Begrænset skattepligt og fradrag for renteudgifter: Fordeling mellem ægtefæller

Sagen omhandler en klager, der er bosat i Frankrig og dermed begrænset skattepligtig til Danmark af indtægter fra udlejning af sin tidligere bolig i Danmark, jf. Kildeskatteloven § 2, stk. 1. Ejendommen blev finansieret via realkredit- og banklån, hvor klagerens ægtefælle var meddebitor. Klageren hævdede at have betalt samtlige renteudgifter og tog fuldt fradrag herfor i indkomståret 2012.

SKATs begrundelse

SKAT nægtede fradrag for halvdelen af renteudgifterne (72.025 kr.), da kontroloplysninger viste, at ægtefællerne hæftede for 50 % hver af lånet. SKATs afgørelse var baseret på, at klageren ikke havde dokumenteret at hæfte for og betale 100 % af renteudgifterne. Ifølge Kildeskatteloven § 2, stk. 4 og Statsskatteloven § 6, stk. 1 var klageren berettiget til fradrag for sin del af renteudgifterne. SKAT henviste til Kildeskatteloven § 24a, hvorefter kapitaludgifter medregnes hos den ægtefælle, der hæfter for betalingen. Da ægtefællerne var begrænset skattepligtige og ikke kunne sambeskattes, jf. Kildeskatteloven § 4, stk. 6, skulle de beskattes af hver deres indkomst, jf. Kildeskatteloven § 4, stk. 1. SKAT afviste anvendelsen af den administrative praksis i cirkulære nr. 135 af 4. november 1988, der tillader ægtefæller at fordele renteudgifter, da denne praksis forudsætter sambeskatning, hvilket ikke var tilfældet her, jf. Kildeskatteloven § 25a, stk. 6.

Klagerens argumenter

Klageren påstod, at hun var rette omkostningsbærer af de fulde renteudgifter, da ejendommen var 100 % ejet af hende, og hun beskattedes af samtlige lejeindtægter. Hun henviste til, at renteudgifter er fradragsberettigede efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, og Ligningsloven § 5, stk. 1. Klageren argumenterede for, at ægtefæller har fri rådighed over fordelingen af renteudgifter i henhold til cirkulære nr. 135 af 4. november 1988, pkt. 20, og administrativ praksis, herunder TfS 1996, 169, SKM2003.451.LSR, og TfS 1995, 640 LSR. Hun gjorde gældende, at det ville være i strid med EUF-traktatens artikel 63 (kapitalens frie bevægelighed), artikel 45 (arbejdskraftens fri bevægelighed) og artikel 49 (etableringsretten), hvis hun ikke kunne støtte ret på denne praksis. Klageren fremhævede, at fuldt skattepligtige ægtepar i en sammenlignelig situation ville have fuldt fradrag, og at hendes bopæl i Frankrig var den eneste årsag til forskelsbehandlingen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og nægtede klageren fradrag for den fulde renteudgift.

• Hæftelse og fradragsret: Retten henviste til Kildeskatteloven § 24a, der fastslår, at kapitaludgifter medregnes hos den ægtefælle, der hæfter for betalingen. Det er uden betydning, hvem der faktisk betaler renterne.
• Anvendelse af cirkulære nr. 135: Cirkulære nr. 135 af 4. november 1988, pkt. 20, tillader normalt ægtefæller at fordele kapitaludgifter, uanset hæftelse, så længe ægteskabet består, og det ikke har betydning for den samlede skat.
• Betydning for samlet skat: I den foreliggende sag fandt Landsskatteretten, at fordelingen af renteudgifterne havde betydning for ægteparrets samlede skat, da klageren var begrænset skattepligtig, og ægtefællerne ikke kunne sambeskattes. Derfor skulle fordelingen følge hæftelsen i henhold til Kildeskatteloven § 24a. Da hver ægtefælle hæftede for halvdelen af gælden, kunne klageren kun fratrække halvdelen af renteudgiften.
• EU-retlig vurdering: Retten vurderede, at afgørelsen ikke udgjorde en diskriminerende forskelsbehandling i henhold til EUF-traktaten, herunder EUF-traktatens artikel 63 om kapitalens frie bevægelighed, artikel 45 om arbejdskraftens fri bevægelighed og artikel 49 om etableringsretten.
  • Landsskatteretten lagde vægt på, at ikke-hjemmehørende og hjemmehørende som udgangspunkt ikke er i en sammenlignelig situation.
  • Vurderingen af, om fordelingen har betydning for ægtefællernes samlede skat (og dermed om cirkulære nr. 135, pkt. 20, finder anvendelse), omfatter både begrænset og fuldt skattepligtige.
  • Retten fandt ikke, at diskriminationsforbuddet, arbejdskraftens fri bevægelighed eller den frie etableringsret var krænket.
• Præjudiciel forelæggelse: Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at foretage en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.