Manglende fradrag for renteudgifter grundet manglende dokumentation for reelt gældsforhold

Sagen omhandler klagerens fradrag for selvangivne renteudgifter til selskaberne [finans1] ApS, [finans2] ApS og [finans6] ApS for indkomstårene 2010 og 2011. SKAT havde forhøjet klagerens indkomst med henholdsvis 211.785 kr. (2010) og 122.648 kr. (2011), da de ikke godkendte fradragene. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse.

Klageren havde i 2010 og 2011 en lønindkomst på henholdsvis 351.611 kr. og 357.993 kr. Renteudgifterne blev indberettet af [finans1] ApS (senere overtaget af [finans2] ApS og [finans6] ApS) og medførte ændringer i klagerens årsopgørelser. Selskaberne indberettede renter og gæld under et andet selskabs registreringsnummer, hvilket skabte uklarhed.

Investerings- og lånearrangementet

[finans1] ApS, stiftet i 2008 og opløst efter konkurs i 2014, formidlede lån til private og investerede låntagers lån i internationale turismeprojekter. Selskabet udbød et investeringsarrangement kaldet ”[finans5].dk”. Dette arrangement involverede en tegningsaftale for andele, en garantiaftale fra [finans1] ApS som garantistiller og kautionist, samt et gældsbrev for et lån på 1.000.000 kr. fra [finans1] ApS til investor.

Nøgleelementer i arrangementet var:

• Tegningsaftale: Investor tegnede andele for 1.000.000 kr., finansieret enten ved eget indskud eller lån fra [finans5]’s samarbejdspartner og garantistiller. Investor påtog sig ingen hæftelse ud over købsprisen, og den økonomiske risiko var begrænset af en garantiaftale.
• Garantiaftale: [finans1] ApS garanterede en gennemsnitlig årlig stigning på 17 % af den investerede kapital over 5 år, svarende til en garanteret minimumsværdi på 2.149.450 kr. efter 5 år. Garantistiller kautionerede for at købe investeringen samt renter til kurs 100 med kort opsigelsesvarsel. Der var direkte modregningsadgang i lånet, hvis investeringen ikke gav det lovede afkast.
• Gældsbrev: Lånet på 1.000.000 kr. forrentedes med 15 % p.a. og var afdragsfrit i 5 år. Den årlige ydelse på 150.000 kr. udgjorde alene renter. Gældsbrevet var uopsigeligt fra kreditors side, men kunne indfries af debitor med kort varsel.
• BonusFerie-ordning: Som en integreret del af låneaftalen fik investor en opsparing i en BonusFerie-ordning, der lovede en årlig udbetaling på 9.600 kr. (800 kr. pr. måned). Ordningen var designet således, at den månedlige indbetaling på 4.000 kr. blev dækket af skatteværdien af renteudgiften, hvilket resulterede i et estimeret overskud/underskud på 0 kr. pr. måned. Beløbet kunne udbetales kontant med et fradrag på 15 %.

SKATs og klagerens argumenter

SKAT vurderede, at gældsforholdet var uden økonomisk realitet og henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1 og Skattekontrolloven § 10 f. SKAT anførte, at klageren ved at fratrække renteudgifter, som ikke var reelle, groft uagtsomt havde bevirket en urigtig ansættelse, hvilket berettigede en ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1. SKAT havde forsøgt at indhente dokumentation fra selskaberne, men uden held, og indgav politianmeldelse mod personkredsen bag selskaberne.

Klageren nedlagde påstand om nedsættelse af indkomsten til det selvangivne og godkendelse af rentefradragene. Klageren anførte, at han havde været imødekommende over for SKAT, og at SKAT ikke havde udbedt sig tilstrækkelig dokumentation fra de involverede selskaber. Klageren fremhævede de alvorlige økonomiske konsekvenser af SKATs afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at godkende fradrag for selvangivne renteudgifter for indkomstårene 2010 og 2011. Afgørelsen bygger på en vurdering af, at det omhandlede gældsforhold manglede økonomisk realitet, og at klageren groft uagtsomt havde bevirket en urigtig skatteansættelse.

Landsskatteretten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, som fastslår, at renteudgifter kun er fradragsberettigede, hvis der er tale om et reelt og retligt bindende gældsforhold. Det er en betingelse for fradrag, at dette kan dokumenteres af klageren.

Retten lagde vægt på følgende forhold:

• Sammenhængende aftaler: Investerings- og låneaftalerne var indbyrdes afhængige, hvor indgåelse af én aftale forudsatte indgåelse af de andre.
• Begrænset hæftelse og garanti: Tegningsaftalen fastslog, at investor ikke påtog sig nogen hæftelse ud over købsprisen for andelene, og at risikoen var begrænset af en garantiaftale. Garantien fra [finans1] ApS (långiver) udgjorde et beløb, der var større end købsprisen for andelene.
• Manglende dokumentation: Klageren havde ikke godtgjort, at et lån reelt var optaget og udbetalt.

Disse forhold understøttede, at der ikke var tale om et reelt gældsforhold. Landsskatteretten fandt desuden, at klageren ved at selvangive de omhandlede fradrag groft uagtsomt havde bevirket, at skattemyndighederne foretog en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Dette opfyldte betingelserne for ekstraordinær ansættelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1.