Befordringsfradrag og skattepligtig befordringsgodtgørelse - Lønmodtager vs. Selvstændig - Indkomståret 2010

Sagen omhandler en klagers ret til befordringsfradrag og skattepligt af modtaget befordringsgodtgørelse for indkomståret 2010. Klageren, en socialrådgiver, arbejdede som vikar for et vikarbureau og udførte også opgaver som kontaktperson/bisidder samt deltog i en diplomuddannelse. Klagerens indkomst bestod af uddannelsesstøtte, arbejdsløshedsdagpenge og A-indkomst fra vikarbureauet. Hun modtog desuden skattefri befordringsgodtgørelse fra vikarbureauet.

Klageren selvangav et befordringsfradrag på 92.232 kr., beregnet ud fra en takst på 3,56 kr. pr. km, og mente ikke at være skattepligtig af en modtaget befordringsgodtgørelse på 3.916 kr. Hendes argumenter centrerede sig om, at hun skulle anses for selvstændig erhvervsdrivende på grund af sin fleksible arbejdsform, manglende ansættelseskontrakt og selvstændige tilrettelæggelse af opgaver. Hun hævdede, at hendes arbejde som kontaktperson/bisidder var erhvervsmæssigt, og at diplomuddannelsen var en efteruddannelse, der berettigede til fradrag. Endvidere påberåbte hun sig forventningsprincippet, idet hun mente at have modtaget vejledning fra SKAT om ret til den højere takst.

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse, der kun godkendte et befordringsfradrag på 22.271 kr. og forhøjede den skattepligtige indkomst med 3.916 kr. Nævnet fandt, at klageren var lønmodtager, da hun modtog A-indkomst og skattefri befordringsgodtgørelse. Kørsel i forbindelse med frivilligt arbejde og videreuddannelse blev ikke anset for fradragsberettiget. Den skattepligtige befordringsgodtgørelse skyldtes, at kørsel til samme arbejdssted oversteg 60 dage, hvilket gjorde godtgørelsen skattepligtig fra dag 61. Forventningsprincippet blev afvist, da der ikke var dokumenteret en klar og bindende forhåndstilkendegivelse fra SKAT.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse på alle punkter.

Lønmodtager kontra selvstændig erhvervsdrivende

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke kunne anses for selvstændigt erhvervsdrivende, hverken i relation til arbejdet for [virksomhed1] ApS eller som kontaktperson/bisidder. Dette blev begrundet med, at klageren udelukkende havde modtaget A-indkomst og ikke havde selvangivet indtægt ved selvstændig virksomhed. Retten henviste til Kildeskatteloven § 43, stk. 1 og Personskattelovens cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994, afsnit 3.1.1., som definerer kriterierne for afgrænsning mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende. Klagerens påstand om at være selvstændig erhvervsdrivende, der berettigede til fradrag efter Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 3, blev dermed afvist.

Befordringsfradrag

Landsskatteretten fastslog, at befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads som udgangspunkt har privat karakter, men at der er adgang til et standardiseret fradrag efter Ligningsloven § 9 C. Det blev understreget, at kun kørsel til et indtægtsgivende arbejdssted berettiger til fradrag. Lønmodtagere kan under nærmere angivne betingelser modtage skattefri befordringsgodtgørelse fra en arbejdsgiver, jf. reglerne i Ligningsloven § 9, stk. 4 og Ligningsloven § 9 B. Der kan dog højst modtages godtgørelse for kørsel til det samme arbejdssted i indtil 60 gange inden for de forudgående 12 måneder, jf. Ligningsloven § 9 B, stk. 1. Hvis arbejdsgiveren ikke udbetaler hel eller delvis skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig kørsel, kan der foretages fradrag for befordring efter Ligningsloven § 9 C, jf. Ligningsloven § 9 B, stk. 4.

Retten afviste klagerens argument om at være omfattet af særreglen for kundeopsøgende aktiviteter, der vedrører flere arbejdsgivere på én gang, jf. Ligningsloven § 9 B, stk. 4, 3. pkt.

Som følge af, at klageren blev anset for lønmodtager, kunne hun ikke foretage fradrag i den personlige indkomst for afholdte udgifter til befordring, jf. Personskatteloven § 3, stk. 2. Hun kunne derfor heller ikke beregne befordringsfradrag med 3,56 kr. pr. km, da denne sats kun vedrører kørsel omfattet af Ligningsloven § 9 B.

Kørsel for [virksomhed1] ApS

Landsskatteretten godkendte befordringsfradraget på 22.271 kr., som var opgjort af Skatteankenævnet baseret på klagerens kørselsregnskab og satserne i Ligningsloven § 9 C, stk. 2 og Ligningsloven § 9 C, stk. 3. Retten fandt det korrekt, at den skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel til samme arbejdssted i [by8] ud over 60 dage skulle beskattes som personlig indkomst (3.916 kr.), da klagerens udokumenterede oplysning om forskellige adresser ikke kunne føre til et andet resultat. Dette var i overensstemmelse med Ligningsloven § 9 B.

Kørsel til møder som kontaktperson/bisidder

Fradrag for kørsel som kontaktperson/bisidder blev ikke godkendt, da arbejdet blev udført i en periode med ledighedsydelse og ikke blev anset for at være et indtægtsgivende arbejdssted. Retten henviste til klagerens egne forklaringer og overenskomstens § 15, som ville have forpligtet vikarbureauet til at udbetale godtgørelse, hvis arbejdet var udført for dem.

Kørsel vedrørende børneungediplomuddannelsen i [by1]

Uddannelsen blev anset for at være en videreuddannelse, ikke en efteruddannelse, da den gik ud over rammerne for ajourføring og vedligeholdelse af klagerens tidligere erhvervede uddannelse. Derfor blev fradrag for befordring til uddannelsen ikke godkendt.

Forventningsprincippet

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde dokumenteret en klar, entydig og positivt udmeldt forhåndstilkendegivelse fra skattemyndighederne, der kunne give en retsbeskyttet forventning om at få godkendt fradrag i den personlige indkomst for befordring med 3,56 kr. pr. kilometer. De generelle betingelser for at støtte ret på en tilkendegivelse efter det individuelle forventningsprincip var ikke opfyldt.