Landsskatterettens afgørelse om fradrag for kørsel, befordring og rejseudgifter for selvstændig erhvervsdrivende

Sagen omhandler en enkeltmandsvirksomhed, der i indkomståret 2011 primært udførte pakketransport. Virksomheden var beliggende på den skattepligtiges private bopæl i [by1], mens kørslen udgik fra [virksomhed1] i [by2]. Den skattepligtige anvendte en privat bil til transport mellem bopælen og [by2] og en leaset varebil til kørsel fra [by2].

Den skattepligtige havde selvangivet fradrag for erhvervsmæssig kørsel på 53.083 kr. og for rejseudgifter til kost og småfornødenheder på 25.594 kr.

Skatteankenævnet godkendte et fradrag på 14.093 kr. for erhvervsmæssig kørsel og 8.720 kr. for befordring, men afviste fradrag for kost og småfornødenheder. Nævnet begrundede afgørelsen vedrørende kørsel med, at kørsel mellem bopæl og arbejdsplads kun anses for erhvervsmæssig i de første 60 dage, jf. Ligningsloven § 9B. Efter 60 dage falder kørslen under reglerne for befordringsfradrag, jf. Ligningsloven § 9C. Da kørslen først startede 1. april 2011, blev fradrag for 1. kvartal nægtet. Vedrørende rejseudgifter henviste nævnet til, at Ligningsloven § 9A, stk. 8 ikke giver selvstændigt erhvervsdrivende adgang til 25 %-fradraget for småfornødenheder, som ellers gælder for lønmodtagere, jf. Ligningsloven § 9A, stk. 7.

Den skattepligtige fastholdt, at reglerne for lønmodtagere var anvendt forkert, og at der som erhvervsdrivende kunne foretages fradrag med standardsatserne. Der blev henvist til SKM2011.252.SKAT vedrørende fradrag for småfornødenheder.

Klagepunkter og afgørelser

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse vedrørende fradrag for erhvervsmæssig kørsel og befordring samt fradrag for kost og småfornødenheder.

Fradrag for kørsel og befordring

Landsskatteretten var enig med Skatteankenævnet i, at der ikke kunne godkendes fradrag for erhvervsmæssig kørsel i 1. kvartal 2011, da kørslen først påbegyndtes 1. april 2011. Retten fandt desuden, at der ikke kunne godkendes fradrag for kørsel udover 60 arbejdsdage, da kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads kun anses for erhvervsmæssig i indtil 60 dage inden for de forudgående 12 måneder, jf. Ligningsloven § 9B, stk. 1. Efter 60 dage kan fradrag alene foretages efter reglerne i Ligningsloven § 9C. Retten henviste til forarbejderne til Ligningsloven § 9B og Højesterets dom af 27. juni 2003, offentliggjort som SKM2003.336HR, som fastslår, at § 9B ikke omfatter befordring mellem to arbejdspladser, når den ene arbejdsplads også er skatteyderens bopæl. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at ændre skatteankenævnets opgørelse over fradrag for befordring efter Ligningsloven § 9C.

Fradrag for kost og småfornødenheder

Landsskatteretten bemærkede, at selvstændigt erhvervsdrivende kun kan foretage fradrag for rejseudgifter efter standardsatser, jf. Ligningsloven § 9A, stk. 8, hvis de på grund af afstanden til et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl. Retten fandt, at den skattepligtige ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at vedkommende havde været på rejse i ligningslovens forstand, herunder at der ikke havde været mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl, eller at der rent faktisk var overnattet et andet sted. På baggrund heraf, og af de grunde skatteankenævnet havde anført, kunne der ikke foretages fradrag for rejseudgifter.