Landsskatteretten: Aerosoler ikke omfattet af lav sats for UN-godkendt emballage

Sagen omhandlede, hvorvidt et selskab, der påfylder aerosoler, var berettiget til at anvende den lave afgiftssats for UN-godkendt emballage for deres aerosolbeholdere af hvidblik. Selskabet havde betalt emballageafgift efter den lave sats, men SKAT opkrævede en difference, da de ikke anså emballagerne for at være UN-godkendte i lovens forstand.

Kernen i tvisten var fortolkningen af begrebet "UN-godkendt" i den dagældende Emballageafgiftslov § 2, stk. 8, nr. 10. Spørgsmålet var, om overholdelse af sikkerhedskravene i EU's aerosoldirektiv, dokumenteret ved mærkning med et "spejlvendt epsilon", kunne sidestilles med en formel UN-godkendelse.

Selskabets argumentation

Selskabet argumenterede for, at selvom der ikke findes en specifik UN-typegodkendelsesprocedure for aerosoler, opfyldte deres emballager de facto de sikkerhedskrav, der stilles i UN-regi (ADR-konventionen). De hævdede, at overholdelse af Direktiv 75/324/EØF (aerosoldirektivet), som er anerkendt i transportreglerne, var ensbetydende med en UN-godkendelse. Mærkningen med "spejlvendt epsilon" var beviset herfor. Selskabet fremhævede desuden, at lovens formål var at kompensere for tungere, mere sikre emballager, hvilket netop var tilfældet for deres produkter.

SKATs argumentation

SKAT fastholdt, at lovens ordlyd krævede en egentlig, formel "UN-godkendelse", som skulle fremgå af selve emballagen. Da en sådan godkendelsesprocedure ikke eksisterer for aerosoler, kunne den lavere sats ikke anvendes. SKAT mente, at "spejlvendt epsilon" er et EU-konformitetsmærke og ikke en UN-godkendelse, og at der ikke var hjemmel i loven til en udvidende fortolkning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse.

Retten lagde vægt på ordlyden af den dagældende Emballageafgiftslov § 2, stk. 8, nr. 10, som kræver, at emballagen skal være "UN-godkendt" for at opnå den lavere afgiftssats. Landsskatteretten fortolkede dette således, at der skal foreligge en egentlig, formel godkendelse af emballagen.

Landsskatterettens begrundelse var baseret på følgende punkter:

• Lovens ordlyd og forarbejder: Det fremgår af lovens forarbejder, at det er en forudsætning for den lavere sats, at "godkendelsen fremgår på selve emballagen". Dette understøtter kravet om en formel godkendelse frem for blot en overholdelse af sikkerhedskrav.
• Ingen formel UN-godkendelse for aerosoler: Det er ubestridt, at der ikke findes en formel UN-godkendelsesprocedure for aerosolbeholdere. Selvom overholdelse af Direktiv 75/324/EØF (aerosoldirektivet) anerkendes under transportreglerne (ADR/RID), udgør dette ikke en "UN-godkendelse" i emballageafgiftslovens forstand.
• Ingen grundlag for udvidende fortolkning: Selvom hensynet til konkurrenceneutralitet for tungere, mere sikre emballager taler for en lavere sats, fandt retten ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at fortolke loven udvidende til også at omfatte aerosolbeholdere, der ikke er formelt UN-godkendte.

På denne baggrund konkluderede Landsskatteretten, at selskabets aerosolemballager skulle afgiftsberigtiges efter den almindelige sats for hvidblik i henhold til dagældende Emballageafgiftslov § 2, stk. 8, nr. 9.