Fast driftssted for polsk entreprenørvirksomhed i Danmark

Sagen omhandler en polsk entreprenørvirksomhed, [virksomhed1], drevet af klageren, og spørgsmålet om, hvorvidt virksomheden havde et fast driftssted i Danmark i indkomstårene 2008-2011, hvilket ville medføre begrænset skattepligt til Danmark af overskud fra virksomheden i henhold til Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 4 og Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 5.

Klageren var fuldt skattepligtig til Polen og hjemmehørende dér. Virksomheden udførte murer-, maler-, tømrer-, beton- og brolæggerarbejde, primært i Danmark. I perioden 2008-2011 havde virksomheden et gennemsnit på 10,5 medarbejdere i Danmark og 2,6 i Polen. Virksomheden lejede to lejligheder i Danmark, [adresse2] og [adresse3], som primært blev brugt til overnatning for klageren og hans medarbejdere. Lejemålet på [adresse3] omfattede også et udhus til opbevaring af værktøj og småmaskiner. På fakturaer fra udlejeren var der påført tekster som ”czynsc biuro” (leje kontor) og ”czynsc magasyn materialow” (leje lager materialer) med blyant.

Virksomheden havde danske telefonnumre og en fastnet-internetforbindelse tilknyttet [adresse3], som ifølge klageren var nødvendig for kommunikation med kunder og forretningsforbindelser. Klageren var den eneste, der kunne indgå aftaler på virksomhedens vegne, og kundehvervning skete via hans netværk i Danmark. Virksomhedens omsætning var overvejende fra Danmark (ca. 99,4 % i perioden 2008-2011), mens den polske omsætning primært vedrørte handel med fødevarer.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet anså klageren for skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2008-2011 på grund af et fast driftssted. Nævnet lagde vægt på, at virksomheden havde en dansk adresse, danske telefonnumre og bredbåndsforbindelse til kundekontakt, og at næsten 100 % af aktiviteterne foregik i Danmark. Nævnet mente, at [adresse3] kunne anses for et sted, hvorfra virksomheden blev ledet, og at der var etableret et kontor. Selvom oplagring af varer normalt ikke udgør et fast driftssted, mente nævnet, at de samlede omstændigheder, herunder den overvejende aktivitet i Danmark og leje af lokaler til værktøj/materialer, underbyggede eksistensen af et fast driftssted. Skatteankenævnet afviste sammenligninger med tidligere sager, som klageren havde henvist til.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod principalt, at der ikke var et fast driftssted i Danmark. Han argumenterede for, at virksomhedens aktiviteter var bygge- og anlægsarbejder, som ifølge Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 5, stk. 3 kun udgør et fast driftssted, hvis de varer mere end 12 måneder, hvilket ingen af hans opgaver gjorde. Han fremhævede, at lejlighederne udelukkende blev brugt til bebølse, og at opbevaring af værktøj var af midlertidig og uvæsentlig karakter, hvilket er undtaget fra fast driftssted i henhold til Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 5, stk. 5. Klageren fastholdt, at virksomheden blev ledet fra Polen, og at den danske aktivitet foregik ude på byggepladserne. Han afviste, at de danske adresser genererede indkomst, hvilket han mente var en forudsætning for fast driftssted. Subsidiært kunne klageren tiltræde Skatteankestyrelsens opgørelse af den skattepligtige indkomst, hvis der blev statueret fast driftssted.

SKATs fornyede opgørelse og bemærkninger

Efter modtagelse af klagerens polske bogføringsmateriale foretog SKAT en fornyet opgørelse af virksomhedens resultat. SKAT fastholdt, at der var et fast driftssted på [adresse3], da det fungerede som et kontor, hvorfra virksomheden blev styret og samordnet. SKAT bemærkede, at næsten al omsætning (ca. 99,4 %) stammede fra Danmark, og at klagerens tilstedeværelse var afgørende for aftaleindgåelse og afregning. SKAT argumenterede desuden for, at udgifter til løn og logi ikke skulle fradrages, da medarbejderne ikke var identificeret, og henviste til SKM2011.209.HR.

