Landsskatteretten: Forhøjelse af virksomhedsindkomst grundet negativt privatforbrug

Sagen omhandlede en klagers selvangivne overskud af virksomhed for indkomståret 2012, som SKAT havde forhøjet med 437.336 kr. Forhøjelsen var begrundet i et negativt privatforbrug og en formodning om udeholdt omsætning i klagerens massageklinik.

Klageren havde i 2012 købt to ejendomme kontant, hvoraf den ene, beliggende i [by2], var finansieret via et privatlån på 473.000 kr. fra en bekendt. Klagerens revisor havde i en kapitalforklaring opgjort husstandens privatforbrug til -374.373 kr., da finansieringen af ejendomskøbet ikke var dokumenteret.

SKAT baserede sin forhøjelse på det negative privatforbrug og et skønnet nødvendigt privatforbrug på 14.358 kr. pr. måned, svarende til 172.296 kr. årligt, ud fra Forbrugerstyrelsens husholdningsbudgetter. SKAT henviste til Skattekontrolloven § 5, stk. 3 som grundlag for at foretage en skønsmæssig ansættelse af indkomsten, da privatforbruget var uantageligt.

Klageren anfægtede SKATs afgørelse og gjorde gældende, at den skønsmæssige ansættelse var baseret på et fejlagtigt grundlag. Klageren fastholdt, at købet af ejendommen i [by2] var lånefinansieret, og at lånet ikke var fuldt tilbagebetalt i 2012. Klageren fremlagde et udateret gældsbrev og en kvittering for et afdrag, men långiver havde over for SKAT oplyst, at der ikke var en skriftlig aftale, og at hele lånet var tilbagebetalt kontant. Klageren argumenterede for, at SKAT ikke havde påvist eller sandsynliggjort et større privatforbrug, og at anmeldelsen, der udløste sagen, var udokumenteret.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4. Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, og SKAT kan kræve oplysninger om formue og privatforbrug, jf. Skattekontrolloven § 1, stk. 1 og Skattekontrolloven § 6 B, stk. 1. Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er negativt eller usandsynligt lavt, hvilket følger af fast praksis, herunder Højesteretsafgørelsen refereret i SKM2011.208H.

Landsskatteretten fandt, at:

• Klagerens revisor havde opgjort husstandens privatforbrug for indkomståret 2012 til et negativt beløb på -374.373 kr., da revisor ikke havde kunnet medtage gæld i forbindelse med ejendomskøbene.
• SKAT havde tillagt et beregnet forbrug på 172.296 kr. (14.358 kr. pr. måned) baseret på Forbrugerstyrelsens husholdningsbudgetter (2005-tal).
• Klageren havde ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at der den 31. december 2012 var et eksisterende lån til klagerens/familiens bekendt, eller hvad lånet eventuelt var afdraget/nedskrevet til. Dette blev begrundet med:
  • Låneforholdet var ikke dokumenteret ved et af begge parter underskrevet og dateret lånedokument.
  • Pengestrømmen fra klageren til långiver kunne ikke følges, da der var foretaget kontante afdrag.
  • Den fremlagte kvittering på 18.972 kr. for kontant afdrag den 30. november 2012 var ikke i overensstemmelse med det fremlagte lånedokument og kunne derfor ikke anses for et specifikt afdrag i forhold hertil.

Landsskatteretten var enig i, at gælden ikke kunne medtages i opgørelsen af privatforbruget, hvilket resulterede i et negativt privatforbrug på 374.373 kr. før det løbende forbrug. Da klagerens privatforbrug herefter ikke gav mulighed for et rimeligt privatforbrug, var SKAT berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst.

Landsskatteretten var enig i SKATs beregning og fandt, at den skønsmæssige forhøjelse måtte anses for at stamme fra udeholdt omsætning i klagerens virksomhed. Størrelsen af forhøjelsen blev også anset for passende, da den bragte husstandens privatforbrug på et acceptabelt, men spartansk niveau.

Der var derfor ikke grundlag for at ændre skattemyndighedernes forhøjelse af den skattepligtige indkomst, og afgørelsen blev stadfæstet.