Landsskatteretten nedsætter skatteansættelse efter frifindelse i straffesag om socialt bedrageri

Sagen omhandlede en klage over Skatteankenævnets afgørelse om forhøjelse af klagerens A-indkomst og godkendelse af befordringsfradrag for indkomståret 2011. SKAT havde forhøjet klagerens personlige indkomst med i alt 104.875 kr. baseret på oplysninger fra A/S [virksomhed3] og politiet, som indikerede, at klageren havde udført timelønsarbejde gennem CVR-numre tilhørende [virksomhed1] og [virksomhed2]. SKAT havde samtidig godkendt et befordringsfradrag på 11.200 kr. relateret til denne indkomst.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse. Nævnet lagde til grund, at der var indberettet A-indkomstoplysninger til eIndkomstregistret, og at klagerens navn fremgik af ugesedler fra A/S [virksomhed3]. Nævnet fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at han ikke havde modtaget den indberettede løn, jf. Statsskatteloven § 4, litra c. Vedrørende befordringsfradraget afviste nævnet yderligere fradrag, da klageren i praktikperioden ikke havde modtaget løn fra en arbejdsgiver, men uddannelsesydelse fra en a-kasse. Det var en forudsætning for fradraget, at der var tale om befordring til et indtægtsgivende arbejdssted, jf. Ligningsloven § 9 C.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at indkomsten skulle nedsættes til 0 kr. Det blev anført, at klageren ikke kendte de pågældende virksomheder ([virksomhed1] og [virksomhed2]) og aldrig havde arbejdet for dem. Indkomstforhøjelserne byggede alene på telefoniske oplysninger fra A/S [virksomhed3] og ugesedler, som ikke var udfyldt med klagerens håndskrift og ikke var attesteret. Det blev fremhævet, at klageren i de påståede arbejdsperioder havde modtaget dagpenge og været i ulønnet virksomhedspraktik, hvilket gjorde det umuligt at arbejde op til 13 timer om dagen i [by2]. Klageren havde desuden fået bekræftelse fra [virksomhed1] om, at han ikke havde været ansat der. Repræsentanten påpegede også, at klagebehandlingen i Skatteankenævnet var sket uden hensyntagen til klagerens ønske om et møde.

Byrettens afgørelse i straffesag

Det blev oplyst, at klageren var blevet frikendt ved Retten i [by5] i en straffesag om overtrædelse af Straffeloven § 289a, stk. 1 (socialt bedrageri). Tiltalen vedrørte undladelse af at oplyse om arbejde hos A/S [virksomhed3] på dagpengekort. Retten lagde til grund, at indberetningerne til SKAT ikke var sket af de påståede arbejdsgivere, men af SKAT selv baseret på politioplysninger. Retten fandt, at der ikke var ført et til domfældelse fornødent bevis for, at klageren rent faktisk havde arbejdet på byggepladsen i det anførte tidsrum, og frifandt ham derfor.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at det ikke i tilstrækkelig grad var sandsynliggjort, at klageren havde modtaget den yderligere løn på i alt 104.875 kr. Dette blev begrundet med, at:

• Al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig, jf. Statsskatteloven § 4.
• Skattepligtige skal selvangive og dokumentere indkomst- og formueforhold, jf. Skattekontrolloven § 1 og Skattekontrolloven § 6 b.
• Skønsmæssige ansættelser kan foretages ved mangelfuld selvangivelse, jf. Skattekontrolloven § 5, stk. 3.
• SKATs forhøjelse var baseret på ugesedler og politioplysninger, men klageren havde samtidig været i ulønnet virksomhedspraktik i nogle af de omhandlede perioder.
• Klageren var blevet frikendt i en byretsdom for socialt bedrageri, en sag der var affødt af skattesagen. Retten fandt ikke, at der var ført fornødent bevis for, at klageren rent faktisk havde arbejdet på byggepladsen i det anførte tidsrum.

Landsskatteretten nedsatte derfor SKATs indkomstforhøjelse til 0 kr.

Som en konsekvens af, at indkomsten blev nedsat til 0 kr., kunne der ikke godkendes fradrag for befordring, der kunne henføres til den omhandlede indkomst, jf. Ligningsloven § 9 C. Landsskatteretten nedsatte befordringsfradraget til 0 kr.