Landsskatteretten: Ikke beskatning af fri bil og mellemregning – 2009-2011

Sagen omhandlede en administrerende direktør og hovedaktionær i et reklame- og marketingselskab, der blev beskattet af værdien af fri bil for indkomstårene 2009-2011 og af et beløb på en mellemregningskonto anset som løn for indkomståret 2010. Klageren var direktør fra 2007 til 2012, og selskabet gik konkurs i 2012. Klageren udrejste til Nicaragua i august 2010 og havde fra januar 2009 til januar 2012 en ubetinget frakendelse af førerretten.

SKAT havde forhøjet klagerens indkomst med følgende beløb:

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at der ikke var grundlag for beskatning af fri bil, da bilerne udelukkende blev anvendt af selskabets salgspersonale til erhvervsmæssig kørsel og var påført reklamer for selskabets kunde. Han fremhævede, at han ikke havde kørekort i den omhandlede periode (14. januar 2009 til 13. januar 2012) og desuden opholdt sig i Nicaragua i store dele af perioden fra august 2010. Bilerne var desuden altid parkeret på selskabets adresse, ikke ved hans bopæl.

Vedrørende mellemregningskontoen bestred klageren, at beløbet på 183.560 kr. var løn til ham. Han fremlagde kontokort, der viste, at kun 93.355 kr. vedrørte ham, mens resten (90.204 kr.) vedrørte en anden direktør. Klageren forklarede, at mellemregningen primært bestod af erhvervsmæssige udgifter, hvor der manglede bilag, og at revisor havde bogført dem på denne konto for at opfordre til fremskaffelse af bilag. Han mente, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbet udgjorde skattepligtig indkomst for ham.

SKATs argumentation

SKAT fastholdt forhøjelserne og henviste til, at klageren som direktør og bestyrelsesmedlem havde en skærpet bevisbyrde for ikke at skulle beskattes af fri bil og hævninger i selskabet. SKAT havde forgæves anmodet om dokumentation for bilernes anskaffelse, anvendelse og driftsudgifter samt oplysninger om den person, der varetog driften under klagerens udlandsophold. Vedrørende mellemregningen henviste SKAT til, at revisor havde anvendt kontoen for manglende bilag, og at en anden direktør var beskattet af en mellemregning i moderselskabet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten nedsatte klagerens skatteansættelse for både fri bil og mellemregningskontoen.

Fri bil

Landsskatteretten bemærkede, at for hovedaktionærer gælder en formodningsregel om, at en firmabil, som hovedaktionæren har råderet over, også er til rådighed for privat kørsel, jf. Ligningsloven § 16, stk. 1 og Ligningsloven § 16a, stk. 5. Dog påhviler det som udgangspunkt SKAT at løfte bevisbyrden, hvis hovedaktionærens og selskabets adresse ikke var sammenfaldende, og bilen ikke har været parkeret ved klagerens bopæl, jf. SKM2014.504.HR.

Retten fandt, at det var dokumenteret, at klageren ikke havde kørekort i den pågældende periode (2009-2011), og at han i dele af perioden opholdt sig i udlandet med sin familie. Det blev også lagt til grund, at selskabets biler blev brugt erhvervsmæssigt af salgspersonalet til kundebesøg og bar reklamer for selskabets kunde.

På baggrund af disse oplysninger anså Landsskatteretten det ikke for godtgjort, at klageren havde haft rådighed over bilerne til privat anvendelse. Forhøjelsen vedrørende fri bil for indkomstårene 2009-2011 blev derfor nedsat til 0 kr.

Mellemregning

Landsskatteretten henviste til, at alt, hvad der udloddes fra et selskab til aktionærer, som udgangspunkt medregnes til den skattepligtige indkomst som udbytte, jf. Ligningsloven § 16a, stk. 1 og Ligningsloven § 16a, stk. 2, nr. 1. Før ikrafttrædelsen af Ligningsloven § 16e (vedrørende lån ydet fra 14. august 2012), anerkendtes lån til hovedaktionærer skattemæssigt, hvis aktionæren var solvent. Hvis aktionæren ikke kunne tilbagebetale lånet, blev hævningerne beskattet som løn, eller som maskeret udbytte, hvis der ikke blev udført arbejde svarende til hævningerne.

Det fremgik af revisorpåtegningen for 2010, at selskabet havde ydet lån til en aktionær i strid med selskabsloven. Selskabets aktivmasse for 2010 viste ”Mellemregning ledelse” på 183.560 kr. Landsskatteretten konstaterede dog ud fra fremlagte kontokort, at klagerens andel af lånet kun var 93.355 kr., mens resten vedrørte en anden person.

Da klageren havde en skattepligtig indkomst på 595.667 kr. i 2010, måtte det antages, at han var i stand til at tilbagebetale lånet på 93.355 kr. på hævetidspunktet. Derfor fandt Landsskatteretten, at klageren ikke var skattepligtig af beløbet. Forhøjelsen vedrørende mellemregningskontoen for 2010 blev derfor nedsat med 183.560 kr. til 0 kr.