Afslag på genoptagelse vedrørende fri bolig for hovedanpartshaver på grund af manglende civilretligt grundlag

Sagen omhandlede et selskabs anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for årene 2007-2011. Selskabets hovedanpartshaver havde i perioden boet vederlagsfrit i en af selskabets lejligheder uden en formel lejekontrakt. Efter et kontrolbesøg fra SKAT i 2012 anmodede selskabet om genoptagelse med henblik på at foretage en betalingskorrektion. Selskabet argumenterede for, at det var en forglemmelse, at lejen ikke var blevet modregnet i hovedanpartshaverens store tilgodehavende i selskabet. Selskabet havde efterfølgende indtægtsført den manglende leje for hele perioden i regnskabet for 2011/12.

SKAT afviste anmodningen med den begrundelse, at betingelserne for betalingskorrektion efter Ligningsloven § 2, stk. 5, ikke var opfyldt, da SKAT ikke havde foretaget en primær korrektion af selskabets indkomst. SKAT anså den vederlagsfri bolig for at være maskeret udbytte til hovedanpartshaveren, som skulle beskattes hos ham efter Ligningsloven § 16, stk. 9, og ikke en transaktion, der gav grundlag for at ændre selskabets indkomst.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at selskabets anmodning om genoptagelse den 18. april 2013 for indkomstårene 2007-2011 var rettidig. Dette skyldtes, at der var tale om en kontrolleret transaktion mellem selskabet og dets hovedanpartshaver, hvorfor den forlængede frist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5, fandt anvendelse.

Retten fastslog dog, at et selskab ikke med skatteretlig virkning kan foretage en efterfølgende korrektion af priser for kontrollerede transaktioner, medmindre der foreligger et civilretligt grundlag herfor. I denne sag var der ikke indgået en lejekontrakt, og den vederlagsfri rådighed over lejligheden havde varet i over seks år, før SKAT påtalte forholdet. Reguleringen over mellemregningskontoen blev først foretaget efter SKATs kontrolbesøg.

På den baggrund konkluderede Landsskatteretten, at lejligheden ikke kunne anses for at have været udlejet, men derimod stillet vederlagsfrit til rådighed for hovedanpartshaveren. Dette skulle behandles som yderligere løn til hovedanpartshaveren.

For selskabet betød dette, at indkomsten skulle forhøjes med en fiktiv lejeindtægt. Samtidig skulle selskabet have et korresponderende fradrag for en tilsvarende lønudgift. Da forhøjelsen og fradraget var lige store, medførte det ingen ændring i selskabets skattepligtige indkomst. Derfor var der ikke grundlag for at imødekomme selskabets anmodning om genoptagelse.

Landsskatteretten stadfæstede således SKATs afgørelse.

For så vidt angår den subsidiære påstand om indkomståret 2012, henviste retten selskabet til at anmode SKAT om en særskilt genoptagelse, da dette indkomstår ikke var omfattet af den påklagede afgørelse.