Dansk selskab anset for reel arbejdsgiver for tysk underleverandør og pålagt indeholdelsespligt

Sagen omhandler, hvorvidt et dansk selskab, [virksomhed1] ApS, var forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag af vederlag betalt til en tysk underentreprenør, [virksomhed3]. SKAT mente, at forholdet skulle klassificeres som arbejdsudleje, mens selskabet hævdede, at der var tale om et reelt entrepriseforhold.

Sagens kerne

SKAT baserede sin afgørelse på en samlet vurdering, hvor det blev konkluderet, at den tyske virksomheds arbejde med facadepuds og isolering var en integreret del af det danske selskabs kerneydelser. SKAT lagde vægt på, at:

• Det danske selskab havde den overordnede instruktionsbeføjelse og førte tilsyn med arbejdet.
• Aftalegrundlaget var en uspecifik samarbejdsaftale, og prisen blev primært aftalt mundtligt baseret på kvadratmeter eller timer, hvilket mindede om et lønmodtagerforhold.
• Den tyske underentreprenør bar ikke en reel økonomisk risiko, da klausuler om dagbøder var ukonkrete, og reparationsarbejde blev viderefaktureret.
• Det danske selskab leverede hovedparten af materialerne.

Selskabet argumenterede imod og anførte, at der var tale om en underentreprise, hvor den tyske virksomhed var ansvarlig for arbejdets udførelse, medbragte specialiseret værktøj og bar den økonomiske risiko i henhold til AB 92. Selskabet mente, at SKATs nye praksis (SKM2014.478.SKAT) anerkendte brugen af underleverandører inden for samme branche. Selskabet bestred SKATs udlægning af de faktiske forhold, herunder omfanget af instruktion og tilsyn.

Fakturerede beløb

SKAT krævede indeholdelse af A-skat og AM-bidrag af det samlede fakturerede beløb på 644.540 kr. for perioden, da selskabet ikke kunne dokumentere, hvor stor en andel der udgjorde løn til de udenlandske medarbejdere.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at pligten til at betale indkomstskat til staten omfatter personer, der modtager vederlag for personligt arbejde, mens de er stillet til rådighed for at udføre arbejde i Danmark. Dette gælder, når arbejdet udgør en integreret del af den danske virksomhed, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3.

Til A-indkomst regnes vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1. Den, for hvem arbejdet udføres, har pligt til at indeholde foreløbig skat ved enhver udbetaling af A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1. Ligeledes skal der betales arbejdsmarkedsbidrag af lønindkomst fra arbejde i Danmark, medmindre personen er omfattet af social sikring i hjemlandet, jf. arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra a og § 11, stk. 1.

Ved vurderingen af, om der er tale om entreprise eller arbejdsudleje, ser retten på, hvem der bærer ansvaret og den økonomiske risiko. Hvis den danske virksomhed anses for den reelle arbejdsgiver, vurderes følgende kriterier:

• Hvem har instruktionsretten?
• Hvem kontrollerer og har ansvaret for arbejdsstedet?
• Hvem afkræver vederlaget?
• Hvem stiller arbejdsredskaber og materiel til rådighed?
• Hvem bestemmer antallet og kvalifikationerne af medarbejdere?
• Hvem har ret til at vælge og opsige medarbejdere?
• Hvem kan pålægge sanktioner?
• Hvem bestemmer arbejdstider og ferier?

Landsskatteretten konkluderede, at der var tale om arbejdsudleje. Retten lagde vægt på, at de fremlagte aftaler (en samarbejdsaftale fra 2011 og en uunderskrevet entreprisekontrakt fra 2013) var uspecifikke og ikke regulerede centrale forhold som pris, tidsplan og ansvar for mangler. Den danske virksomhed, [virksomhed1] ApS, blev anset for at have haft instruktionsbeføjelsen.

Retten bemærkede, at arbejdet udgjorde en integreret del af klagerens virksomhed og ikke var tilstrækkeligt udskilt til en selvstændig udenlandsk virksomhed, jf. SKM2014.478.SKAT. Derfor var der ikke tale om et entrepriseforhold, og selskabet var indeholdelsespligtigt for A-skat.

Da det ikke var godtgjort, at arbejderne var socialt sikret i deres hjemland, var selskabet også indeholdelsespligtigt for arbejdsmarkedsbidrag.

Med henvisning til kildeskattelovens § 69, stk. 1 og den dagældende arbejdsmarkedsfondslovs § 15, stk. 2, fandt retten, at selskabet hæftede for de manglende beløb, da der ikke var udvist en sådan uklarhed om reglerne, at selskabet kunne fritages for ansvar.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og den talmæssige opgørelse.