Kursgevinstbeskatning af kommanditister ved salg af ejendom til långiver

Sagen omhandler, hvorvidt en kommanditist i K/S [virksomhed1] realiserede en skattepligtig gevinst på gæld i fremmed valuta. Gevinsten opstod, da gæld til [virksomhed2] bortfaldt ved salg af kommanditselskabets ejendom til en pris, der ikke dækkede den fulde gæld, som [virksomhed2] havde 1. prioritetssikkerhed i.

K/S [virksomhed1] blev etableret i 1997 med det formål at drive virksomhed ved køb og udlejning af en hotelejendom i England. Selskabet var finansieret af kommanditisternes indbetalinger og lån, herunder et 1. prioritet lån på 7.800.000 GBP fra [virksomhed2]. Det fremgik af låneaftalens afsnit 25, at låntagers (K/S [virksomhed1]s) hæftelse var begrænset til ejendommen og dens provenu, og at den under ingen omstændigheder udvidede sig til kommanditisternes øvrige aktiver (non-recourse lån).

Klageren tegnede 10 andele i K/S [virksomhed1] i 1997 og indbetalte 636.800 kr. kontant. Klageren har siden sin indtræden fratrukket sin forholdsmæssige andel af renteudgifterne på kommanditselskabets lån.

I 2009 gik lejeren af ejendommen konkurs, og K/S [virksomhed1] misligholdt lånet. [virksomhed2] overtog ejendommen i brugelig pant i august 2009. I efteråret 2010 solgte K/S [virksomhed1] ejendommen til [virksomhed2] for 4.326.000 GBP. Salget indebar, at al gæld og forpligtelser fra K/S [virksomhed1] til [virksomhed2] i henhold til låneaftalen fra 1997 blev indfriet.

SKAT forhøjede klagerens indkomst med 4.568.166 kr. vedrørende kursgevinst ved frigørelse for gæld i fremmed valuta. SKAT argumenterede, at kommanditisterne blev frigjort for at betale deres forholdsmæssige andel af gælden til [virksomhed2], og at dette udgjorde en skattepligtig gevinst efter Kursgevinstloven § 23. SKAT opgjorde den skattepligtige gevinst således:

Klageren nedlagde påstand om, at forhøjelsen skulle nedsættes til 0 kr. Klageren anførte, at der ikke var realiseret en skattepligtig kursgevinst, da der ikke var opnået nogen frigørelse for gæld. Kommanditisternes hæftelse var begrænset til deres indskud, og lånet var et non-recourse lån, hvilket betød, at [virksomhed2] alene havde sikkerhed i ejendommen og ikke kunne gøre krav gældende mod kommanditisterne personligt. Derfor var der ikke tale om en gældseftergivelse, da [virksomhed2] modtog det, de havde krav på i henhold til låneaftalen.

Landsskatterettens afgørelse

Tre retsmedlemmer udtalte, at efter Kursgevinstloven § 23, jf. Kursgevinstloven § 21, skal gevinst i fremmed valuta ved eftergivelse, forældelse, konfusion eller præklusion af gæld medregnes i den skattepligtige indkomst, i det omfang gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen.

Det blev fremhævet, at lånet fra [virksomhed2] til kommanditselskabet var ydet på non-recourse vilkår. Dette indebar, at [virksomhed2] alene kunne holde sig til ejendommen, og at kommanditisterne ikke hæftede personligt over for [virksomhed2] for det beløb, hvormed restgælden på lånet oversteg ejendommens værdi.

Salget af ejendommen indebar derfor ikke en eftergivelse af gæld, der kunne beskattes hos kommanditisterne. Da [virksomhed2] som følge af låneaftalens vilkår ikke havde krav på mere end ejendommen, var fordringens værdi for [virksomhed2] på salgstidspunktet lig med ejendommens værdi. Overtagelsen af ejendommen medførte således ikke, at gælden blev nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor, og betingelsen i Kursgevinstloven § 23, jf. Kursgevinstloven § 21, var derfor ikke opfyldt. Det blev desuden anført, at klagerens tidligere afskrivninger på det fulde lånebeløb og fradrag for renter ikke udgjorde hjemmel til beskatning.

Retsformanden udtalte en mindretalsopfattelse. Det blev anført, at det var ubestridt, at [virksomhed2] i 1997 lånte kommanditselskabet 7.800.000 GBP, og at lånet var forrentet og afdraget i overensstemmelse med aftalen. Klageren havde siden 1997 fratrukket sin forholdsmæssige andel af renteudgifterne, hvilket forudsætter en reel retlig forpligtelse. Ved salget af ejendommen bortfaldt restgælden på 4.111.682 GBP.

Retsformanden argumenterede, at ordlyden af Kursgevinstloven § 23 fastslår, at gevinst på gæld i fremmed valuta skal medregnes i den skattepligtige indkomst, i det omfang gevinsten ikke er omfattet af overkursreglen i Kursgevinstloven § 22. Det blev fremhævet, at Kursgevinstloven § 23 ikke indeholder en henvisning til Kursgevinstloven § 21, og at Kursgevinstloven § 23 går forud for beskatning efter Kursgevinstloven § 21. Denne forståelse stemmer overens med bestemmelsens ordlyd og forarbejder. Retsformanden stemte derfor for at stadfæste SKATs afgørelse.

Retten traf afgørelse i overensstemmelse med stemmeflertallet og nedsatte SKATs forhøjelse af klagerens indkomst til 0 kr.