Afslag på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelser for 1995-1997

Sagen omhandler SKATs afslag på en anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 1995, 1996 og 1997. Baggrunden var en Højesteretsdom af 20. januar 2010 (SKM2010.78.HR), der fastslog klagerens fulde skattepligt til Danmark i de nævnte indkomstår.

SKAT begrundede sit afslag med, at den påberåbte praksisændring, offentliggjort i styresignal SKM2013.715.SKAT (baseret på Østre Landsrets dom SKM2012.732.ØLR), kun omfattede indkomstår fra og med 2001. SKAT fandt heller ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8, især da Højesteret allerede havde stadfæstet skattepligten for de pågældende år.

Klagerens repræsentant påstod, at skatteansættelserne skulle genoptages ekstraordinært. Repræsentanten argumenterede for, at den ændrede praksis i SKM2013.715.SKAT, som udvidede omfanget af tilladt arbejde under ophold i Danmark uden at medføre skattepligt, burde finde anvendelse. Det blev anført, at Højesterets dom ikke havde taget stilling til dette specifikke forhold, og at det var urimeligt at opretholde ansættelsen alene på grund af fristreglen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 7, 2. pkt. Dette burde udgøre særlige omstændigheder efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8.

Klageren fremførte desuden detaljerede oplysninger om sit liv i Rusland og Letland fra 1991 til 2000, hvor han boede med sin russiske hustru og drev virksomhed. Han havde ikke helårsbolig til rådighed i Danmark før 2000. Opholdene i Danmark var primært ferie, familiebesøg (herunder pasning af sin syge mor og diabeteskontrol) og sociale sammenkomster. Han opholdt sig i Danmark i:

• 1995: 176 dage
• 1996: 167 dage
• 1997: 172 dage

Det blev fremhævet, at hans sommerhuse ikke kunne anses for at begrunde bopæl efter Kildeskatteloven § 1, stk. 1, og at han kun udførte sporadisk, enkeltstående arbejde i Danmark, som ikke var rettet specifikt mod Danmark. Klageren mente derfor, at han ikke havde erhvervet bopæl i Danmark, og at indkomsten ikke skulle opgøres i Danmark for de omhandlede indkomstår, jf. Kildeskatteloven § 7, stk. 1 om tilflytningstilfælde.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 1995, 1996 og 1997 blev modtaget den 9. april 2014, hvilket var efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse i henhold til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2.

For så vidt angår ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 7, fandt Landsskatteretten, at SKATs styresignal SKM2013.715.SKAT, som klageren påberåbte sig, kun omfatter skatteansættelser fra og med indkomståret 2001 og efterfølgende indkomstår. Da den foreliggende sag omhandler indkomstårene 1995, 1996 og 1997, var der ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse på dette grundlag.

Genoptagelse kunne herefter alene ske, hvis der forelå særlige omstændigheder i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8. Landsskatteretten henviste til forarbejderne til den tidligere skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8, og Højesterets dom af 2. juni 2003, offentliggjort som SKM2003.288.HR, som fastslår, at bestemmelsen er tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Særlige omstændigheder kan foreligge ved svig fra tredjemand, ansvarspådragende fejl fra myndighederne, eller åbenbart urimelige skønsmæssige ansættelser. Et glemt fradrag eller en skønsmæssig ansættelse berettiger som udgangspunkt ikke til ekstraordinær genoptagelse.

På baggrund af det anførte, og idet det blev bemærket, at Højesteret ved dom af 20. januar 2010 (SKM2010.78.HR) allerede havde anset klageren for fuld skattepligtig til Danmark i de omhandlede indkomstår, stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse om afslag på ekstraordinær genoptagelse.