Landsskatteretten stadfæster skønsmæssig forhøjelse af indkomst grundet lavt privatforbrug og mangelfuldt regnskabsgrundlag

Sagen omhandler SKATs skønsmæssige forhøjelse af klagerens indkomst for indkomstårene 2009-2011. Klageren drev en autoreparationsvirksomhed, og SKAT foretog forhøjelsen på baggrund af et konstateret lavt eller negativt privatforbrug samt mangelfuldt regnskabsmateriale. SKAT forhøjede indkomsten med henholdsvis 194.500 kr. for 2009, 250.400 kr. for 2010 og 325.600 kr. for 2011.

Klagerens revisor havde opgjort husstandens privatforbrug til 87.265 kr. (2009), 95.698 kr. (2010) og 87.371 kr. (2011). SKATs beregninger viste derimod et privatforbrug på 5.348 kr. (2009), -112.928 kr. (2010) og -207.155 kr. (2011). SKAT ansatte et skønsmæssigt privatforbrug på 200.000 kr. pr. år, baseret på vejledende rådighedsbeløb.

Klageren nedlagde principalt påstand om, at SKATs afgørelse var ugyldig. Dette blev begrundet med, at SKAT havde undladt at efterkomme anmodninger om aktindsigt og afholdelse af møde, hvilket klageren mente var i strid med Forvaltningsloven § 11, Forvaltningsloven § 19 og Forvaltningsloven § 21. Klageren henviste til, at der var en klar og berettiget forventning om fuld aktindsigt og et møde, og at SKATs fremgangsmåde udgjorde en væsentlig sagsbehandlingsfejl.

Subsidiært nedlagde klageren påstand om, at den skattepligtige indkomst skulle nedsættes. Klageren anførte, at det opgjorte privatforbrug på ca. 87.000-95.000 kr. var realistisk og sandsynligt for en indvandrerfamilie, der levede spartansk. Klageren bestred SKATs negative privatforbrugsberegninger og henviste til yderligere oplysninger om et lån fra faderen og et bilsalg, som skulle dække dele af forbruget.

SKAT fastholdt sin afgørelse og begrundede den med, at regnskabsgrundlaget var mangelfuldt med negative kassebeholdninger og debitorsaldi, og at det selvangivne privatforbrug var usandsynligt lavt. SKAT henviste til Skattekontrolloven § 3, stk. 4 og Skattekontrolloven § 5, stk. 3 som grundlag for den skønsmæssige ansættelse. SKAT bemærkede også, at klageren ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for lånet fra faderen eller andre midler til dækning af privatforbruget. SKATs forhøjelse for 2009 var eksklusiv moms grundet fristregler i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1, mens forhøjelserne for 2010 og 2011 også var eksklusive moms.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten behandlede klagerens principale påstand om ugyldighed af SKATs afgørelse og den subsidiære påstand om nedsættelse af den skønsmæssigt forhøjede indkomst.

Ugyldighedspåstand

Klageren gjorde gældende, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af manglende aktindsigt og manglende afholdelse af et aftalt møde. Landsskatteretten fandt, at afgørelsen ikke var ugyldig. Retten lagde vægt på følgende:

• Manglende mødeafholdelse: SKAT imødekom anmodningen om møde den 20. juni 2013 og foreslog en dato. Klagerens repræsentant reagerede ikke herpå og tilkendegav ikke yderligere ønske om møde inden afgørelsen blev udsendt. Den manglende mødeafholdelse skyldtes derfor repræsentantens passivitet.
• Manglende aktindsigt: Anmodningen om aktindsigt blev imødekommet den 20. juni 2013. SKAT oplyste, at de ikke havde andre oplysninger end dem, revisoren havde sendt, og dem der kunne trækkes i klagerens skattemappe. SKAT spurgte direkte, om dette materiale ønskedes tilsendt, men repræsentanten reagerede ikke på denne forespørgsel, trods rykkere. Da SKAT alene havde materiale, som klageren måtte anses for at være bekendt med, og klageren ikke reagerede på SKATs henvendelse, ansås der ikke at foreligge en sagsbehandlingsfejl. Landsskatteretten henviste til Forvaltningsloven § 9, stk. 1, Forvaltningsloven § 11, stk. 1, Forvaltningsloven § 16, stk. 1, Forvaltningsloven § 19, stk. 1 og Forvaltningsloven § 21, stk. 1.

SKATs afgørelse blev derfor ikke anset for ugyldig.

Skatteansættelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs skønsmæssige forhøjelse af klagerens indkomst for indkomstårene 2009-2011. Retten henviste til Statsskatteloven § 4 om skattepligt af indkomst og Skattekontrolloven § 1, stk. 1 og Skattekontrolloven § 6 B, stk. 1 om selvangivelse og oplysning om formue og privatforbrug. Det blev fastslået, at indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er negativt eller usandsynligt lavt, jf. fast praksis, herunder SKM 2011.208H.

SKAT havde konstateret, at klagerens regnskabsgrundlag var mangelfuldt med negative kassebeholdninger og debitorsaldi, hvilket berettigede SKAT til at tilsidesætte regnskabet og fastsætte overskuddet skønsmæssigt, jf. Skattekontrolloven § 3, stk. 4 og Skattekontrolloven § 5.

SKATs opgørelse af klagerens husstands privatforbrug for 2009-2011 var henholdsvis 5.348 kr., -112.928 kr. og -207.155 kr. Klageren havde ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at indkomsten stammede fra ikke-skattepligtige midler, allerede beskattede midler, eller lån fra faderen, der kunne dække privatforbruget. Særligt for lånet fra faderen manglede der et underskrevet og dateret lånedokument med oplysninger om tilbagebetalingsvilkår, afdrags- og rentebetaling.

SKATs skønsmæssige forhøjelse af indkomsten var baseret på et antaget årligt privatforbrug på 200.000 kr., beregnet ud fra SKATs vejledning om rådighedsbeløb. Efter forhøjelsen lå privatforbruget på et niveau, der blev anset for passende, selv med hensyn til klagerens oplyste spartanske levemåde. Landsskatteretten fandt, at SKATs skønsmæssige forhøjelse var berettiget og stadfæstede afgørelsen.