Landsskatterettens afgørelse om fradrag for dobbelt husførelse og befordring

Sagen omhandlede en klagers krav om fradrag for dobbelt husførelse og et højere befordringsfradrag for indkomstårene 2010 og 2011. Klageren var ansat som cateringschef hos [virksomhed1] ApS fra 1. januar 2010, med bopæl på [ø1] og arbejdsplads på [ø2], hvilket involverede to færgeoverfarter og en samlet rejsetid på ca. 4 timer og 45 minutter.

SKAT havde godkendt befordringsfradrag på 94.061 kr. for 2010 og 64.051 kr. for 2011 i henhold til Ligningsloven § 9C. SKAT nægtede dog fradrag for udgifter til kost og logi (dobbelt husførelse) for begge år, da ansættelsen blev anset for en fast stilling med et fast arbejdssted. SKAT henviste til, at ansættelseskontrakten ikke indeholdt prøvetid eller tidsbegrænsning, og at en ændring af arbejdsgiver til en anden virksomhedsform ikke ændrede ved de uændrede ansættelsesvilkår.

Klagerens repræsentant påstod fradrag for dobbelt husførelse med 15.300 kr. for begge år og et højere befordringsfradrag for 2011. Repræsentanten argumenterede for, at ansættelsen var midlertidig på grund af den lange afstand og rejsetid mellem bopæl og arbejdsplads, og at der var tale om erhvervsmæssigt begrundede udgifter. Det blev også anført, at fradraget for dobbelt husførelse normalt ophører efter to år ved fortsat ansættelse i samme job. Vedrørende befordringsfradraget for 2011 mente klageren, at der skulle godkendes fradrag for 92 rejser frem og tilbage, ikke blot 65.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse for både befordringsfradrag og fradrag for dobbelt husførelse.

Befordringsfradrag

SKAT havde godkendt befordringsfradrag for 92 dage tur-retur i 2010 og 65 tur-returrejser (130 enkelture) i 2011. Klagerens påstand om et højere befordringsfradrag var uklar, og Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs ansættelse på det foreliggende grundlag.

Dobbelt husførelse

Landsskatteretten fandt, at fradrag for dobbelt husførelse efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, Ligningsloven § 9, stk. 1 og Ligningsloven § 9A forudsætter et midlertidigt arbejdssted. Praksis, herunder SKM2003.386.HR, Tfs 1996.84.VLR og SKM2003.453.LSR, fastslår, at hvis arbejdet er permanent, er den dobbelte husførelse begrundet i private årsager og ikke erhvervsmæssige.

Retten lagde vægt på, at klageren var ansat i en fast stilling uden aftalt prøvetid eller tidsbegrænsning i ansættelseskontrakten af 1. januar 2010. Det forhold, at driften senere overgik til en anden virksomhedsform, ændrede ikke ved ansættelseskontraktens uændrede vilkår. De aftalte opsigelsesvarsler kunne ikke sidestilles med en midlertidig ansættelse, idet lønmodtagere normalt har et kortvarigt opsigelsesvarsel i henhold til funktionærlovens regler. På baggrund heraf blev ansættelsen anset for fast, og fradrag for dobbelt husførelse blev nægtet.