Selvstændig dagplejer kunne ikke fratrække lønudgifter i personlig indkomst ved brug af standardfradrag

Sagen omhandlede en selvstændig dagplejer med 10 børn og ansatte medarbejdere, som ønskede at få afklaret, om hun kunne fratrække sine lønudgifter i den personlige indkomst. Klageren argumenterede for, at da hun drev virksomhed for egen regning og risiko, skulle lønudgifter til hendes ansatte betragtes som en driftsomkostning, der kunne fratrækkes i den personlige indkomst i henhold til Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Klageren havde hidtil anvendt det særlige standardfradrag for dagplejere i Ligningsloven § 9 H. SKAT og Landsskatteretten fastslog, at en selvstændig dagplejer står over for et valg:

• Enten at blive beskattet som selvstændig erhvervsdrivende med fradrag for alle dokumenterede, faktiske driftsomkostninger (inkl. løn) i den personlige indkomst.
• Eller at vælge at blive beskattet efter lønmodtagerreglerne og anvende det forenklede standardfradrag.

Da klageren havde valgt at anvende standardfradraget, havde hun dermed valgt at blive beskattet som lønmodtager. Konsekvensen var, at udgifter til medhjælpere skulle behandles som øvrige lønmodtagerudgifter efter Ligningsloven § 9, som er underlagt en beløbsmæssig bundgrænse. Det var ikke muligt at kombinere fordelene fra begge systemer ved både at bruge standardfradraget og samtidig fratrække lønudgifter som en driftsomkostning i den personlige indkomst.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lagde til grund, at klageren kunne betragtes som selvstændig erhvervsdrivende. Retten henviste til de generelle regler om fradrag for driftsomkostninger i Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, som for selvstændige kan fradrages i den personlige indkomst, jf. Personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1.

Retten fremhævede dog forarbejderne til Ligningsloven § 9 H, hvoraf det fremgår, at standardfradraget for dagplejere netop ikke var tiltænkt selvstændigt erhvervsdrivende, da disse i forvejen kunne fratrække faktiske udgifter i den personlige indkomst.

Landsskatteretten anerkendte, at SKAT har en fast praksis, der tillader selvstændige dagplejere at vælge at blive beskattet som lønmodtagere og dermed anvende standardfradraget. Klageren havde benyttet sig af denne mulighed og selvangivet sin indkomst som lønmodtager.

Konsekvensen af dette valg var, ifølge Landsskatteretten, at klageren ikke kunne kombinere reglerne for lønmodtagere og selvstændige. Ved at vælge standardfradraget efter lønmodtagerreglerne, måtte udgifter til medhjælpere også fratrækkes efter de almindelige regler for lønmodtagerudgifter i Ligningsloven § 9, som er omfattet af en beløbsmæssig bundgrænse. Der var ikke grundlag for at tillade fradrag for lønudgifter i den personlige indkomst som en driftsudgift, når man samtidig anvendte lønmodtagerreglernes standardfradrag.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse og besvarede spørgsmålet med "Nej".