Opkrævning af A-skat og AM-bidrag for udenlandsk arbejdskraft - Tjenesteforhold eller entreprise?

Sagen omhandlede et selskabs opkrævning af A-skat og AM-bidrag vedrørende fremmed arbejdskraft i indkomstårene 2011 og 2012. SKAT havde forhøjet selskabets skattepligtige indkomst med henholdsvis 752.202 kr. for 2011 og 425.578 kr. for 2012, hvilket resulterede i krav om A-skat og AM-bidrag.

Faktiske omstændigheder

Ved en kontrol i april 2012 blev fire udlændinge antruffet på en ejendom, hvoraf tre drev polske enkeltmandsfirmaer. De oplyste, at de fik timeløn (60-85 kr./time), var ansat af det danske selskab, afleverede time-/arbejdssedler, og at selskabet instruerede, førte dagligt tilsyn, stillede arbejdsredskaber til rådighed og leverede materialer. Polakkerne boede desuden på en adresse, som selskabet tidligere havde lejet ud til underentreprenører.

Selskabet fremlagde entreprisekontrakter og fakturaer, hvoraf det fremgik, at betalingen var timeløn + moms, og at arbejdet udførtes efter regning. Kontrakterne indeholdt også en kundeklausul, der forbød underentreprenørerne at indgå aftaler med bygherren i op til to år efter arbejdets udførelse. Fakturaerne var uden moms.

Selskabets direktør oplyste, at de primært engagerede udenlandske enmandsvirksomheder til små opgaver, og at aftalerne typisk var mundtlige med faste priser, bortset fra den kontrollerede opgave i [by1]. Selskabet havde ikke forsikret underentreprenørerne, og de skulle selv sørge for logi fra februar 2012. Underentreprenørerne benyttede egne biler.

SKATs afgørelse

SKAT fandt, at der var tale om ansættelsesforhold, og at selskabet reelt rådede over den fremmede arbejdskraft. Dette blev begrundet med:

• Fakturaer med timesedler og timeantal, hvilket modsagde selskabets oplysning om faste priser.
• De antrufne ”enkeltmandsfirmaers” egne udsagn om at være timelønnede og ansat af selskabet.
• Kravet om, at polske enkeltmandsfirmaer skal anvende indehaverens for- og efternavn som firmabetegnelse, hvilket var tilfældet for de fleste af de omhandlede firmaer.
• Manglende dokumentation for, at der ikke var tale om enmandsfirmaer.

SKAT opkrævede derfor A-skat og AM-bidrag for de identificerede enmandsfirmaer for de relevante perioder.

Selskabets opfattelse

Selskabet påstod, at forhøjelserne skulle ændres, da der var tale om selvstændige underentreprenører og ikke ansatte. Selskabet fremhævede, at:

• Der ikke var ansættelseskontrakter eller lønmodtagerforpligtelser.
• Underentreprenørerne var selv pligtige til at tegne forsikringer, havde eget firma og kontor i Polen, eget værktøj og biler, selvstændigt momsnummer og afholdt egne omkostninger.
• De kunne selv beslutte, hvilke opgaver de påtog sig, og arbejde for andre uden selskabets indflydelse.
• De var ansvarlige for fejl, mangler og skader.
• Der aftaltes faste priser på opgaver, og løbende a conto fakturering var sædvanligt ved større opgaver.
• Oplysningerne i spørgeskemaerne måtte bero på en misforståelse.
• Selskabet havde kontrolleret gyldige EU-momsnumre og indberettet køb af ydelser uden moms kvartalsvis til SKAT.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at en lønmodtager er karakteriseret ved at modtage vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning. Selvstændigt erhvervsdrivende er derimod kendetegnet ved at udøve en virksomhed for egen regning og risiko med det formål at opnå et overskud.

Efter en samlet bedømmelse af de foreliggende oplysninger fandt Landsskatteretten, at der var tale om tjenesteforhold i medfør af Kildeskatteloven § 43, stk. 1. Retten lagde vægt på, at det reelle indhold af de arbejdsmæssige relationer mellem selskabet og de polske arbejdere skulle vurderes. Det blev anset for utilstrækkeligt godtgjort, at der forelå entrepriseforhold, selvom der var tale om virksomheder registreret i Polen.

Retten lagde særligt vægt på følgende forhold:

• De udstedte fakturaer, hvori timeforbrug var anført, indikerede ansættelsesforhold.
• De polske arbejdere havde ifølge de udfyldte spørgeskemaer selv anset sig for at være ansatte under selskabets instruktionsbeføjelse.
• Klageren havde stillet bolig til rådighed for de polske arbejdere.
• Det var ikke dokumenteret, at de polske arbejdstagere havde udført arbejde for egen regning eller risiko.

Disse forhold førte efter rettens opfattelse til, at der var tale om arbejde i tjenesteforhold. Klageren var derfor pligtig til at indeholde A-skat og AM-bidrag i medfør af Kildeskatteloven § 46, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7. Selskabet var umiddelbart ansvarlig for betaling af det manglende beløb, da det ikke var godtgjort, at der ikke var udvist forsømmelighed fra selskabets side, jf. Kildeskatteloven § 69, stk. 1.

Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet.