Momstilskud til egnsteater - Ikke momspligtigt

Sagen omhandlede, hvorvidt et kommunalt driftstilskud til et egnsteater skulle indgå i momsgrundlaget for perioden 1. januar 2012 - 31. december 2012. SKAT havde forhøjet teatrets momstilsvar med 303.457 kr., idet de mente, at tilskuddet var momspligtigt, da det blev ydet i tilskudsgiverens (kommunens) interesse og dermed udgjorde en del af prisen for leverancen.

Faktiske oplysninger

Klageren, et internationalt teater, fungerede som egnsteater i [kommunen] fra 2006. Teatrets aktiviteter omfattede forestillinger for voksne og børn, gadeparader, udstillinger og workshops, både lokalt, nationalt og internationalt. En egnsteateraftale mellem teatret og kommunen for perioden 2009-2012 fastsatte formålet som produktion af professionelt teater i overensstemmelse med teaterlovgivningen, herunder Teaterloven § 15 og Teaterloven § 16, samt Bekendtgørelse nr. 1404 af 7. december 2007 om egnsteatre. Aftalen specificerede også teatrets virkeområde i kommunen samt mulighed for turnévirksomhed. Teatrets drift var finansieret af egne indtægter, kommunalt driftstilskud (med statsrefusion) og særligt statstilskud. De årlige tilskud fra kommunen var som følger:

Aftalen indeholdt overordnede mål om at styrke teatrets kunstneriske niveau og konkrete delmål, såsom at producere mindst én ny forestilling årligt, arrangere internationale teaterfestivaler, tilbyde særforestillinger for børn og unge i kommunen, samt afholde workshops og projekter i lokalmiljøet.

SKATs begrundelse

SKAT argumenterede for, at det kommunale tilskud skulle indgå i momsgrundlaget, da det blev ydet i kommunens interesse. Tilskuddet blev betalt af kommunens borgere via skatter og kom dem til gode gennem teatrets forestillinger og aktiviteter. SKAT mente, at tilskuddet udgjorde en del af prisen for leverancen, og henviste til egnsteateraftalen, der specificerede teatrets forpligtelser over for kommunen og dens borgere. SKAT anerkendte, at statslige tilskud var generelle og uden for momslovens anvendelsesområde, men fastholdt momspligt for den kommunale del.

Klagerens synspunkter

Klageren påstod, at tilskuddet var momsfritaget, da det faldt uden for momslovens anvendelsesområde, jf. Momsloven § 27, stk. 1 og Momsloven § 4, stk. 1. Repræsentanten fremførte følgende argumenter:

• Generelt tilskud: Tilskuddet var et almindeligt kommunalt, generelt tilskud, der skulle understøtte kulturelle, almennyttige formål, fastlagt i Lov om scenekunst § 15a og Bekendtgørelse om egnsteatre § 15.
• Ingen direkte sammenhæng med pris: Tilskuddet var aftalt for en fireårig periode og lå fast, uafhængigt af billetpriser eller udbud af forestillinger. Det blev ikke brugt til at nedsætte billetpriserne, og der var ingen betingelse om gratis forestillinger for kommunens borgere.
• Bredt virkeområde: Teatrets aktiviteter var ikke begrænset til kommunens borgere, men omfattede turnévirksomhed i hele Danmark og udlandet, hvilket betød, at en ubestemt personkreds nød godt af ydelserne.
• Egnsteateraftalen som rammeaftale: Aftalen var en politisk vision og et idekatalog, ikke en juridisk bindende aftale i almindelig forstand med sanktionsmuligheder ved misligholdelse. Teaterledelsen havde fri og uafhængig ret til at træffe beslutning om repertoire, jf. Lov om scenekunst § 31, stk. 2.
• Praksis: Klageren henviste til SKM2002.84.LSR, SKM2013.13.SR, SKM2012.328.SR, TfS 1996, 229 og TfS 1996, 559, der alle støttede, at tilskud til generelle formål, uden direkte sammenhæng med prisen på en ydelse til en bestemt modtager, ikke var momspligtige. Særligt TfS 1996, 559 om musikhuse, der modtog driftstilskud uden momspligt, blev fremhævet som analogt til nærværende sag.
• EU-domstolens praksis: Klageren henviste til C-184/00, Office des produits Wallons, C-381/00, Kommissionen mod Italien, og C-144/02, Kommissionen mod Tyskland, der alle understregede kravet om en direkte sammenhæng mellem tilskud og ydelsens pris, samt at tilskuddet skal udgøre en faktor ved prisfastsættelsen for at være momspligtigt. Klageren argumenterede, at dette ikke var tilfældet her.
• Momsvejledningen: Klageren bestred SKATs fortolkning af Momsvejledningen fra 1993 og påpegede, at den omhandlede passage ikke var gældende praksis og adskilte sig fra nærværende sag, da den omhandlede gratis forestillinger. Klageren henviste til senere momsvejledninger, der understøttede, at tilskud til ideelle eller kulturelle formål, der sikrer et økonomisk fundament for en given aktivitet, har karakter af en gave og ikke er momspligtige, hvis de ikke påvirker leverancens pris og kommer en ubestemt personkreds til gode.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at det omhandlede tilskud fra kommunen ikke kunne anses for vederlag for levering af ydelser til kommunen eller til tredjemand. Afgørelsen byggede på en samlet, konkret vurdering, hvor retten især lagde vægt på, at der ikke var en tilstrækkelig konkret indbyrdes sammenhæng mellem tilskuddet og ydelserne, ligesom tilskuddet ikke var tilstrækkeligt direkte forbundet med ydelsernes pris.

Retten henviste til de grundlæggende betingelser for momspligt, herunder at der skal foreligge en levering mod vederlag, jf. Momsloven § 4, stk. 1. For at et tilskud er momspligtigt, skal det være direkte forbundet med ydelsens pris, jf. Momsloven § 27, stk. 1. Den EU-retlige baggrund er Momssystemdirektivets artikel 73.

Landsskatteretten fremhævede EU-domstolens praksis, herunder afgørelserne i sag C-184/00, Office des produits Wallons, og sag C-381/00, Kommissionen mod Italien. Disse afgørelser fastslår, at et tilskud skal være betalt mod levering af en bestemt vare eller tjenesteydelse, og at køberne eller aftagerne af ydelsen skal drage fordel af tilskuddet, således at tilskuddet udgør en faktor ved prisfastsættelsen.

Retten bemærkede, at egnsteateraftalen mellem klageren og kommunen havde til formål at producere professionelt teater i overensstemmelse med teaterlovgivningen, og at tilskuddet var et generelt driftstilskud med statsrefusion, der skulle sikre teaterudbuddet. Dette understøttede, at tilskuddet ikke var direkte forbundet med prisen på specifikke ydelser.

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og nedsatte forhøjelsen af momstilsvaret til 0 kr., hvilket gav klageren medhold i den nedlagte påstand.