Dom om ægtefællebidrag efter skilsmisse - tidsubegrænset bidragspligt

Denne sag omhandler en anke vedrørende vilkårene for skilsmisse, specifikt spørgsmålet om ægtefællebidrag og gyldigheden af en påstået "økonomisk overenskomst" mellem parterne.

Baggrund for Sagen

Sagen blev oprindeligt afgjort af Retten i Horsens den 15. marts 2016. Appellanten, Part 1, og indstævnte, Part A, var tidligere ægtefæller. Tvisten drejede sig om, hvorvidt Part A skulle betale tidsubegrænset bidrag til Part 1's underhold, baseret på en påstået "økonomisk overenskomst" indgået mellem parterne.

Parternes Påstande for Landsretten

• Part 1 (Appellanten) påstod principalt: At parterne skulle skilles på vilkår, at Part A skulle betale tidsubegrænset bidrag til hendes underhold i overensstemmelse med den mellem parterne indgåede "økonomisk overenskomst", jf. Ægteskabsloven § 29.
• Part 1 (Appellanten) påstod subsidiært: At parterne skulle skilles på vilkår, at Part A skulle betale tidsubegrænset bidrag til hendes underhold.
• Part 1 (Appellanten) påstod mere subsidiært: Stadfæstelse af byrettens dom.
• Part A (Indstævnte) påstod: Stadfæstelse af byrettens dom.

Supplerende Sagsfremstilling og Forklaringer

For landsretten blev der fremlagt en ægtepagt tinglyst den 13. juli 1995, hvoraf det fremgik, at alt, hvad parterne ejede ved ægteskabets indgåelse og senere erhvervede, skulle være særeje. Særejet skulle dog kun gælde for længstlevende i tilfælde af dødsfald, således at førstafdødes formue da var fælleseje.

Part 1's Forklaring

Part 1 forklarede, at ægtepagten var naturlig grundet Part A's forretning, og at der ikke var særlige drøftelser om den. Part A havde købt huset alene og afholdt udgifterne. Part 1 var ikke klar over andre muligheder end særeje. Begge parter havde oprettet et gensidigt uigenkaldeligt testamente, der sikrede deres søn.

Part 1 forklarede videre, at Part A dikterede indholdet af den "økonomiske overenskomst" af 25. oktober 2014, som hun nedskrev og printede. Hun tog en kopi, men kunne ikke finde den. Hun fornemmede, at overenskomsten kunne ende med en skilsmisse, men baggrunden var hendes manglende penge, da hun havde brugt sin kapitalpension på fælles ting og økonomisk hjælp til sønnen. Part A betalte 200.000 kr. til hende den 1. december 2014. Hun havde ikke tænkt over skatteforholdene for beløbene.

Part 1 modtog 1 mio. kr. fra Part A efter byrettens dom, som hun antog var bidrag til særejekompensation. Hun havde ansøgt om fri proces til en sag om særejekompensation på 5 mio. kr.

Part A's Forklaring

Part A forklarede, at han aldrig havde underskrevet den fremlagte overenskomst. Han var til stede, da Part 1 skrev den, og han mente, at Part 1 underskrev den, men han selv gjorde det ikke. Han fik det eksemplar, som Part 1 underskrev. Han drøftede overenskomsten med sin advokat, som frarådede den på grund af skattemæssige problemer. Han betalte 200.000 kr. til Part 1 den 1. december 2014, men har ikke betalt siden. Han betalte alle Part 1's udgifter under ægteskabet og gav hende 5.000-10.000 kr. om måneden. Han mente, at Part 1 vidste, at aftalen ikke var endelig.

Part A dikterede den del af overenskomsten, der vedrørte en ny mands indflytning i huset. Han mente ikke, at han havde fortalt venner om en økonomisk aftale, men at Part 1 ville få det godt. Han drøftede overenskomsten med en ven, men der blev aldrig indgået en endelig aftale.

Ægtepagten var en betingelse for ægteskabet for Part A, der ønskede at gifte sig som ungkarl. Det fælles hus var hans særeje, da han betalte det. Han mente ikke, at han havde boet sammen med Part 1 de sidste 8 år, men de tog fortsat på ferie sammen. Part 1 havde ikke deltaget i driften af virksomheden de sidste 25 år og havde altid haft en god økonomi. Han havde betalt 1 mio. kr. til Part 1 i særejekompensation, og Statsforvaltningen havde endnu ikke truffet afgørelse om ægtefællebidragets størrelse.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten tiltrådte byrettens vurdering af, at det ikke var godtgjort, at parterne havde indgået den omtalte "økonomiske overenskomst" af 25. oktober 2014.

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder samlivets varighed, parternes alder og den væsentlige forskel i deres nuværende og fremtidige indtægtsgrundlag, fandt landsretten, at der forelå særlige omstændigheder, der berettigede til bidragspligt uden tidsbegrænsning, jf. Ægteskabsloven § 50, stk. 1, 2. pkt..

Landsretten tog derfor Part 1's subsidiære påstand til følge.

Kendelse

• Det ankede vilkår for parternes skilsmisse ændres således, at Part A pålægges bidragspligt over for Part 1 uden tidsbegrænsning.
• Byrettens omkostningsafgørelse stadfæstes.
• Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.