Skattepligt ved salg af andel af landbrugsejendom – Anvendelse af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2 og § 9, stk. 1

Sagen omhandler, hvorvidt avancen ved salget af klagerens andel af en landbrugsejendom er skattefri i henhold til Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2 (sommerhusreglen) eller Ejendomsavancebeskatningsloven § 9, stk. 1 (stuehusreglen for landbrugsejendomme). Skatteankenævnet havde anset klageren for skattepligtig af ejendomsavancen på 332.187 kr., jf. Ejendomsavancebeskatningsloven § 1, stk. 1.

Ejendommen, en bebygget landbrugsejendom på 12,4020 ha, blev erhvervet af klageren og hans fem søskende i 1974 fra deres mor, som fik livsvarig bopælsret. Klagerens mor boede på ejendommen indtil sin død i 2007. Fra 1975 til 2002 drev søskendeflokken selv landbruget, hvorefter jorden og driftsbygningerne blev bortforpagtet. Efter moderens død i 2007 har stuehuset ikke været udlejet.

Klageren var tilmeldt folkeregisteret på ejendommen i knap 5 måneder i 2007, efter at have solgt sin tidligere bolig. Han flyttede dog kort efter tilbage til [by2]. En søster og dennes ægtefælle boede også kortvarigt på ejendommen i 2008. Ejendommen blev forsøgt solgt i 2007 uden held og blev endeligt solgt i 2010 uden ejendomsmægler.

Klageren påstod principalt, at avancen var skattefri efter Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2, idet ejendommen efter moderens død havde været anvendt som fritidsbolig for familien. Subsidiært påstod han, at avancen var skattefri efter Ejendomsavancebeskatningsloven § 9, stk. 1, da ejendommen havde tjent til bolig for ham selv i en periode i 2007. Klageren anførte, at hans kortvarige ophold skyldtes, at hans hustru ikke trivedes på landet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse om, at klageren var skattepligtig af ejendomsavancen på 332.187 kr.

Vurdering af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at ejendommen reelt havde tjent til bolig for klageren og dennes ægtefælle i Ejendomsavancebeskatningsloven § 9, stk. 1's forstand, og at der ikke blot var tale om et midlertidigt ophold. De lagde vægt på:

• Klageren og dennes ægtefælle var kun tilmeldt folkeregisteret på ejendommens adresse i knap 5 måneder.
• Der var ikke fremlagt dokumentation for, at de reelt beboede ejendommen i lovens forstand.
• Klageren flyttede kort efter tilbage til [by2].
• Betaling af ejendomsværdiskat dokumenterer alene rådighed over en bolig og ikke nødvendigvis reel bebølse i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Avancen kunne derfor ikke anses for omfattet af Ejendomsavancebeskatningsloven § 9, stk. 1.

Vurdering af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2

Ejendommen, der på afståelsestidspunktet havde vurderingsmæssig status som bebygget landbrugsejendom, var ikke direkte omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2 om sommerhusejendomme og lignende. For at en helårsejendom kan omfattes af denne bestemmelse, skal den være købt som og udelukkende anvendt som fritidsbolig for ejeren eller dennes husstand, jf. SKM2010.166HR.

Landsskatteretten bemærkede, at:

• Ejendommen blev erhvervet med henblik på at tjene til bolig for klagerens mor, som havde livsvarig bopælsret og var tilmeldt folkeregisteret på ejendommen fra 1974 til 2007.
• Ejendommen var derfor ikke købt som fritidsbolig for klageren og dennes søskende.
• Da klagerens mor beboede ejendommen, var den heller ikke udelukkende anvendt som fritidsbolig.

Fortjenesten ved salget af klagerens andel af ejendommen var derfor ikke omfattet af praksis for helårsboliger, der er købt som og anvendt som fritidsboliger, og var skattepligtig i medfør af Ejendomsavancebeskatningsloven § 1, stk. 1.

Da den talmæssige opgørelse af avancen ikke var bestridt, stadfæstede Landsskatteretten skatteankenævnets afgørelse med stemmeflertal (to retsmedlemmer mod ét).