Kontantbeholdning i lufthavn anset for skattepligtig indkomst

Sagen omhandler en klager, der i forbindelse med udrejse fra Danmark til Pakistan i 2009 blev stoppet i lufthavnen med en kontantbeholdning på 211.712 kr. Klageren vedtog efterfølgende et administrativt bødeforlæg på 34.000 kr. for overtrædelse af Toldloven § 79, stk. 3, da midlerne ikke var anmeldt ved udførslen.

Klageren oplyste oprindeligt til tolden, at pengene stammede fra opsparing og skulle bruges til en familieferie. Senere, under sagsbehandlingen hos SKAT, ændrede klageren sin forklaring og hævdede, at 210.000 kr. af beløbet tilhørte en tidligere pakistansk ambassadør i Danmark. Ifølge klageren havde ambassadøren placeret pengene hos ham i 2008 med henblik på et lejlighedskøb i Danmark, men da planerne ændrede sig, skulle klageren returnere pengene til ambassadøren i Pakistan. Til støtte for denne forklaring fremlagde klageren to notarialbekræftede erklæringer (affidavits) fra både sig selv og den tidligere ambassadør. Klagerens advokat anførte desuden, at manglende tillid til pakistanske banker og kulturelle normer retfærdiggjorde kontanttransporten.

SKAT forhøjede klagerens skattepligtige indkomst med 211.712 kr. for indkomståret 2009. SKAT begrundede afgørelsen med, at klagerens vognmandsvirksomhed ikke havde et løbende ført og afstemt kasseregnskab, hvilket berettigede en skønsmæssig ansættelse af indkomsten i henhold til Skattekontrolloven § 5, stk. 3. SKAT henviste til en formodningsregel om, at penge i en persons besiddelse tilhører denne, og fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at pengene tilhørte ambassadøren, da den oprindelige pengestrøm ikke var dokumenteret. SKAT afviste desuden argumenterne om pakistansk bankkultur og henviste til dansk lov og praksis. SKATs beregning af klagerens privatforbrug for 2009 var 228.484 kr., hvilket var tæt på det fundne beløb, og SKAT mente, at beløbet måtte være tjent indkomst.

Klagerens repræsentant påstod, at beløbet ikke skulle påvirke klagerens indkomstopgørelse. Repræsentanten anførte, at SKATs afgørelse led af en retlig mangel ved at anvende en ulovlig retsnorm, der tilsidesatte officialprincippet og lagde en urimelig bevisbyrde på klageren. Det blev fremhævet, at klagerens vognmandsvirksomhed var veldrevet og havde en høj omsætning, hvilket udelukkede udeholdt omsætning. Repræsentanten fremlagde en korrigeret privatforbrugsberegning på 438.207 kr., der inkluderede salg af to biler, og argumenterede for, at klageren allerede havde et antageligt privatforbrug, hvilket støttede, at pengene ikke tilhørte ham. Det blev også præciseret, at klagerens oprindelige udtalelse om ejerskab i lufthavnen alene var for at undgå mistanke om tyveri.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt ikke, at SKATs afgørelse var ugyldig, selvom ordlyden om bevisbyrden kunne misforstås. Udgangspunktet er, at en kontantbeholdning, som en person er i besiddelse af, tilhører denne, medmindre det kan dokumenteres eller sandsynliggøres, at det ikke er tilfældet.

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst, og SKAT kan kræve oplysninger om formue og privatforbrug, jf. Skattekontrolloven § 1, stk. 1 og Skattekontrolloven § 6 B, stk. 1. For virksomheder kræves et korrekt ført og dagligt afstemt kasseregnskab, jf. Bogføringsloven § 7, stk. 3 og Skattekontrolloven § 3. Hvis selvangivelsen ikke er fyldestgørende, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. Skattekontrolloven § 5, stk. 3. Hvis der konstateres ikke-selvangivne indtægter, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse stammer fra allerede beskattede eller skattefri midler, jf. SKM 2008.905 H.

Klageren blev fundet med 211.712 kr. i kontanter ved udrejse til Pakistan. Klageren oplyste oprindeligt til tolden, at pengene stammede fra opsparing til ferie. Senere blev det forklaret, at beløbet tilhørte en tidligere pakistansk ambassadør, som havde placeret pengene hos klageren i 2008 til et lejlighedskøb, der ikke blev til noget. Denne forklaring blev understøttet af to notarialbekræftede erklæringer fra klageren og ambassadøren.

Landsskatteretten fandt dog, at forklaringen ikke var tilstrækkeligt understøttet af objektive konstaterbare forhold, da pengestrømmen fra ambassadøren til klageren i 2008 ikke var dokumenteret. Derfor lagde retten til grund, at beløbet tilhørte klageren.

SKATs beregning af klagerens privatforbrug for 2009 var 228.484 kr., hvilket kun lige kunne rumme det udførte beløb på 211.712 kr. Selvom klagerens repræsentant dokumenterede et bilsalg på 80.000 kr., der kunne tillægges privatforbruget, fandt Landsskatteretten, at det resterende privatforbrug på 96.772 kr. forekom urealistisk for klageren. Det blev derfor ikke anset for tilstrækkeligt dokumenteret eller godtgjort, at de udførte penge hidrørte fra midler, der var undtaget fra beskatning eller allerede beskattet.

På baggrund af ovenstående stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse om at anse beløbet for skattepligtig indkomst i indkomståret 2009.