Skattepligt af udbetalt befordringsgodtgørelse til håndboldspiller – manglende kontrol med kørselsgodtgørelse – berettiget forventning – befordringsfradrag

Sagen omhandler en klager, der som spiller i klubben [virksomhed1] A/S, modtog skattefri befordringsgodtgørelse i 2010. SKAT og Skatteankenævnet havde forhøjet klagerens indkomst med den modtagne godtgørelse på 13.973 kr., da de mente, at arbejdsgiveren ikke havde ført tilstrækkelig kontrol med udbetalingen af den skattefri godtgørelse. Klageren selvangav et befordringsfradrag på 1.482 kr. for en del af perioden.

Klageren modtog i 2010 en løn på 2.000 kr. og 13.973 kr. i skattefri kørselsgodtgørelse. Beløbene var indberettet for maj 2010, og der forelå ingen ansættelsesaftale. En del af den udbetalte godtgørelse dækkede kørsel foretaget i 2009, hvor klageren ikke havde modtaget løn fra klubben. Klageren havde to biler registreret i sit navn i den relevante periode.

Som grundlag for udbetaling af kørselsgodtgørelse udfyldte de ansatte standardkørselsrapporter. Klageren fremlagde to kørselsrapporter: én for perioden 10. januar – 28. marts 2010 (1.446 km, 5.129 kr.) og én for perioden 5. september – 10. december 2009 (2.459 km, 8.754 kr.). Rapporterne manglede dog specifikke datoer for træningskørsler og var ikke attesteret med et "flueben", som ellers var klubbens praksis for godkendelse.

[virksomhed1] A/S's tidligere og nuværende bogholdere beskrev klubbens kontrolprocedurer, som indebar en vis indsigt i spillernes kørselsbehov. De fastholdt, at de var meget opmærksomme på, at ingen fik udbetalt kørselsgodtgørelse uden korrekt dokumentation. SKAT havde dog under møder med klubben noteret, at klubben ikke umiddelbart førte kontrol med, om betingelserne for skattefrihed var opfyldt, og at mange kørselsrapporter var uegnede som grundlag for skattefri godtgørelse. SKAT påpegede også, at nogle ansatte modtog godtgørelse for kørsel i biler, de ikke selv ejede, eller for kørsel til kampe, hvor klubben stillede bus til rådighed. Desuden var der problemer med overholdelse af 60-dages-reglen for erhvervsmæssig kørsel.

SKAT havde i 2007 foretaget en arbejdsgiverkontrol i [virksomhed1] A/S, hvor de påtalte mangelfuld kontrol med udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, herunder manglende attestation på bilag og behov for at sikre kørsel i egen bil. Klagerens repræsentant argumenterede for, at klubben havde en berettiget forventning om, at deres kontrol var tilstrækkelig, da SKATs kontrol i 2007 ikke havde ført til forhøjelser. Repræsentanten henviste desuden til Landsskatterettens tidligere afgørelser, herunder en afgørelse fra 2015 vedrørende samme klub, som ifølge repræsentanten støttede, at klubbens rutiner var korrekte. Subsidiært gjorde klageren gældende, at han var berettiget til befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C med 9.483 kr., hvis godtgørelsen blev anset for skattepligtig.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at den udbetalte befordringsgodtgørelse var skattepligtig. Afgørelsen blev begrundet med flere forhold:

Godtgørelse for kørsel i 2009

Klageren modtog i 2010 godtgørelse for kørsel foretaget i 2009, hvor klageren ikke havde modtaget vederlag fra klubben. Landsskatteretten fastslog, at det er en forudsætning for at blive anset som lønmodtager og dermed berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse efter Ligningsloven § 9 B, stk. 5, at den skattepligtige har modtaget et vederlag. Med henvisning til praksis, herunder SKM2011.502.BR, blev beløbet på 8.754 kr. anset for skattepligtigt.

Mangelfuld arbejdsgiverkontrol

Landsskatteretten vurderede, at klageren ikke havde godtgjort, at arbejdsgiveren, [virksomhed1] A/S, havde ført en effektiv kontrol med udbetalingen af den skattefri kørselsgodtgørelse, som arbejdsgiveren er forpligtet til i medfør af Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1. Dette blev underbygget af følgende punkter:

• Kørselsrapporter: Bilaget vedrørende erhvervsmæssig kørsel i 2010 bar ikke præg af kontrol og blev først fremlagt for skatteankenævnet, hvilket skærpede beviskravet for kontrol på udbetalingstidspunktet. Bilaget opfyldte desuden ikke kravene til indhold, da der i nogle tilfælde kun var anført et bynavn, og der ikke var angivet dato for træning, men alene antal gange. Dette forhindrede arbejdsgiveren i at foretage en effektiv kontrol af de erhvervsmæssige kilometer.
• Generel kontrol: Klageren havde ikke opfyldt betingelserne for modtagelse af skattefri godtgørelse, jf. Ligningsloven § 9 B, stk. 1. Godtgørelsen var derfor skattepligtig, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4, 1. pkt. samt Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1 og Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 3, samt praksis, jf. eksempelvis SKM2003.317.ØLR.

Berettiget forventning

Landsskatteretten afviste klagerens anbringende om berettiget forventning. Det blev bemærket, at SKAT ved kontrollen i 2007 anførte, at der ikke var ført tilstrækkelig kontrol med udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse i 2005 og 2006. Selskabet havde ikke fulgt op på SKATs kontrol, idet bilagene fortsat ikke opfyldte kravene til indhold. Klageren havde dermed ikke godtgjort, at arbejdsgiveren, [virksomhed1] A/S, havde haft en berettiget forventning om, at godtgørelsen kunne udbetales skattefrit.

Befordringsfradrag

Landsskatteretten gav klageren medhold i den subsidiære påstand om befordringsfradrag. Det blev fastslået, at hvis arbejdsgiveren ikke udbetaler hel eller delvis skattefri godtgørelse, kan fradrag for befordring foretages efter Ligningsloven § 9 C, jf. Ligningsloven § 9 B, stk. 4, 2. pkt.. Landsskatteretten overlod det dog til SKAT at træffe afgørelse om, i hvilket omfang klageren var berettiget til fradrag efter Ligningsloven § 9 C i 2010.