Landsskatteretten: Elafgift på solcellestrøm solgt til campinggæster

Sagen omhandler en klage over et bindende svar fra Skatterådet vedrørende elafgift på elektricitet produceret af et solcelleanlæg på en campingplads og solgt til campingpladsens gæster. Spørgsmålene til Skatterådet drejede sig om, hvorvidt der skulle betales elafgift, når elektriciteten blev solgt til gæsterne efter konkret måling, efter fast dagspris eller uden særskilt afregning.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] A/S planlagde at installere et solcelleanlæg til at forsyne både campingpladsen og dens gæster med elektricitet. En del af den producerede elektricitet skulle bruges til campingpladsens fællesformål, mens en anden del skulle sælges til gæsterne i lejede hytter og campingvogne. Gæsterne betalte for strøm enten efter forbrug i hytter eller efter faste priser i campingvogne og telte.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet svarede nej til spørgsmålene 2-4 og fastslog, at der ikke kunne opnås fritagelse efter Elafgiftsloven § 2, stk. 1, litra c for elektricitet solgt til campingpladsens gæster. Rådet mente, at elektriciteten solgt til gæsterne ikke kunne anses for en del af campingpladsens egetforbrug, og at gæsterne ikke kunne betragtes som elproducenter eller lejere omfattet af fritagelsesbestemmelsen.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant påstod, at spørgsmålene skulle besvares med et ja. Principalt blev det anført, at elproduktionen var afgiftsfritaget i medfør af Elafgiftsloven § 2, stk. 1, litra c, uanset forbrug af gæster i egne vogne. Subsidiært blev det gjort gældende, at elproduktionen var afgiftsfritaget, når den forbrugtes af gæsterne uden særskilt betaling.

Selskabet argumenterede for, at begrebet "producenten" efter lov nr. 901 af 4. juli 2013 dækker både ejeren af solcelleanlægget og lejeren, og at der skulle ske ligestilling mellem ejere og lejere, herunder campingpladsens gæster. De henviste til bemærkninger til lovforslag L 221 og en besvarelse fra Klimaministeren, der angiveligt støttede, at campingpladser kunne nettoafregne, og at dette også kunne omfatte gæsternes forbrug. Selskabet mente, at der ikke var forskel på elforbrug på hoteller og campingpladser, og at begge situationer burde sidestilles afgiftsmæssigt. Derudover fremhævede selskabet praktiske vanskeligheder ved at opgøre det afgiftspligtige forbrug, da den solcelleproducerede strøm indgik i campingpladsens generelle forbrug og ikke kunne udsondres til de enkelte campister.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse og svarede nej til spørgsmålene om afgiftsfritagelse for elektricitet produceret på campingpladsens solcelleanlæg og solgt til gæsterne.

Retten henviste til Elafgiftsloven § 1, hvorefter der betales afgift af elektricitet forbrugt i Danmark, og Elafgiftsloven § 3, der fastslår, at afgiften svares af den, der leverer elektricitet til forbrug, eller den, der fremstiller elektricitet til eget forbrug.

Fortolkning af Elafgiftsloven § 2, stk. 1, litra c

Landsskatteretten lagde vægt på Elafgiftsloven § 2, stk. 1, litra c, som undtager elektricitet fremstillet ved vedvarende energikilder, der direkte forbruges af elproducenten eller af en lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen, og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten. Endvidere blev Elafgiftsloven § 2, stk. 3 inddraget, som omhandler omfanget af forbruget fra det kollektive elnet i forbindelse med nettoafregning.

Retten fandt, at hverken ordlyden eller forarbejderne til bestemmelsen gav grundlag for at anse det omhandlede forbrug af elektricitet af campister i egne campingvogne m.v. for omfattet af afgiftsfritagelsen. Det blev præciseret, at campingpladsens eget forbrug i egne udlejede hytter og fællesfaciliteter ikke var omfattet af sagen.

Ministerbesvarelse og nettoafregning

Landsskatteretten bemærkede, at den af repræsentanten påberåbte ministerbesvarelse vedrørte fortolkningen af den i medfør af lov om elforsyning udstedte nettoafregningsbekendtgørelse og den forinden lovændringen gældende bekendtgørelse. Dette adskilte sig fra den konkrete afgiftsfritagelsesbestemmelse i elafgiftsloven, som sagen drejede sig om.

Samlet set kunne det tiltrædes, at Skatterådets afgørelse om at besvare spørgsmål 2-4 med et nej, var korrekt.