Momspligt på betalingskortgebyrer ved online tilmeldingssystem

[virksomhed1] ApS sælger abonnementer til et online tilmeldings- og betalingssystem kaldet [x1]. Systemet giver kunderne (f.eks. arrangører) og deres slutkunder mulighed for at tilmelde sig og betale for arrangementer, herunder med Dankort og andre betalingskort. [virksomhed1] har en indløsningsaftale med [finans1], hvilket fritager deres kunder for selv at skulle indgå en sådan aftale.

Når en kunde eller slutkunde betaler med et debet-/kreditkort via [x1], opkræver [virksomhed1] et transaktionsgebyr, der svarer til de faktiske udgifter [virksomhed1] betaler til [finans1]. Disse gebyrer er momsfrie for [finans1], da de behandles som finansielle ydelser. Gebyrets størrelse er reguleret af Lov om betalingstjenester og elektroniske penge § 80, stk. 5, som begrænser gebyret til den faktiske omkostning.

[virksomhed1] stillede Skatterådet fire spørgsmål om, hvorvidt disse opkrævede gebyrer udgjorde betaling for en momsfri leverance. Skatterådet svarede "Nej" til alle spørgsmål, og [virksomhed1] påklagede svaret vedrørende spørgsmål 1 til Landsskatteretten.

Selskabet argumenterede for, at gebyrerne var en selvstændig momsfri finansiel transaktion i henhold til dansk praksis, og at EU-dommen C-276/09 (RCI Europe), som Skatterådet henviste til, ikke var sammenlignelig, da den omhandlede frit fastsatte gebyrer, i modsætning til de lovregulerede gebyrer i Danmark. Selskabet anførte desuden, at en praksisændring baseret på EU-dommen ikke var blevet korrekt varslet og offentliggjort af SKAT.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse og fandt, at det af [virksomhed1] opkrævede transaktionsgebyr ikke udgjorde vederlag for en momsfri finansiel ydelse i henhold til Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra c. Retten skulle afgøre, om gebyret var en selvstændig afgiftspligtig transaktion eller en biydelse til den momspligtige hovedydelse.

Landsskatteretten henviste til EU-domstolens praksis, herunder C-349/96 (Card Protection Plan Ltd) og C-276/09 (RCI Europe). Ifølge denne praksis anses en ydelse for sekundær, hvis den for kunden ikke udgør et mål i sig selv, men et middel til at udnytte hovedydelsen på bedst mulige betingelser. I sagen C-276/09 fastslog EU-domstolen, at ekstra gebyrer for visse betalingsmetoder ikke udgjorde en selvstændig afgiftspligtig transaktion, da de blot gav kunderne mulighed for at betale regninger for hovedydelsen på den mest passende måde.

Landsskatteretten fandt, at [virksomhed1]s opkrævning af transaktionsgebyret var en biydelse til den momspligtige abonnementsydelse. Gebyret gav kunderne mulighed for at betale for abonnementet og de tilmeldte arrangementer med betalingskort, men udgjorde ikke et selvstændigt mål for kunden. Da gebyret var en biydelse, skulle det momsmæssigt behandles som hovedydelsen, hvilket medførte momspligt i henhold til Momsloven § 4, stk. 1.

Vedrørende argumentet om praksisændring bemærkede Landsskatteretten, at den nationale praksis, hvorefter gebyrer i henhold til den tidligere betalingsmiddellovs § 14 (nu Lov om betalingstjenester og elektroniske penge § 80, stk. 5) blev anset for momsfrie, var underkendt af EU-domstolen i C-276/09. Praksisændringen var indskrevet i Den juridiske Vejledning 2012-1 og offentliggjort den 23. januar 2012. Retten fandt, at det forhold, at der ikke var udstedt et styresignal i overensstemmelse med SKATs interne instruks, ikke kunne ændre ved afgørelsen.