Skilsmissesag med krav om underholdsbidrag

Sagen omhandlede en skilsmisse mellem sagsøgeren (Part 1) og sagsøgte (Part A), der indgik ægteskab den 28. juli 1995. Sagsøgeren påstod skilsmisse og bidrag til sit underhold, primært baseret på en "økonomisk overenskomst" indgået mellem parterne, og subsidiært tidsubegrænset eller tidsbegrænset bidrag. Sagsøgte tog bekræftende til genmæle over for skilsmissepåstanden, men nedlagde påstand om afvisning eller frifindelse vedrørende bidraget, idet han principalt påstod, at ingen af parterne skulle betale bidrag til den anden, og subsidiært at han skulle betale bidrag i et af retten fastsat tidsrum.

Baggrund for Sagen

Parterne havde været samlevende og gift i alt 38 år. Sagsøgeren, der var 70 år, modtog folkepension og et forsørgelsesbidrag fra sagsøgte, som var blevet reduceret over tid. Hendes formue var begrænset, og hun havde en udlejet rækkehusejendom. Sagsøgeren havde tidligere arbejdet som direktionssekretær i ca. 30 år og havde i en årrække bistået sagsøgte i hans taxavirksomhed med administrative opgaver, kørsel og husholdning.

Sagsøgte, der var 66 år, havde en betydelig bruttoindkomst og en stor formue, primært i et holdingselskab. Han ejede flere ejendomme, herunder parternes tidligere fælles hjem, to sommerhuse, et rækkehus og en lejlighed i Tyrkiet.

Den Økonomiske Overenskomst

En central del af sagen var den "økonomiske overenskomst" af 25. oktober 2014, som sagsøgeren påstod var bindende. Denne overenskomst specificerede, at sagsøgeren skulle modtage 5.000 kr. månedligt og 200.000 kr. årligt skattefrit, samt fri bolig, bil og telefon, så længe hun levede, også efter skilsmisse. Sagsøgeren hævdede, at sagsøgte havde underskrevet et eksemplar af aftalen, men sagsøgte benægtede at have underskrevet den og anførte, at hans advokat havde frarådet ham at gøre det. Overenskomsten var ikke underskrevet af begge parter.

Parternes Synspunkter

Sagsøgeren argumenterede for, at overenskomsten var en bindende aftale om bidrag indgået med henblik på skilsmisse. Subsidiært henviste hun til Ægteskabsloven § 50 og fremhævede sit behov for bidrag, sagsøgtes evne til at betale, og ægteskabets lange varighed samt hendes bidrag til sagsøgtes virksomhed, som havde påvirket hendes egen erhvervssituation.

Sagsøgte fastholdt, at overenskomsten ikke var underskrevet eller indgået med henblik på skilsmisse, og at den i givet fald kunne tilbagekaldes. Han mente, at forskellen i formueforhold ikke alene kunne begrunde bidragspligt, men snarere et krav efter Ægtefælleskifteloven § 67. Han argumenterede desuden for, at sagsøgerens nuværende indtægtsforhold skyldtes hendes alder og ikke samlivet eller ægteskabet. Sagsøgte havde tilbudt sagsøgeren 1 mio. kr. i særejegodtgørelse.

Rettens Afgørelse om Skilsmisse og Bidragspligt

Retten afgjorde, at ægteskabet mellem sagsøgeren og sagsøgte skulle opløses, hvilket skete i medfør af Ægteskabsloven § 29, da parterne var enige herom.

Sagsøgtes påstand om afvisning af sagsøgerens principale påstand om bidrag blev ikke taget til følge, da retten ikke fandt grundlag herfor på grund af manglende saglig kompetence.

Den fremlagte "økonomiske overenskomst" af 25. oktober 2014 blev ikke anset for bevist som en bindende aftale, da den ikke var underskrevet af begge parter. Sagsøgerens principale påstand om bidrag baseret på denne overenskomst blev derfor ikke taget til følge.

Retten lagde til grund, at sagsøgeren, der er 70 år, modtager folkepension, og at sagsøgte, der er 66 år, har en betydelig indtægt efter salg af en virksomhed. Parterne havde været samlevende og gift i alt 38 år.

På baggrund af parternes tidligere erhvervssituation, opgavefordeling i hjemmet, og sagsøgtes erhvervsmæssige interessers indflydelse på sagsøgerens forhold, fandt retten grundlag for at pålægge sagsøgte bidragspligt over for sagsøgeren. Da der ikke forelå særlige omstændigheder, der berettigede en tidsubegrænset bidragspligt, blev sagsøgte pålagt at betale bidrag til sagsøgeren i en periode på 10 år.

Ingen af parterne blev pålagt at betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.