Landsskatteretten: Beskatning af kommanditisters gevinst på gæld i fremmed valuta ved afståelse af anparter

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt kommanditisterne i K/S [virksomhed1] skulle beskattes af en gevinst på gæld i fremmed valuta ved frigørelse for gæld til 1. prioritetspanthaveren [virksomhed2] i forbindelse med afståelse af anparterne i kommanditselskabet. SKAT havde forhøjet klagerens indkomst med 627.127 kr. vedrørende denne gevinst.

Faktiske omstændigheder

Klageren tegnede i 1997 fem kommanditandele i K/S [virksomhed1], et selskab der drev virksomhed med køb og udlejning af en ejendom i [UK]. Ejendommen blev finansieret via flere lån, herunder et 1. prioritetslån på 4.500.000 GBP fra [virksomhed6] (senere [virksomhed2]), som var ydet på non-recourse vilkår. Dette indebar, at långiver alene kunne søge fyldestgørelse i ejendommen og ikke i kommanditisternes øvrige aktiver.

I 2009 gik hotelkæden, der drev hotelvirksomhed fra ejendommen, konkurs. Ejendommen blev nedskrevet i værdi, og restgælden til [virksomhed2] blev nedskrevet til ejendommens værdi. I 2010 solgte kommanditisterne deres anparter i K/S [virksomhed1] til [virksomhed7] Ltd for 0 kr. På salgstidspunktet var kommanditselskabet stadig ejer af ejendommen.

En tidligere dom fra Vestre Landsret (SKM2005.450.VL) havde fastslået, at kommanditisterne kunne fratrække underskud (herunder renter) og medtage deres forholdsmæssige hæftelse for 1. prioriteten på fradragskontoen, da non-recourse vilkårene ikke gjorde kommanditselskabets hæftelse hypotetisk.

SKAT opgjorde den skattepligtige gevinst ved frigørelse af gælden således:

SKAT argumenterede for, at gevinsten var skattepligtig efter Kursgevinstloven § 23, da der ikke var tale om gældseftergivelse efter Kursgevinstloven § 24, men en frigørelse for gæld i overensstemmelse med de særlige non-recourse lånevilkår.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod, at forhøjelsen skulle nedsættes til 0 kr., da der ikke var realiseret en skattepligtig kursgevinst. Klageren argumenterede for, at kommanditisterne ikke var blevet frigjort for gæld, da deres hæftelse var begrænset til deres indskud, og lånet var på non-recourse vilkår. Dette betød, at [virksomhed2] alene kunne søge fyldestgørelse i ejendommen og ikke i kommanditisternes aktiver. Klageren mente, at der ikke var tale om en gældseftergivelse, da kreditor ikke havde krav på mere end ejendommens værdi. Klageren henviste til, at en non-recourse forpligtelse ikke indebærer en direkte forpligtelse over for kreditor, og at en investor ikke frigøres for en forpligtelse, som investor ikke har.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at et kommanditselskab ikke er et selvstændigt skattesubjekt, hvorfor en vurdering af en eventuel gevinst på gæld i fremmed valuta skal ske i forhold til kommanditisterne.

Tre retsmedlemmer udtalte, at gevinst i fremmed valuta ved eftergivelse, forældelse, konfusion eller præklusion af gæld medregnes i den skattepligtige indkomst i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen, jf. Kursgevinstloven § 23, jf. Kursgevinstloven § 21.

Det blev fremhævet, at lånet fra [virksomhed2] var ydet på non-recourse vilkår, hvilket betød, at [virksomhed2] alene kunne holde sig til ejendommen, og at kommanditisterne ikke hæftede personligt for den del af restgælden, der oversteg ejendommens værdi. [virksomhed2]'s overtagelse af ejendommen indebar derfor ikke en eftergivelse af gæld, der kunne beskattes hos kommanditisterne.

Da [virksomhed2] som følge af lånevilkårene ikke havde krav på mere end ejendommens værdi, var fordringens værdi for kreditor lig med ejendommens værdi på overtagelsestidspunktet. Dermed var betingelsen i Kursgevinstloven § 23, jf. Kursgevinstloven § 21, om at gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi, ikke opfyldt. Flertallet fandt, at det ikke udgjorde hjemmel til beskatning, at klageren tidligere havde afskrevet på det fulde lånebeløb og fratrukket renter. På denne baggrund stemte flertallet for at give klageren medhold.

Retsformanden udtalte, at kommanditselskabet på salgstidspunktet stadig ejede ejendommen og skyldte [virksomhed2] 4.234.729 GBP. Kommanditselskabet havde forrentet og afdraget lånet, og klageren havde fratrukket sin forholdsmæssige andel af renteudgifterne. Retsformanden henviste til SKM2005.450.VL, hvor Vestre Landsret fastslog, at non-recourse vilkår ikke gjorde kommanditselskabets hæftelse hypotetisk, og at kommanditisten kunne fratrække underskud og medtage sin andel af lånet på fradragskontoen.

Retsformanden mente, at kommanditisterne ved overdragelsen af anparterne blev frigjort for den del af gælden til [virksomhed2], som ikke var dækket af salgsprisen på ejendommen (1.523.689 GBP). Med henvisning til ordlyden af Kursgevinstloven § 23, som fastslår, at gevinst på gæld i fremmed valuta skal medregnes i den skattepligtige indkomst, og at denne bestemmelse går forud for beskatning efter Kursgevinstloven § 21, stemte retsformanden for at stadfæste SKATs afgørelse.

Retten traf afgørelse i overensstemmelse med stemmeflertallet og nedsatte SKATs forhøjelse af klagerens indkomst til 0 kr.