Klageren afviste på det kraftigste SKATs påstand om ”sort løn” og henviste til, at lønudbetalingerne var fuldt dokumenterede og identificerede i det polske regnskab, som var accepteret af de polske skattemyndigheder. Han fastholdt, at virksomheden ikke udførte sort arbejde.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren i perioden 2008-2011 var fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Polen. Afgørende for Danmarks beskatning af fortjenesten fra klagerens polske entreprenørvirksomhed, [virksomhed1], var derfor, om der forelå et fast driftssted i Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 4 og Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 5.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Klageren overnattede i lejligheden på [adresse3], som virksomheden havde rådighed over siden 1. juni 2008, når han var i Danmark i forretningsmæssig henseende.
• Lejligheden på [adresse3] havde bredbånd og fastnettelefon til kommunikation med kunder og forretningsforbindelser i både Polen og Danmark.
• Klagerens computer var et primært arbejdsredskab, som han brugte ved tilbudsgivning og aftaleindgåelse hos kunderne.
• Lejemålet på [adresse3] blev i virksomhedens egen bogføring benævnt ”kontor”, i modsætning til et andet lejemål, der blev benævnt ”magasin” og ”lager”.
• Klageren var den eneste, der kunne indgå aftaler på virksomhedens vegne, og kundehvervning skete via klagerens netværk i Danmark, da han ikke reklamerede.
• Virksomheden udførte ifølge bogføringen alene sin håndværksmæssige virksomhed i Danmark og havde ca. 105 opgaver i Danmark i perioden 2008-2011, hvoraf 47 var for samme kundekreds.
• Klagerens tilstedeværelse var nødvendig ved besigtigelse, aftaleindgåelse og afregning.
• Der var rådighed over et udhus til opbevaring af materiel og værktøj.

På baggrund af en samlet konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at lejligheden på [adresse3] udover at være overnatningsmulighed også tjente som udgangspunkt for virksomhedens danske aktiviteter og udgjorde virksomhedens faste forretningssted i Danmark. Der forelå således fast driftssted i Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 4 og Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 5, stk. 1 og 2.

Landsskatteretten fandt desuden, at de udførte byggearbejder ikke kunne anses for at udgøre selvstændige faste driftssteder efter Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 5, stk. 3, da de alene vedrørte vedligeholdelsesarbejder i modeloverenskomstens forstand, jf. pkt. 17 i kommentaren til artikel 5, stk. 3.

Opgørelse af indkomsten fra det faste driftssted

Opgørelsen af indkomsten fra det faste driftssted skulle ske efter Kildeskatteloven § 2, stk. 3 og Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 7, stk. 2 og 3. Da virksomheden primært udøvede sin håndværksmæssige virksomhed i Danmark, skulle indtægter og udgifter fra denne del af virksomheden udgøre beskatningsgrundlaget.

Landsskatteretten tiltrådte SKATs fornyede opgørelse af fortjenesten fra det faste driftssted, dog med en regulering for aktiviteten med køb og salg af fødevarer i Polen. Den endelige opgørelse af overskuddet i danske kroner blev som følger:

SKATs henvisning til SKM2011.209.HR vedrørende manglende fradrag for uidentificerede medarbejdere (sort løn) kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten bemærkede, at SKAT i nærværende sag havde gennemgået klagerens polske bogføringsmateriale og ikke havde anfægtet det. De pågældende arbejdstagere fremgik af bogføringsmaterialet ved navns nævnelse, og det måtte antages, at de kunne have været identificeret via de polske skattemyndigheder. Der blev derfor ikke anset at foreligge udbetaling af ”sort løn”, og udgifterne til løn og godtgørelser m.v. i henhold til den polske bogføring kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fra det faste driftssted i Danmark.

Landsskatteretten ændrede skatteankenævnets afgørelse i overensstemmelse hermed.