Kørselsfradrag for handicappede og kronisk syge - Ligningslovens § 9 D - Afstand til offentlig transport

Sagen omhandler en klage over et bindende svar fra SKAT vedrørende muligheden for at anvende reglerne om kørselsfradrag for handicappede og kronisk syge i Ligningsloven § 9D. Klageren, der lider af kroniske smerter i ryg og knæ som følge af en arbejdsskade, havde spurgt, om han kunne benytte disse regler, hvilket SKAT havde svaret nej til. Landsskatteretten ændrede SKATs svar til et ”JA”.

Klageren, der er tilkendt førtidspension og senere fleksjob, oplyste, at han har svært ved at benytte offentlige transportmidler på grund af sine skader. Han forklarede, at han har 2,5 km til nærmeste busstoppested, skal skifte transportmiddel flere gange, og at en bustur på 53,8 km (som tager 46 minutter i bil) ville tage 2 timer med bus, med risiko for at skulle stå op, hvilket ville forværre hans smerter og umuliggøre arbejde. Han havde også en bil med automatgear og et specielt sæde, som han mente var nødvendig for hans transport.

SKATs begrundelse for afslag

SKAT anerkendte, at klageren led af en kronisk sygdom, men fandt ikke, at han havde særlige merudgifter til transport som følge af sygdommen. SKATs begrundelse var baseret på følgende punkter:

• Klagerens bil var købt før påbegyndelsen af fleksjobbet.
• Klageren havde fået afslag på et specielt sæde til sin bil fra kommunen (SKATs misforståelse, da det var hjælpemiddelcentralen, der afviste et nyt sæde, men tilbød et brugt, som klageren afviste).
• SKAT mente, at det snarere var beliggenheden af klagerens bopæl (2,3 km til busstoppested), der gjorde bilkørsel nødvendig, frem for sygdommen i sig selv.
• Klageren havde oplyst, at han skulle køre ud til kunder for sin arbejdsgiver, hvilket SKAT mente nødvendiggjorde egen bil (klageren anførte, at dette var sjældent og kunne klares med arbejdsgivers bil).
• Lægen havde anført, at det ikke var ”tilrådeligt” at benytte offentlige transportmidler, men ikke at det var ”umuligt” at sidde i en bus eller et tog.

Klagerens anbringender

Klagerens repræsentant gjorde gældende, at betingelserne i Ligningsloven § 9D var opfyldt, da klageren lider af en kronisk sygdom, og denne nødvendiggør kørsel i egen bil. Repræsentanten henviste til, at en lægefaglig vurdering skal tillægges særlig betydning, jf. SKM2005.75.VLR (Vestre Landsret). Den seneste lægeerklæring af 23. maj 2014 fastslog, at klageren ”ikke kan anvende offentlig befordring uden en særdeles kraftig og uacceptabel forværring af de anførte smerte-gener”.

Repræsentanten tilbageviste SKATs argumenter:

• Bilens anskaffelsestidspunkt: Irrelevant for anvendelsen af Ligningsloven § 9D.
• Afslag på sæde: Misforståelse fra SKATs side og irrelevant for sagens kerne.
• Bopælens beliggenhed: Irrelevant. Der blev henvist til Landsskatterettens kendelse TfS 1992.142.LSR, som fastslog, at det er uden betydning, om der er gode eller dårlige offentlige transportforbindelser; det væsentlige er, om sygdommen nødvendiggør egen bil.
• Kørsel til kunder: Sjældent forekommende og kunne klares med arbejdsgivers bil.
• Lægeerklæringens ordlyd: Den seneste erklæring var utvetydig om, at offentlig transport ikke kunne anvendes uden alvorlig forværring af tilstanden.

Klagerens repræsentant kritiserede desuden SKAT for ikke at give en tilstrækkelig begrundelse for deres skøn, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1, 2. punktum. Der blev også henvist til en ikke-offentliggjort Landsskatteretskendelse (j.nr. 10-00478 af 3. november 2010), hvor en lægeerklæring om nødvendigheden af egen bil på grund af gangdistancer blev accepteret.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at det efter Ligningsloven § 9D, stk. 1, 1. pkt. er en betingelse for fradrag, at den skattepligtige godtgør, at vedkommende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads. Bestemmelsen skal forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendig for at sikre indkomsterhvervelsen, hvilket også var intentionen med den tidligere formulering i lov nr. 486 af 19/12 1951 § 7 og den efterfølgende ændring ved lov nr. 274 af 6/6 1984.

Landsskatteretten fandt på baggrund af de fremlagte lægeerklæringer og sagens øvrige oplysninger, at klageren lider af en kronisk sygdom. Det afgørende var herefter, om de særlige transportudgifter var afholdt som følge af sygdommen.

Med henvisning til Vestre Landsrets dom SKM2005.75.VLR blev det understreget, at afgørelsen beror på en retlig vurdering baseret på sagens samlede oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering skal tillægges særlig betydning. Dommen fastslog, at udgifterne skal have været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen, og at det ikke er tilstrækkeligt, at en transportform blot er hensigtsmæssig.

Landsskatteretten lagde vægt på de fremlagte lægeerklæringer, især erklæringen af 23. maj 2014, som udtalte: ”Kan af ovenstående årsager ikke anvende offentlig befordring uden en særdeles kraftig og uacceptabel forværring af de anførte smerte-gener, og bør efter min lægelige opfattelse derfor tilbydes mulighed for at transportere sig i egen bil.”

På baggrund af sagens samlede oplysninger, og særligt lægeerklæringen af 23. maj 2014, fandt Landsskatteretten det godtgjort, at det er nødvendigt for klageren at benytte egen bil til befordring mellem hjem og arbejde som følge af hans ryglidelse. Klageren har således særlige udgifter til befordring, som kan fradrages efter Ligningsloven § 9D.

Landsskatteretten ændrede derfor SKATs bindende svar til et ”JA”.