Landsskatteretten: Skattepligtige honorarer, befordringsfradrag og renteudgifter for fysioterapeut
Dato
26. januar 2017
Hoved Emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Eksterne links
Læs hele sagenUnder Emner
Honorarbeskatning, Befordringsfradrag, Rentefradrag, Selskabsindkomst, Personlig indkomst, Bevisbyrde, Interessefællesskab
Sagen omhandler en fysioterapeuts skatteansættelse for indkomstårene 2010 og 2011, hvor der var uenighed med SKAT om beskatning af honorarer, fradrag for befordring mellem hjem og arbejde samt fradrag for renteudgifter. Klageren ejede et anpartsselskab, som han drev sin fysioterapeutvirksomhed igennem, men modtog også B-indkomst personligt fra to hovedkilder: [virksomhed2] A/S og [Regionen].
Klageren anførte, at en betydelig del af honorarerne skulle beskattes i selskabet, da de var indtægtsført der. Han gjorde desuden gældende, at han var berettiget til befordringsfradrag for kørsel mellem sin bopæl og klinikken, samt at han skulle have fuldt fradrag for renteudgifter på en ejendom, han delte med sin tidligere ægtefælle, da han alene havde afholdt udgifterne.
SKAT havde forhøjet klagerens personlige indkomst med de fulde honorarbeløb, nedsat befordringsfradraget til 0 kr. og kun anerkendt fradrag for halvdelen af renteudgifterne. SKAT henviste til manglende dokumentation for indtægtsføring i selskabet, manglende dokumentation for befordringens omfang og det princip, at rentefradrag følger hæftelsen for gælden.
Landsskatterettens afgørelse
Honorarer
Landsskatteretten fandt, at klagerens skattepligtige honorarer skulle justeres i forhold til SKATs afgørelse. For honorarer fra [virksomhed2] A/S blev det fastslået:
- 2010: Klagerens bruttoindkomst var 261.431 kr., og fradragsberettigede udgifter til klinikudstyr m.v. udgjorde 26.833 kr. Den skattepligtige nettoindkomst blev fastsat til 235.199 kr.
- 2011: Indkomsten for januar til juni 2011 blev anset for personlig indkomst, udgørende 109.044 kr. efter fradrag for udgifter. Honoraret for december 2011 (33.124 kr. efter fradrag for udgifter) blev også anset for skattepligtigt hos klageren i 2011, da det ikke var dokumenteret indtægtsført i selskabet i 2011 eller 2012. Indkomsten for juli til november 2011 blev derimod anset for indtægtsført i selskabet og skulle derfor ikke beskattes hos klageren.
For honorarer fra [Regionen] blev det fastslået:
- 2010: Selskabet havde indtægtsført 404.738 kr. af de indberettede 500.037 kr. Klagerens indkomst blev forhøjet med differencen på 95.299 kr.
- 2011: Selskabet havde indtægtsført 105.271 kr. af de indberettede 137.927 kr. Klagerens indkomst blev forhøjet med differencen på 32.657 kr.
Samlet set blev klagerens skattepligtige honorar efter fradrag for omkostninger ansat til 330.498 kr. i 2010 og 174.825 kr. i 2011, jf. Statsskatteloven § 4 og Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.
Befordringsfradrag
Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at nedsætte befordringsfradraget til 0 kr. for begge år. Retten henviste til Ligningsloven § 9 C og Højesterets dom i SKM2004.162.HR, der fastslår, at bevisbyrden for faktisk kørsel påhviler skatteyderen. På grund af klagerens interessefællesskab med selskabet var bevisbyrden skærpet. Det blev lagt til grund, at klageren ikke havde ført regnskab med arbejdsdage, og at han i betydeligt omfang udførte arbejde andre steder end klinikken, hvilket gjorde det usandsynligt, at han kørte hjem-klinik dagligt. Manglende aflæsning af kilometertæller og kørebog, samt fald i huslejeudgifter for klinikken, understøttede manglen på dokumentation. Klageren kunne ikke støtte ret på tidligere års godkendelser, da betingelserne for retsbeskyttelse af forventninger ikke var opfyldt.
Renteudgifter
Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om kun at anerkende fradrag for halvdelen af renteudgifterne. I henhold til Kildeskatteloven § 24 A medregnes kapitaludgifter hos den ægtefælle, der hæfter for betalingen af gælden. Da klageren og hans ægtefælle begge hæftede for gælden, og ægtefællen havde foretaget fradrag for sin halvdel, var der ikke grundlag for at fravige princippet om ligelig fordeling. Der var ikke dokumenteret en aftale om fuldt fradrag for klageren, ligesom der ikke var fremlagt dokumentation for, at klagerens regreskrav mod ægtefællen var uerholdeligt, som det var tilfældet i SKM2003.451.
Lignende afgørelser