betalinger.
Imidlertid forelå der ikke månedlige betalinger fra klageren og hans ægtefælle før september 2011. Det blev ikke anset for dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at renter vedrørende tidligere indkomstår var fuldt ud betalt. Derfor kunne der ikke godkendes fradrag for renteudgifter i indkomståret 2012, jf. Ligningsloven § 5, stk. 8.
Landsskatteretten stadfæstede hermed SKATs afgørelse.
Lignende afgørelser